Susanne Bier fik i nat vished for, at hun kan hjemføre en Oscarstatuette for bedste udenlandske film.

Og det er stort. Thi sidste gang var, da Bille August i 1988 fik prisen for sin filmatisering af Martin Andersen-Nexøs ’Pelle Erobreren’.

Første gang en dansk film overhovedet var nomineret i kategorien, skal vi helt tilbage til 1956 for at finde.

Stiv og unødig teatralsk
Dengang var det Erik Ballings Grønlands-melodrama ’Qivitog – fjeldgængeren’, der var i spil til prisen, som imidlertid gik til Federico Fellinis sørgelige ’La Strada’ – i øvrigt ganske fortjent, kan vi nu konstatere efter at have set den digitalt restaurerede dvd-udgave af ’Qivitog’, der netop er udkommet.

LÆS OGSÅErik Balling er død, 80 år

Manden bag filmens enkle, men effektive historie er den i sin tid fejrede, men i dag så godt som glemte socialrealistiske forfatter Leck Fischer, der med sin fortælling om kærlighed, svigt og ære i den grad er på udebane.

Hvilket man mærker. Ikke mindst på dialogen, der er stiv og unødigt teatralsk.

Karrierens kulmination
Men også på skuespilsiden halter det ganske gevaldigt. De to altoverskyggende roller spilles af Astrid Villaume og Poul Reichardt.

Førstnævnte i sit foretrukne rollefag som smuk, svigtet og sårbar, mens sidstnævnte leverer endnu et forstudie til karrierens kulmination: rollen som den djærve og brovtende bramfri flyttemand Olsen i komedieserien om ’Huset på Christianshavn’.

LÆS OGSÅ'Huset på Christianshavn' fylder 40

Hun er kommet til Grønland for at overraske sin forlovede, der er læge. Men desværre viser han sig at have fordrevet ventetiden med at duske en sygeplejerske.

Og han er et menneske i eksil, efter at hans kone forlod ham for ti år siden. Omstændighederne tvinger dem sammen, selv om de først frastødes af hinanden.

Og som et parallelt handlingsspor følger vi historien om den unge Pavia, der skal forsøge sig som selvstændig fisker, men er angst for at tabe ansigt.

Tre udstødte mennesker
Titlen refererer til den grønlandske tradition for at forlade samfundet og dø i ensomhed, hvis man har oplevet noget forfærdeligt eller er blevet socialt stigmatiseret.

Og pointen er selvfølgelig, at såvel Villaumes svigtede kvinde, Reichhardts åndeligt eksilerede udstedsbestyrer (det hedder det fandeme) og den grønlandske fisker er qivitoq’er i en eller anden forstand.

Alligevel en messe værd
Selv om filmen forekommer meget gammeldags og også forældet, er den alligevel en messe værd.

Ikke mindst på grund af sin fremragende fotografering; billederne står skarpe og med sprøde farver og viser et smukt billede af Grønland.

Som et postkort fra fortiden.