Det har taget et par uger at få samtalen i stand.

Og da telefonen endelig ringer sent torsdag aften, er det med en temmelig genneminterviewet dansk filminstruktør på linjen. De forgangne uger har været ét langt interview. På indtil flere sprog. Og når der er blevet et kvarter tilovers, er det kun, fordi Susanne Bier ofrer sin frokostpause på hotellet i Los Angeles.

LÆS OGSÅ Danskere er klar til at hylde Susanne Bier i biografen

Da hendes film ’Hævnen’ i januar vandt en Golden Globe for bedste ikke-amerikanske film, lærte instruktøren, hvor meget man kan blive hylet ud af den, når der skal takkes for æren. Så vi tilbyder sådan lige at løbe takketalen igennem til i nat.

Måske kunne du tænke på den nu?
»Prøv at høre her«, lyder den karakteristiske stemme hen over det amerikanske kontinent og tværs over Atlanten. »Jeg har overhovedet ikke haft tid til at tænke på takketalen«.

Måske kunne du tænke på den nu?

»Du får mig ikke til at holde den takketale. For det første er jeg overtroisk. Jeg synes, det er sådan lidt uhyggeligt bare at tænke på den. For det andet er den tid, man har, hvis man vinder, cirka 40 sekunder, og man skal jo takke fanden, og jeg ved ikke hvem, og det bliver underligt privat. For dem, man skal sige tak til, skal man på en måde takke privat. Ikke når det sendes ud til en milliard mennesker. Problemet er også, at et sted skal man jo trække en grænse, og dem, der så ligger på den anden side af grænsen, bliver stødt«.

Og dybest set er det jo instruktøren, der laver filmen?

»Det tror jeg godt, du ved, at det ikke er. Instruktøren er den synlige person, men som instruktør er man den, som koordinerer alle de kreative kræfter, der er involveret i filmen«.

Nogen, du føler særlig grund til at takke – her har vi jo lidt mere end 40 sekunder?

»Der er alle dem, som de fleste mennesker vil gætte på har stor betydning for en film. Skuespiller, forfattere og fotografer og musik. Men der er jo også en klipper, som er helt essentiel for, om filmen i sidste ende bliver god eller ej. Altså, prøv at tænke på alle de film, hvor du har siddet og tænkt: »Den var sgu egentlig meget god, men hold da kæft, den kunne godt have været en halv time kortere«. Det er der, hvor klipperen ikke har haft nok magt«.

LÆS OGSÅOscar-show i krise skal genvinde ungt tv-publikum

»Ofte, når skuespillerne er rigtig vellykkede, kan de også takke klipperen for at have set, præcis hvor deres spil var fuldstændig optimalt. Men klipperen har en mærkelig og til tider lidt usynlig funktion«.

Så hvis du i en takketale skulle nævne nogen, som virkelig har haft betydning for din film, men sjældent får kredit for det …

»Ja, så kunne det være Pernille Bech Christensen, der har været min klipper, siden vi startede på Filmskolen. Jeg kan sige til hende, at hun skal kigge på take 8, og selv om det er et elendigt take, kan hun genkende lige præcis det der halvandet sekund, som jeg også kunne lide. Der er en nærmest automatisk forståelse. Og så har hun en fantastisk sans for rytme og for, hvornår spillet er overbevisende«.

Ballet med kamera
I et par sekunder knitrer det i røret.

Du kan godt høre, at jeg prøver at få det her til lidt at blive en takketale alligevel, ikke?, siger jeg så.

»Ja, ja. Du skal bare fortsætte. Så længe jeg ikke lægger mærke til det, er alt godt. Måske skulle vi også tale om manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen«.

Hvad kan vi takke ham for?

»Han skriver meget ubesværede scener, som er helt vildt distinkte og levende og fungerer. Man kan læse manuskripter, som er så smukt skrevet, at man kan blive forført af pennen, men når man så står med scenerne, fungerer de slet ikke. Anders Thomas skriver godt, men ikke forførende falsk«.

Der er også noget tilbage, når sproget er væk?

»Ja. Og så skriver han scener, som ikke står og blinker i rød neon: Hov, nu kommer der en vigtig ting. Scenerne er naturligt integreret i alt muligt andet. I ’Hævnen’ er der en scene, hvor Christian har et opgør med sin far, som fortæller, hvorfor han slog ham. Du ved, hvor han siger: »Nu er der ingen, der tør røre mig mere«. Der leverer han en meget alvorlig substans, men helt ubesværet«.

Tak til Anders Thomas Jensen – er der andre?

»Aj, men nu laver vi præcis den grænse, jeg ikke kan lide. For vi har heller ikke talt om fotografen. Morten Søborg. At se ham fotografere er ligesom at se en ballet. Han ved på forhånd, at nu vil skuespillerne bevæge sig. Han ved det, før de får en tanke. Helt intuitivt. Han er virkelig sådan en panter. Og derfor er han lige præcis der, hvor han skal være, når der sker noget psykologisk. Rigtig mange fotografer kan lave et rigtig pænt lys, men der er ikke ret mange, der har den psykologiske indsigt«.

Hvem burde man ellers takke, som sjældent bliver takket?

»Jamen, der er jo mange. Produceren Sisse Graum Jørgensen. Fordi hun gør alle komponenterne mulige. Og det er ikke ligegyldigt. Ud over at produceren også er sparringspartner for instruktøren, er det altså rimelig svært og krævende og vigtigt, at man kan gøre komponenterne mulige«.

Det lyder, som om et filmhold er et stort komplekst væsen, der skal bevæge sig som ét – det er vel så instruktørens fortjeneste?

»Instruktøren skal få alle de der uregerlige kreative elementer til at blive en helhed. Og de er ret uregerlige. Det er også sjovere for mig. Jeg bliver ikke truet af uorden. På en eller anden måde er jeg ret god til at bevare overblikket. I hvert fald når jeg filmer. Derfor er jeg glad for de vilde, uventede kreative bud, fordi alt, hvad der passer ind i den røde råd, men alligevel er overraskende, er kun en fordel«.

Den tale, vi ikke er ved at forberede her, skulle jo også gerne rumme noget, som tilhørerne i The Kodak Theater ikke ved …

»Og du mener, at jeg kun har sagt ting, du vidste på forhånd?«.

Nej, nej … bare, at der måske er noget, du som europæisk instruktør kan fortælle amerikanerne.

»Der kunne jeg jo sige, at der i amerikansk film er en voldsom fokus på, at film skal kunne tjene penge. Og derfor en fordom i Europa om, at amerikansk film ikke er andet. Overfladiske og plastik, og at historierne er ligegyldige«.

Arkivfoto:  Matt J. Terril/APAdieu, gamle oprørere
Hvilket Susanne Bier så ikke selv mener.

»Jamen, hvad er de bedste 20 film, du har set de seneste fem år? Jeg vil godt vædde med dig om, at de 17 af dem er amerikanske. Men hvis man ser den europæiske akademifest, der svarer til Oscarfesten, er der en endeløs række taler, som handler om, hvor fede vi er til at lave film i Europa, og hvor meningsfulde de er. Men når man får pakken fra akademiet, er der desværre en meget stor del af filmene, som er så kedelige, at man kæmper for at se dem færdig. Så faktisk synes jeg, at vi kan lære noget af USA. Ikke at den eneste forudsætning skal være, at filmene tjener penge, men at vi får publikum i tale. I Europa er det, som om det er ligegyldigt med publikum. Og det synes jeg er selvoptaget og prætentiøst og misforstået«.

Hvorfor tænker vi sådan?

»Det er sådan noget støv, der ligger fra dengang, man også syntes, at kunst kun var fint, hvis man ikke forstod det. Og så er det en rest af denne her auteur-attitude, som, da den kom frem, var en protestbevægelse, der havde enormt mange muskler og var meget innovativ. Men det er ligesom i politik, hvor partier ofte forekommer langt mere artikulerede, når de er i opposition, end når de kommer til magten. Så længe auteur-instruktørerne var i opposition, lavede de film, der var distinkte, fordi det gjaldt om at formulere sig i forhold til noget andet. Men nu har man som auteur uindskrænket magt og kan tillade sig at være enormt blød og upræcis«.

Hvordan sker det i arbejdet med filmene?

»Jeg synes desværre, at det mest fremherskende ved auteurfilmene er, at ingen tør sige instruktørerne imod. Så de får ofte lov at lave film, som er for lange og ikke særlig præcise. Men de fleste kreative mennesker har godt af lidt kreativ modstand. Der er også problemer ved det amerikanske studiesystem, hvor nogle film bliver udvaskede af, at for mange har lov at have en mening om dem. Men det er trist, når en instruktør bare får lov at lave en film på tre en halv time, som ingen gider se i biffen, når han kunne have lavet en sindssygt god film med lidt kompetent modspil«.

LÆS OGSÅ Bier skal genindspille fransk thriller

Det lyder næsten som en parallel til den gamle europæiske enevælde over for amerikansk parlamentarisme?

»Det kan du godt sige. Ikke at jeg går ind for demokrati i kreative processer. Men jeg går ind for at blive udfordret. Og provokeret. Jeg går ind for, at min ide skal være så stærk, at selv om der bliver sat spørgsmålstegn ved den, skal den være bæredygtig nok til, at jeg kan overbevise andre«.

Tror du, at det er derfor, så mange ser dine film?

»Jeg tror, det er, fordi de er elementært spændende og underholdende, samtidig med at de handler om noget. Der er også noget, man kan tænke på eller diskutere med. Og det, tror jeg, dur hos et publikum. Og når man nu synes, at man har nogle historier, som betyder noget, er det nok en fordel, at man får publikum i tale«.

Nu du siger »tale«… hvad kan du fortælle amerikanerne, som de kunne lære af os?

»At få film til at se godt ud, når de er billige. Store dyre amerikanske film er sindssygt flotte. Men så snart de bliver billige, har de svært ved at få dem til at se godt ud. Så måske kan de lære at bruge mindre hold mere effektivt. Specielt i Danmark synes jeg, at vi får ret meget for pengene«.

Det kan du måske godt tage med, hvis du skal holde takketale…

»Ja. På 40 sekunder«.

»Men nu er det jo heller ikke nogen takketale«.