fakta

Foto: Joachim Adrian

Blå bog Lene Maria Christensen
Skuespiller, født 1972. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1999, debuterede samme år på Det Danske Teater i forestillingen 'Skærmydsler' og spillede siden bl.a. Constanze i 'Amadeus' på Østre Gasværk i 2001 og Yvonne i Olsenbanden-musicalen i Glassalen i 2008. Har desuden medvirket i tv-serierne 'Hotellet' på TV 2 (2000-2002) og 'Lulu & Leon', der først blev vist på TV3 (2009) og siden på DR (2010). På film har hun bl.a. medvirket i Natasha Arthys 'Se til venstre, der er en svensker' (2003) og Susanne Biers 'Brødre' (2004), og hun spillede en hovedrolle i Henrik Ruben Genz' 'Frygtelig lykkelig' (2008), for hvilken hun modtog både en Bodil og en Robert for bedste kvindelige hovedrolle.

Det var nogle uger efter, at hendes far var død.

Og et års tid efter, at hun var blevet mor. Nærmere betegnet i december 2007. Lene Maria Christensen stod nede i Irma i Ryesgade og forsøgte at danne sig et overblik over udvalget på kiksehylden, da filminstruktøren Henrik Ruben Genz kom forbi og spurgte, hvordan det gik.

»Og jeg var ved at smadre hele den der Irma, for de havde simpelt hen købt så mange kiks ind, at jeg for helvede ikke kunne vælge, hvilke nogen jeg skulle tage med hjem til mit barn. Og hvis ikke Genz var kommet, så havde jeg ryddet hele den hyldeside med kiks og saft og pis og lort. Jeg havde så meget behov for at gøre det«.

Henrik Ruben Genz prøvede at sige noget om, at det tager tid at komme sig oven på et dødsfald. At det nok skulle komme.

»Og så skyndte han sig ud af forretningen igen«, siger Lene Maria Christensen.

Hvorfor var du så vred?

»Fordi livet havde overrumplet mig. Jeg var lige blevet mor, da min far blev syg. Og otte-ni måneder senere var han død. Samtidig med at min datter lige var begyndt i vuggestue og ville have mig tæt på hele tiden. Og det kunne jeg ikke finde ud af. For nu havde jeg oplevet døden rigtigt. Og samtidig det mest sprudlende liv. Og så står man dér og er lidt i smadder«.

LÆS OGSÅBagerdrama følger uforsødet døden til dørs

»Det var for voldsomt for mig«.

Lene Maria Christensens far døde af kræft på Hillerød Sygehus 3. december 2007. Nøjagtig samme dag året efter var hun til casting på Pernille Fischer Christensens film ’En familie’, der havde premiere i de danske biografer i torsdags. Her spiller hun bagerdatteren Ditte, hvis far er i gang med at dø af kræft.

»Da jeg fik de tekster, jeg skulle øve på, måtte jeg ringe til min søster og sige: Du tror ikke, det her er muligt. Det er sådan nogle ting, som vi to har siddet og sagt til hinanden. Og hun fik kuldegysninger og begyndte at tude, fordi det var så vildt«.

»Jeg kendte bare godt tankerne og følelserne i den«
Alligevel sagde Lene Maria Christensen ingenting til instruktøren. Hun gik bare til casting. Og fik rollen.

»Jeg holdt simpelt hen min kæft. Jeg måtte først finde ud af, om jeg kunne gøre det eller ej. For hvis det blev for privat, så skulle det jo ikke være mig«.

Og det var hun sådan set stadig i tvivl om, da hun mødte op til læseprøven.

»Det værste ville være, hvis jeg ikke kunne spille rollen. Men det ville også være slemt, hvis der dukkede alt muligt lort op undervejs, som jeg ikke havde set i mig selv. Eller hvis jeg gik ned. Men så fik jeg fortalt, hvordan det var. Og det viste sig, at manuskriptet var vokset ud af Pernilles historie med hendes far. Og at alle på holdet på en eller anden måde havde en lignende historie i deres liv. Så det var ikke min historie, det var alles historie«.

»Jeg kendte bare godt tankerne og følelserne i den«.

Lene Maria Christensen tager imod i lejligheden på Østerbro en iskold februarformiddag. Iført en tyk strikket cardigan, hestehale og lejlighedsvise dybe suk på grund af den mave, der har vokset sig otte måneder stor. Og hvor nogen med jævne mellemrum strækker ud på indersiden.

»Jeg har bagt boller«, siger hun ud gennem de karakteristiske, tætte slimhinder i næsen, der følger de fleste højgravide. Og forsvinder så ud i køkkenet for at varme mælk til kaffen.

»Er det ikke dig oppe fra Ebbe?«
I de seneste ti år har skuespilleren Lene Maria Christensen aftegnet sig i de fleste danskeres bevidsthed. Enten som Patens naive kæreste i Hella Joofs komedie ’Fidibus’. Som kriminelle Leons frisørkone Lulu i tv-serien ’Lulu og Leon’. Som Udkantsdanmarks dobbelttydige og dirrende femme fatale i Henrik Ruben Genz’ filmatisering af Erling Jepsens roman ’Frygtelig Lykkelig’, der indbragte hende både en Robert og en Bodil. Eller bare som nogen, man har set før. For det er ikke altid, folk lige kan huske, hvorfra de kender de blå øjne, de lidt brede kæber og det lyshårede ansigt, der er mere charmerende end decideret glamourøst.

»Er det ikke dig oppe fra Ebbe?«, lød det eksempelvis en dag i bussen. Hvilket hun høfligt afviste. Der gik et par minutter. Så vendte passageren foran sig om igen. »Joooh, det er da dig oppe fra Ebbes fest«. En anden gang råbte et ukendt ansigt »tak for sidst«, da hun stod i kø i banken.

Blandt mange af dem, der har opdaget, at Lene Maria Christensen er skuespiller, er hun i årevis blevet castet som en lidt naiv og charmerende blondine med et stort komisk talent. Og dét kostume er tilsyneladende svært at lægge fra sig, uanset om man så står i død og elendighed til livet.

»Indimellem kan jeg godt føle mig lidt misforstået. Men jeg har åbenbart et eller andet over mig, der gør, at jeg altid ser ud, som om jeg er ved at begynde at grine. Og der skal mere til for sådan en som mig for at overbevise omverdenen om, at det er meget alvorligt eller tungt nu. Jeg kan godt selv føle, at jeg sidder i det tykkeste dynd af elendighed, mens instruktøren stadig står og kræver, at der kommer mere ud«.

Det gør der denne gang – så meget, at anmelderne forleden skamroste hendes præstation i ’En familie’: Lene Maria Christensen leverer ifølge Ekstra Bladet en »pragtpræstation« og får »overbevisende smidt sit komiske image« og understreger ifølge Politikens Kim Skotte, »at gennembruddet i ’Frygtelig lykkelig’ ikke var en enlig svale«. Faktisk er det endnu bedre denne gang, mener Kristeligt Dagblad: »Hun fik en Bodil for sin præstation i ’Frygtelig lykkelig’, men det, hun laver i ’En familie’ er større«, skriver avisen. B.T. finder hende »intens og rørende«, mens Berlingske synes, hun »yder en smuk præstation præget af dæmpet følsomhed«.

Afsindigt velkommen
Lene Maria Christensen er opvokset i Hillerød. Her gik hun og nev sig i armene og kastede mønter i springvandet i et forsøg på at påvirke sin fremtid. For på Møllebakken måtte man ønske, når man så en grøn Citroën. I hvert fald hvis man nev sig i armen samtidig. Og også når man smed mønter i springvandet nede ved slottet. Det gjorde Lene Maria hver eneste uge. Og ønskede altid det samme. Nemlig at hun en dag ville blive skuespiller.

»Tænk, hvis jeg havde vidst, hvordan Teaterskolen var«, siger hun, skærer et æble ud i både og begynder at proppe det i munden.

Lene Maria Christensen var afsindigt velkommen, da hun endelig kom til verden i 1972, ti år senere end sin storesøster. Faren var møbelpolstrer og operaelsker, og moderen var følsom og kassedame på deltid. Sine første mange år tilbragte Lene Maria med at spille fodbold med drengene på det grønne areal bag den Lejerbo-bebyggelse, hvor familien holdt til.

Og for resten af pengene drømte hun sig væk til andre og mere fantastiske verdener end den, de stille lørdag eftermiddage i Lejerbo havde at byde på. Hjemme lærte hun, at man skal være et ordentligt menneske. Og at humor er noget, man har til fælles med sin mor, mens opera er noget, man deler med sin far.

»Min far var en drømmer. Vi kunne mødes i musikken og hylede begge to, når de tre tenorer blev sat på, fordi de arier var så smukke. Og på en måde var det en total afvigelse i forhold til det mærkelige, firkantede, stolte menneske, han også var. Han havde en meget stor social ansvarlighed og var selvfølgelig formand for beboerforeningen, men hentede sine holdninger i Ekstra Bladet – også når det gjaldt indvandrere. I hvert fald lige indtil der flyttede nogen fra Jugoslavien ind i nummer 17. For så snart de blev til mennesker og ikke bare en lorteholdning i Ekstra Bladet, så var de jo bare »skide søde mennesker, de der Erdogans der««.

I ’En familie’ spiller Lene Maria Christensen fars pige. Selv om der faktisk er en voksen datter mere, er det Ditte, han regner med. Også som arvtager til familiens bageri, surdej og stolthed gennem flere generationer. Men selv havde Ditte egentlig mere forestillet sig at tage til New York og arbejde som gallerist sammen med sin kunstnerkæreste.

»Det var en udfordring at skulle spille fars topboy, for hjemme hos os var det min søster, der var fars pige. Så jeg tænkte på min søster undervejs, og vi talte også meget om det. Hvis jeg skulle være den i forhold til min far, så skulle jeg møve for det. Og i nogle situationer var jeg selvfølgelig ked af, at han ikke så, at jeg også prøvede at være en del af hans børn«.

»Jeg kan huske, at jeg ringede hjem engang, mens jeg gik på Teaterskolen, og spurgte ham, om han ikke ville lade være med at give røret til min mor, for jeg ville gerne tale med ham også. Så blev han rasende og spurgte, hvad fanden vi skulle tale om. Han var bare af den anden slags – den mandetype, der er født lige op i Anden Verdenskrig, og han fik givet det der kæft, trit og retning videre til os. Det blev bestemt for ham, at han skulle være møbelpolstrer, selv om han gerne ville ud og se verden. Og det kom han sgu ikke«.

»Han kom jo aldrig til Kina«.

Heldigvis kan man gå på væggene
Da Lene Maria var syv år gammel, flyttede søsteren hjemmefra. Og samtidig flyttede stilheden ind. Og så skete der på en eller anden måde »et skred i familien«. Eller som Lene Maria Christensen siger: »De var rigtig kede af, at hun flyttede. Og så stod jeg ligesom med den. Og med dem«.

Og der var faktisk nok at gøre for et barn, som var ekstremt opmærksomt på, hvordan andre mennesker og i særdeleshed hendes forældre havde det. Og som altid var parat med en sang eller en vittighed for at vende stemningen, når faderen efter en konflikt var gået i kælderen for at reparere en stol, og moderen sad ved køkkenbordet og sukkede ned i sin kaffekop.

»Der skete nogle forskydninger i de år, som blev en del af mig. Og som gik ud på at holde øje med, hvordan andre mennesker havde det. Jeg prøvede altid at gøre min mor glad. At trække hendes opmærksomhed et andet sted hen og at få hende til at grine«.

For når der blev stille, kunne man ikke mærke de andre.

»Min far var også et meget larmende menneske indimellem, fyrede op for sin opera og råbte højt, når han var vred. Men når stilheden indfandt sig, var det så frygteligt, for så var der noget galt. Og jeg tog på mig at få brudt den stilhed. Og at få tingene løst uden at vide, hvad der var galt«.

Kunne du ikke bare være gået ud og lege?

»Jo, men det lå der jo alligevel. Og det var jo min flok. Og der skulle ikke være problemer. Jeg skulle sørge for, at alle havde det godt, og at jeg dermed også indirekte selv havde det godt. Det havde nok hjulpet, hvis min mor havde sagt: »Det er sådan og sådan. Og det skal jeg nok selv sørge for«. Men hun var så sød, min mor. Så sød og trist og sød. »Nej, der er ikke noget, skat«. Men jeg kunne jo høre det. Hun var en vildt dårlig skuespiller. Og at beskytte børn ved at holde dem udenfor, det duer altså ikke. Jeg havde i hvert fald for meget fantasi til ikke at få at vide, præcis hvad der foregik«.

Fantasien gik eksempelvis i gang, når hun lå i sin seng om aftenen og skulle sove, og der var stille inde i stuen.

»Det var så ubehageligt. For så var de jo nok blevet slået ihjel. Og skåret op og smidt rundt over det hele. Jeg vidste godt, at jeg skulle ringe 000. Men telefonen stod inde i stuen. Og der var ret mange slanger over det hele«, fortæller hun med løftede øjenbryn.

Det heldige var, at hun kunne kravle på væggene. Og det var sådan, hun kom ind i stuen og fik ringet til alarmcentralen.

»Min fantasi tog mig alle mulige steder hen, hvor jeg kunne beskæftige mig med noget, der var skidefarligt. For så skete der noget. Så var der ikke bare vildt stille«.

At blive lynafleder
Det var der i øvrigt sjældent, der hvor Lene Maria var. Hun både sang højt og talte en hel del og drømte sig langt ud over stepperne og ind i en skuespillerverden, hvor man kunne være nogen andre. Og spillede så ellers teater i skolen, når hun kunne slippe af sted med det.

Det særlige ved Lene Maria Christensen er ...

Foto: PR

... » at hun rummer en masse modsætninger. Hun er både meget sjov og meget alvorlig, meget smuk og meget almindelig«, siger Henrik Ruben Genz, der instruerede 'Frygtelig lykkelig', hvor Lene Maria Christensen spiller den uortodokse femme fatale Ingerlise.

»Hun har nærvær og er fuldstændig til stede i enhver situation. Og så er der noget poetisk, sensitivt og sensuelt over hende. Man har lyst til at passe på hende og lyst til at blive passet på af hende. Men først og fremmest har hun noget med øjnene. Hun lukker op, og man kan komme ind til hende, og det foregår alt sammen i øjnene. Og dem er hun født med, dem har hun ikke uddannet sig til«.

Foto: PR

... »at hun er enormt nysgerrig, sulten og søgende. Og parat til at bryde sine egne grænser. Det er hendes største styrke«, siger Pernille Fischer Christensen, der har instrueret 'En familie', hvor Lene Maria Christensen spiller bager- og yndlingsdatteren Ditte.

»Og så er hun svær at blive klog på, fordi hun også er hemmelig. Hun er klassens glade pige, sindssygt sjov, men i virkeligheden et meget alvorligt menneske. Det spændende ved hende er, at jeg aldrig ved, om det næste, hun siger, er en vittighed eller noget helt vildt alvorligt«.

Foto: PR

... »at hun er almindeligheden selv – det er det, der gør hende så vidunderlig. Hun er pigen inde ved siden af – og så er hun samtidig så fræk, så morsom og så grænseoverskridende. Det er skønt at opleve et menneske, der har så mange lag«, siger Thomas Gammeltoft, der er direktør i Fine&Mellow, som både har lavet 'Fidibus', 'Lulu og Leon' og 'Frygtelig lykkelig'. »Da vi lavede 'Fidibus', sagde instruktøren Hella Joof, at det særlige ved Lene Maria er, at hun er både loveable og fuckable. Og så har hun en timing, der er helt unik«.

»Det der teater handlede også om at larme, tror jeg. Og at få skåret gennem stilheden«.

Og så havde hun en dårlig vane med at samle på mennesker. Når hun tog toget ind til København for at besøge sin søster, labbede hun alle andre mennesker i kupeen i sig undervejs. Prøvede at aflure deres motiver og hemmeligheder og digtede historier om dem, som hun fortalte sin søster, når hun nåede frem.

»Det er næsten for pænt at kalde det en interesse for andre mennesker. Det var mere en slags behov. Hvem er du? Hvorfor går du et halvt skridt foran dit barn på den sure måde? Hvor skal du hen? Al den slags prøvede jeg at regne ud«.

Lene Maria Christensen voksede op, passede sin skole, tudede sig gennem matematikopgaverne, skrev sine sirlige a’er med korrekt skråskrift, hang ud med fodbolddrengene og blev senere »en selvoptaget romantiker«, der skrev dagbog og gik i svømmehallen med sine veninder. Og når man spørger, hvilken rolle hun havde i skolen, lyder svaret sådan her:

»Jeg var sådan en blanding af hende den sjove ... og Sverige«.

Og Sverige brød sig ikke om, at drengenes voldsomheder gik ud over nogen, det var synd for, eller store brød, der smed rundt med andre folk.

»Så jeg blev vel sådan en slags ... lynafleder«.

Og så brugte hun »enormt meget krudt på at have indsigt i andre«.

»Det er altid gået meget ud på at lytte til andre, lave et bud på en løsning og få det gjort. Og jeg bruger sgu stadig rigtig meget tid på at forstå, hvad der er mit bord, og hvad der ikke er. Men på det seneste er jeg blevet mere opmærksom på det. Der er flere situationer, hvor jeg tænker: Nu skal jeg lade være med at gå ind i det der. Og det er altså nyt. Tidligere har jeg altid bare gjort det. Og er kommet med de mest logiske og fornuftige løsninger på folks problemer. Og så gør de alligevel noget helt andet og fucker det op for sig selv igen«, siger hun og griner.

Helt gået over er det så nok ikke. For et øjeblik efter ringer telefonen. Hun kaster et kort blik på den og siger så: »Den venter vi lige med. Det er en af de lange. En af dem, der hyler«.

Og så fik Carina bank
Lene Maria Christensen var mildt sagt hverken særlig vild eller særlig utilpasset. Og det gik heller ikke så godt, når hun prøvede. Eksempelvis da hun og veninden Carina engang plukkede nogle hyben og kravlede op på et tag, hvor de lå og kylede bærrene efter folk, når de kom ud af kiosken.

»Så ramte vi to piger. Og den ene var rimelig stor. Og så fik de øje på os. Og løb efter os«.

»Og så fik Carina så mange bank«, hvisker hun. »For det var førerhunden, der fik fat i Carina. Hende, der fik fat i mig, var ikke ude på at slå«.

Hun fniser en lille smule rædselsslagent. »For helvede, hvor hun bankede Carina«.

Men det var så også i omegnen af det frækkeste, der skete. I hvert fald indtil Lene Maria kom til at sidde ved siden af Heidi i tysktimerne i de ældste klasser i folkeskolen og begyndte at tale rigtig meget i timerne og få sedler med hjem.

»Det var aldrig nogensinde sket før, for jeg havde jo fandeme været så sød og pligtopfyldende og altid prøvet at gøre det rigtige. Så det var fantastisk at møde et menneske, som man kunne larme lidt sammen med«.

Det hele kulminerede den dag, Heidi og Lene Maria skrev ’tysk er noget lort’ på tavlen. Og tysklæreren kom ind og så det. Og vendte rundt på hælen og løb ned på sit kontor og låste døren.

»Og jeg løb jo efter hende ned ad gangen og ruskede i døren og ville ind og holde om hende og sige undskyld. Sådan helt misforstået. Men hun skulle fandeme ikke ud til mig. Og så sad jeg der i klassen og var frygtelig rød i hovedet, fordi hun bare var blevet så ked af det«.

»Jeg var virkelig en dårlig rebel«, sukker hun. »Helt urimeligt dårlig«.

Nærmest lidt for dedikeret
Kulsvierskolen i Hillerød blev skiftet ud med gymnasiet i Allerød, hvor Lene Maria gik på musisksproglig linje, var elendig til koralharmoniseringer og fik lov at aflevere sine stile senere, når hun var med i skolens musicals og teaterstykker. Under en temauge med totalteater i kantinen spillede hun en fuld mand, der ravede rundt og var tyk og pinlig.

»Og der var ikke nogen, der regnede ud, at var mig, der var indenunder. Jeg blev usynlig. Eller var lidt forsvundet, og noget andet var trådt i stedet for. Og det synes jeg, var helt fantastisk«.

Fra da af var hun »nærmest lidt for dedikeret«. Og havde overhovedet ikke noget alternativ til at blive skuespiller. Selv om folk omkring hende blev ved med at sige, at det ikke kunne lade sig gøre.

»Mine forældre forsøgte indimellem at foreslå noget med, at man jo også kunne blive blomsterhandler. Eller arbejde i en bank. Men i skuespillet blev alle de ting, der var interessante for mig, kombineret. Og hvis jeg valgte noget andet, ville der have manglet en, to eller tre komponenter«.

Hun løfter blikket og kigger hen over boller og kaffe og æbler. »Tænk, hvis det aldrig var lykkedes. Så var jeg blevet verdens bitreste menneske«.

Det hele sidder i kæberne
Hun forsøgte tre gange. Og så lykkedes det at komme ind på Teaterskolen. Selv om skolens daværende rektor Olav Harsløf efterfølgende konstaterede, at de havde været lidt i tvivl, fordi Lene Maria Christensens kæbe var så bred.

»De troede, at jeg havde mange spændinger i mig, og at det alt sammen sad i kæben, og var urolige for, om jeg var sådan et helt låst og nervøst menneske, som ikke skulle være skuespiller. Det var så åbenbart i kæbeperioden, hvor de kiggede efter den slags«, fniser hun.

Men ind kom hun.

»Og der var fandeme ikke stille. Det larmede så sindssygt meget hele tiden, at jeg blev helt stille. Det er selvfølgelig en uddannelse, der kræver noget af eleverne og deres bagage. Men det var bare så heftigt at være med til hinandens liv på den måde. Og indirekte blev der ligesom sagt, at jeg ikke var trådt nok i karakter og bare var for flinkt et menneske. Jeg ville gerne være skuespiller. Men jeg ville sgu også gerne være et ordentligt menneske«.

Og så var det bare svært at matche de andres voldsomme historier med en forholdsvis rektangulær opvækst i Hillerød.

»Jeg passede ikke ind. Og min bagage var slet ikke så dramatisk som deres. Men det var stadig min. Og min samvittighed og min blufærdighed og alt det her med, at jeg skulle sørge for, at andre mennesker havde det godt«.

Hun kigger op.

»Men jeg kunne jo ikke sørge for de her mennesker«, siger hun så og kommer til at grine.

»Der var ikke nogen, der skulle hjælpes. I hvert fald ikke af mig. Jeg skulle bare spille teater. Og når jeg gjorde det, var det så voldsomt og insisterende for at lukke alt det andet ude, at det nærmest blev krampagtigt. Det var virkelig en hård tid. Uforudsigelig og farlig. Og i en periode gik jeg fuldstændigt ned og fik mærkelige tanker, blev deprimeret og angst. Og kunne slet ikke finde ud af, hvordan jeg skulle være der«.

Bedre blev det ikke ligefrem af, at hun kom i praktik på Det Kgl. Teater og fik en »alt for stor rolle« som japansk hofdame, som hun »slet ikke kunne løse«. Hvilket anmelderne tilsyneladende var enige i. I hvert fald skrev de, at hun manglede format.

»Da jeg var færdig på Det Kgl. Teater, fik jeg hylet igennem. Og så blev jeg voksen. Og siden har det ikke været synd for mig. Derfra besluttede jeg mig for at tage noget ansvar og for selv at bestemme, hvordan tingene skulle være. Jeg havde ladet mig forvirre for længe og havde været så usikker på mig selv, at det ikke var i orden. Og så tog jeg tilbage på Teaterskolen og gjorde det sidste år færdigt. Og blev superstædig med, hvad jeg selv syntes. Det tror jeg klædte mig meget godt. Og det var en af de bedste dage i mit liv, da vi blev færdige på den skole. Og det var virkelig specielt, for hele mit liv havde jeg bare set frem til at komme derind«.

Perfekt hver gang
Afgangsforestillingen var en Mike Leigh-forestilling, som de havde improviseret frem. Og hvor Lene Maria Christensen havde fået en tyk krop på og noget mærkeligt hår og gik og rullede cigaretter. Men som hendes far sagde efter forestillingen: »Hvornår skal du lave noget ordentligt teater? Det der lort kan jeg sgu ikke forstå en skid af«.

Rigtigt teater var sådan noget, man spillede på Det Kgl. Og da hun på et tidspunkt havde været til casting der og ikke fået rollen, måtte han vende tilbage til det tre gange i løbet af en aften. At det godt nok var ærgerligt, at det glippede. Eller rundt regnet halvanden gang mere, end Lene Maria Christensen lige selv havde lyst til at vende det dén aften.

»Men jeg tror, han var stolt som en pave af mig, fordi jeg valgte mit og var tro over for det. Og dybest set var ligeglad med Det Kgl. Teater. Han kunne bare ikke finde ud af at sige det. Når han lavede et møbel, gik han jo også op i med liv og sjæl, at det skulle være perfekt hver gang«.

Da hun debuterede i en rolle i Gustav Wieds ’Skærmydsler’, var hun stadig så optaget af ikke blive bragt ud af flippen, at hun læste hele stykket igennem hver aften i to måneder.

»Det skulle være så præcist og rigtigt og godt, at det næsten blev for meget«.

Danterne var jo »nærmest de royale«
Mindre anspændt blev det ikke, da hun kom med i Dantes sidste forestilling ’Lillerød’. For danterne var jo »nærmest de royale«, som hun siger. Her skulle hun spille Gitte, der bukkede håret med et krøllejern og gerne ville ud og køre på knallert med de store drenge.

»Det var en stor sejr at komme med der. Og jeg var nødt til at hive min trods frem igen for at kunne stå over for hele det der slæng af superdygtige mennesker som Lotte Andersen, Caroline Henderson, Jimmy Jørgensen og Nikolaj Cederholm. Men jeg havde jeg et mantra om, at de fandeme ikke skulle få mig. Jeg ved slet ikke, om de var ude på at få nogen ned med nakken, men det føltes lidt som en klub, lidt HA-agtigt. Men jeg overlevede på min trods. Og på min beslutning fra Teaterskolen om at gøre det på min måde«.

På Dante mødte Lene Maria Christensen også sin mand Anders. Han var regissør og glemte at køre en trappe frem til hende, så hun midt under en forestilling trådte ud i et sort hul og faldt et par meter ned med hænderne fulde af tomme flasker.

LÆS OGSÅLulu & Leon kan noget, som DR ikke kan

»Jeg slog mig ad helvede til. Rigtig meget ad helvede til. Men måtte jo bare rejse mig, tage den parkacoat på, der hørte til i næste scene, og gå ind og spille videre. Dagen efter skrev han et meget, meget sødt brev til mig om tillid. Og da vi var ved at være færdige, inviterede han mig ud«.

Det er ikke særlig behageligt at holde til på en spisestuestol i timevis, når man er meget gravid. Og efter at have forsøgt skiftevis at lægge vægten til den ene og den anden side, tage skoene af og på igen i nogle serier, opgiver hun at finde en rar måde at sidde på.

»Jeg prøver lige at se, om jeg kan ligge lidt her«, siger hun og folder sig sammen i den lille lædersofa under vinduet i spisestuen og trækker en orange plaid over sig. Så smiler hun fra sin vandrette position.

»Du kan bare smække døren, når du går«.

»Tag et par boller med«.

Gud fucking bedre det
I påsken 2007 faldt Lene Maria Christensens far pludselig om. På hospitalet fandt de tre metastaser i hjernen på ham. Og nogle flere i lungerne. Sygdommen var så fremskreden, at der ikke rigtig var noget at stille op.

»Min datter Nanna var et halvt år, jeg havde barsel og havde kun lige akkurat fået brikkerne til at falde nogenlunde på plads i forhold til det at blive mor. Det var sgu voldsomt at rumme både alt det nye liv og hans sygdom på én gang«.

Nogle måneder senere døde han. Og i et langt stykke tid var Lene Maria Christensen både vred og frustreret.

»På en måde kunne jeg godt acceptere, at han var død. Selv om det er specielt at se et menneske, man kender så godt, sove ind. Men det vendte min verden rundt alligevel, fordi jeg også var blevet mor. Og der var så mange mennesker, der sagde, at man skulle huske at sørge. Men jeg vidste ikke, hvordan sorg skulle se ud. Skal man tage fri i 14 dage, og så er den mingeleret? Det er jo ikke sikkert, det ser sådan ud. Og pludselig kunne jeg godt forstå dem, der arbejder sig gennem en krise. Det kører jo inde i en hele tiden alligevel. Det tager bare tid. Så jeg arbejdede og arbejdede og arbejdede. En uge efter han var død, startede jeg prøver på ’Olsen Banden The Musical’ i Tivoli. Som Yvonne. Gud fucking bedre det«.

»Og det var noget, han havde glædet sig rigtig, rigtig meget til at se«.

’En familie’ handler også om en periode i galleristen Dittes liv, hvor alting sker på én gang. Graviditet, jobtilbud i New York – og en far, der er i gang med at dø af kræft.

»Jeg tror, der er mange, der har oplevet, at alting kan vende på hovedet i løbet af et år. At der pludselig er nogen, der skal herfra, nogen, der skal fødes, og man skal også lige vælge, hvem man er. Sådan et år, hvor alting bare eksploderer«.

Foto:  Joachim AdrianStille på den rigtige måde
Lige om lidt fylder Lene Maria Christensen 39 år. Og hun er stadig ikke helt vild med alt for meget stilhed ad gangen. Selv om hun som voksen er begyndt at opsøge den gode af slagsen.

»Når jeg ikke kan finde ud af en skid, sætter jeg mig ind i Vor Frue Kirke og tænker mig om. Det er kun et par uger siden, jeg var der sidst. Og det er så rart at sidde et sted, hvor der er stille på den rigtige måde. Så man kan tænke sig om i fred og ro. Ellers er det der stilhed stadig sådan lidt et issue for mig. Men det er noget, jeg er meget klar over. Jeg har også valgt en mand, der indimellem insisterer på sit eget rum, og det tvinger så også mig til at finde mit. Men jeg er ikke så god til det«.

Hun er også blevet lidt mere påholdende med, hvor mange liv hun sådan går og fikser. Og prøver faktisk at lade være med at gå og dele løsninger ud på folks problemer.

»I gamle dage var jeg jo lidt en helt, hvis jeg kunne fikse noget derhjemme. Gøre min mor glad eller redde Ulla fra at få et kæmpe hul i hovedet ved at stoppe en slåskamp ovre på Kulsvierskolen. Der var jo ikke nogen, der klappede, men det føltes alligevel rart, at man faktisk kunne få noget til at ske«.

»Men folk gider det jo ikke«, sukker hun

»De vil have en skulder at græde ud ved og ikke alle mulige bud på, hvad der skal gøres ved det. Det er slet ikke min ret at stå og rode ovre i et andet menneskes liv. Og så er det også gået op for mig, at det slet ikke er sikkert, at vi alle sammen skal være lykkelige«.

Hun kigger op.

»Måske er det ikke meningen«.

»Og det er faktisk rart. For det gør det lidt nemmere for mig at holde fingrene fra fiksefadet«.