To make or to remake? Det er et spørgsmål, som filmfolk stiller sig fra tid til anden.

For tiden ser det ud til, at de amerikanske producenter svarer ’remake!’ og ser til Skandinavien efter originalt materiale.

Torsdag var der premiere på ’Let Me In’, der er en amerikansk version af den svenske vampyrfilm ’Lad den rette komme ind’, og samtidig er genindspilninger af ’Frygtelig lykkelig’ og ’Mænd der hader kvinder’ på vej.

'Let  Me In' på amerikansk er blevet gjort lækrere end dens svenske forlæg, 'Lad den rette komme ind'. Foto: PRTomas Alfredsons svenske film foregik i en forstad til Stockholm. Den amerikanske instruktør Matt Reeves har hensat gyseren til New Mexico, men ellers er historien den samme. En underlig pige flytter ind, og en række mystiske blodhungrende mord sætter ind.

Strengt taget er den eneste forskel sprog og sted, og så er det dystre skandinaviske look erstattet af Hollywoods, altså varmere farver, voldsommere lydeffekter og smukkere skuespillere. Det hele bliver gjort lidt mere lækkert og salgbart.

LÆS OGSÅVampyrgys virker også med kønne børn

Det var det samme, der skete for Susanne Biers ’Brødre’ (2004), der blev til Jim Sheridans ’Brothers’ (2009). Dengang skrev Politikens anmelder Sophie Engberg Sonne: »Modsat Bier overspiller Sheridan visse virkemidler – der krydsklippes lidt for kalkuleret mellem ude og hjemme, og Sams voice-over burde være blevet bortvist, ligesom den påfaldende unge og stjernespækkede skuespilbesætning ligner noget, der er udtænkt for pengenes skyld«.

Men ellers havde ingen noget imod remaket, der fik fire hjerter i Politiken.

Forlægget er ofte bedre end kopien
Niels Arden Oplev er mere utilfreds. Hans ’Mænd der hader kvinder’ skal laves på ny af David Fincher.

»Selv i Hollywood lader der til at være en vrede over, at filmen bliver genindspillet. De siger: »Hvorfor skal vi lave en genindspilning, når man bare kan gå ind og se originalen?«. Alle, der elsker film, vil gå ind og se den originale«, har Arden Oplev sagt til Politiken og udtrykte en holdning, der ofte findes i donorlandet.

Det er meget vanskeligt at finde amerikanske genindspilninger af europæiske film, som filmaficionadoer finder bedre end originalen, men det er Hollywood ligeglade med, da det er genindspilningen, flest ender med at se.

Hollywood er kannibalistisk
»I Hollywood er fremmedsprog excentriske kruseduller, som filmstuderende kan se. Det skal være på engelsk for at være en rigtig film«, siger lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet Peter Schepelern til Film over telefonen. Men han mener ikke, der er noget hverken nyt eller forkert i, at Hollywood stjæler historierne fra resten af verden.

»Da fransk film endnu var værd at efterligne, tog Hollywood deres historier. Nu ser de nogle stærke historier i Skandinavien og tager dem i stedet. På den måde har Hollywood altid været kannibalistisk«.

Henrik Ruben Genz’ ’Frygtelig lykkelig’ er også på vej til at blive genindspillet i USA. Det fandt Filmlands anmelder Per Juul Carlsen besynderligt: »’Frygtelig lykkelig’ er nemlig et stykke rendyrket Hollywood placeret i en dansk kulisse«, skrev han på DR’s hjemmeside.

LÆS OGSÅEksperter: »Ingen ny film-guldalder«

»De film, der bliver genindspillet, er som regel allerede mainstreamfilm, der passer til amerikanerne«, siger Peter Schepelern.

»Det er solide film med en grundlæggende god historie, men uden en spændende modernistisk form. Det er jo ikke ’Det hvide bånd’ (af Haneke red.), der laves igen«.

LÆS OGSÅDød over danske titler: 'Røv' er ikke længere lig med 'sjov'

’Brødre’, ’Nattevagten’, ’Frygtelig lykkelig’ og ’Mænd der hader kvinder’ har altså selv fundet inspiration i den amerikanske filmkultur, der så vender tilbage og fuldbyrder forholdet – og hvis man ikke selv bliver inviteret, kan man selv tage af sted, som Regner Grasten gjorde med ’Kærlighed ved første hik’.

Eller også kan man håbe på en Oscar. For det er en anden måde, hvor USA anerkender omverdenens tilnærmelser til amerikansk filmkultur. Ved at give dem en Oscar.

Europæisk modvilje mod Hollywood-makeover
Med en Oscar i bagagen tror Peter Schepelern ikke, at Hollywood finder behov for at genindspille ’Hævnen’, men han forstår godt, at de allerede er vilde med Bier: »’Hævnen’ ligner fuldstændig en amerikansk film med sine glamourøse billeder og den tydelige symbolik. De ville jo nok heller ikke have givet den en Oscar, hvis den bød på noget helt nyt«.

Susanne Bier var op til Oscaruddelingen ude med en hård kritik af europæisk film i Politiken.

»I Europa er det, som om det er ligegyldigt med publikum. Og det synes jeg er selvoptaget og prætentiøst og misforstået«, mener Susanne Bier, der selv sporer årsagen til miseren i den europæiske auteurtradition, som, da den kom frem, var en protestbevægelse, der havde enormt mange muskler og var meget innovativ. Men det er ligesom i politik, hvor partier ofte forekommer langt mere artikulerede, når de er i opposition, end når de kommer til magten. Så længe auteur-instruktørerne var i opposition, lavede de film, der var distinkte. Men nu har man som auteur uindskrænket magt og kan tillade sig at være enormt blød og upræcis«.

Så det er et tegn på arrogance, når den europæiske kunstfilmskaber, auteuren, ikke ønsker Hollywood-versioner af sine film.

Lost in translation
Men hvad sker der, når auteurens film alligevel kommer i Hollywood-maskineriet? Hvad er det egentlig, auteuren frygter? For det sker nemlig. At de europæiske kunstfilm havner i Hollywood. Måske ikke som remake, hvor amerikanske filmskabere har købt rettighederne for at lave en genindspilning. Men som kraftig inspiration for amerikanske instruktører. Inspirationer, der er så tydeligere, at der er tale om remakes – bare ikke i juridisk forstand.

Michelangelo Antonionis ’Blowup’ (1966) om en fotograf, der ved et tilfælde måske fanger et mord med sit kamera, må have været stor inspiration for Brian De Palmas ’Blow Out’ (1981) om en lydmand, der måske fanger et mord med sin mikrofon.

Og her ser man tydeligt, hvad der sker i forvandlingen fra europæisk til amerikansk. Den amerikanske version fokuserer på opklaringen af et mord, og sandheden er noget, der kan afdækkes.

’Blowup’ handler mere grundlæggende om, hvad sandhed er, og hvordan den kan ændres, alt efter hvilken kontekst man befinder sig i. Samtidig er ’Blowup’ optaget af den tid og det sted, den foregår, de glade 60’erne i London, mens ’Blow Out’ efterstræber en tidløs stemning. Det er begge gode film, men både i sit udgangspunkt og resultat udtryk for forskellige filmkulturer.

Japansk oversat til amerikansk
Og det er ikke kun europæerne, der med jævne mellemrum leverer inspiration ud over det sædvanlige. Japanske Akira Kurosawa har inspireret til western som ’The Magnificent Seven’ (’De syv samuraier’) og ’A Fistfull of Dollars’ (’Livvagten’), og hans ’Den skjulte fæstning’ blev bragt til en galakse langt, langt væk med George Lucas’ ’Star Wars’.

Japanerne må finde sig i langt større og mere fundamentale ændringer end europæerne. I gyserfilm som ’The Ring’ eller ’Dark Water’ er det ikke nok at ændre sprog, sted eller hudfarve, man bliver nødt til at dæmpe østens spiritualisme.

LÆS OGSÅDark Water

»I de japanske film er der et hverdagsagtigt forhold til det overnaturlige«, siger Søren Henrik Jacobsen, der står bag gyserbloggen Skræk og rædsel. »I de amerikanske versioner gives der flere rationelle forklaringer, hvor det i originalen bare er sådan, det er. Selvfølgelig er der ånder og spøgelser«.

Så der sker en del i oversættelsen til amerikansk. Eller der går en del tabt, som det hedder, hvis man tilhører den auteurkreds, som Bier kalder arrogant. Hvor den europæiske ’Blowup’ beskæftiger sig med kunst- og erkendelsesmæssige problemer, mens den amerikanske kredser om det effektive konspirationsplot.

Og den japanske spirituelle kultur er ikke noget amerikanerne, så den hviskes ud af de amerikanske gyserkopier. Men er det ikke meget forståeligt? At amerikanere tilpasser film til egen kultur? Og gør det filmene dårligere?

Van Sant og Bornedal
I virkeligheden handler det måske ikke så meget om forskellen mellem kulturer, som forskellen mellem original og kopi. Det er simpelthen bare svært at genskabe magien fra et andet værk.

Amerikanerne genindspiller jævnligt deres egne film. ’King Kong’, ’The Fly’, ’The Thing’ og ’The Texas Chainsaw Massacre’ er bare nogle få eksempler. Og det afstedkommer lige så stor debat i USA, hvor man sammenligner gammelt med nyt, men selvfølgelig er fri for følelsen af kulturimperialistisk overgreb.

LÆS OGSÅGus Van Sant har opfundet en ny form for virkelighed på lærredet

Et kontroversielt eksempel er Gus Van Sants 1998-version af Alfred Hitchcocks ’Psycho’. Det er en af de mest forhadte genindspilninger i historien, da den tillader sig at pille ved et af Hollywoods egne mesterværker. For Van Sant var der tale om et eksperiment.

»Jeg foreslog projektet til dels pga. spørgsmålet om kunstnerisk tilegnelse, men også fordi jeg efter lang tid i branchen var bevidst om, hvordan nogle direktører tænker … De vil hellere lave en sequel end originalen, hvilket er et lidt morsomt catch-22. De har ikke rigtig lyst til at lave ’Bourne Identity’, da det er en prøveballon. Men de vil virkelig gerne lave ’Bourne Ultimatum’«, siger Gus Van Sant til The Believer om forholdet mellem økonomisk råderum på en usikker første film og en historie, der allerede har vist sig bæredygtig.

Van Sant foreslog så, at studierne bare begyndte at genindspille deres egne hits, og den var de med på, så han gik i gang med at indspille ’Psycho’.

Er det umuligt at kopiere en anden kunstners signatur?
Men noget gik galt. Selv om Van Sant brugte det samme manuskript og de samme kameravinkler som Hitchcock, gik noget tabt, og filmen blev udsat for hård kritik.

Gus Van Sant var selv helt enig: »Du kan ikke kopiere en film«, sagde han i New York Times. »Hvis jeg holder kameraet, er det anderledes, end hvis Irving Penn holder det. Selv hvis det er det samme sted, vil hans personlighed på magisk vis følge med. Det var en del af eksperimentet. Vores ’Psycho’ viste, at man ikke rigtigt kan tilegne sig et andet værk. Eller du kan tilegne dig, men det bliver ikke den samme ting«.

LÆS OGSÅ Coen-brødrene piller rygraden ud af John Wayne

Han ville vise, at remakes ikke er værd at lave. At det er umuligt at kopiere en anden kunstners signatur. Og det er måske det, der kan være problemet med remakes, snarere end overfladisk amerikansk kulturvoldtægt af fine europæiske fornemmelser.

Det var også det, Ole Bornedal måtte sande, da han både instruerede den danske original ’Nattevagten’ (1994) og den amerikanske udgave ’Nightwatch’ (1997). I dansk kontekst virkede det originalt at lave Hollywood-agtig gyser, men ført tilbage i amerikansk kontekst blev det opfattet som en klichépræget brug af kendte virkemidler. Tid, sted og Bornedal var ikke den samme.