Dokumentarfilm

Præsidenten.

Dokumentar af Christoffer Guldbrandsen.

Sendes på DR 2 kl. 21.00 i aften.

De fleste topchefer er psykopater.

Men der findes også poeter. I hvert fald én: Den 63-årige Herman Achilleus Van Rompuy blev i december 2009 valgt som EU’s første præsident mod sin vilje.

Den nye EU-præsident, der har fået øgenavnet Haiku-Herman – og som er mest kendt for at skrive japanskinspirerede digte på sin hjemmeside – havde hverken ærgerrighed eller ambitioner til at træde frem som førstemand; manden med det nye telefonnummer, som andre verdensledere længe har ønsket at kunne ringe til her i Europa, når det for alvor brænder på rundt omkring på kloden.

Som en komisk-tragisk skæbne endte den daværende belgiske statsminister Herman Van Rompuy med at stå ensom tilbage som den eneste kandidat, der kunne finde støtte hos alle EU’s selvhøjtidelige regeringschefer.

Han blev tvunget til at acceptere sin pompøse skæbne. Præsidentens men’er blev fejet til side.

Morsom, velfortalt og begavet film
I dag er der fortsat ikke mange, der har bemærket det selvudslettende paradoks.

Alene derfor er det en original idé, som den prisvindende dokumentarinstruktør Christoffer Guldbrandsen har fået: at lave en både underholdende og oplysende film om EU’s anonyme ansigt udadtil.

LÆS OGSÅDansk dokumentarfilm har ramt guldåre

Endnu mere opsigtsvækkende er det, at Christoffer Guldbrandsen igen lykkes med et filmprojektet, der umiddelbart har alle odds imod sig: Kun få ville tro, at kombinationen af bureaukrater, Bruxelles og en belgisk bedemand er grundstoffet til en både morsom, velfortalt og begavet dokumentarfilm.

Men Guldbrandsen formår at hvirvle støvet virtuost op og sætte det ind i en større sammenhæng.

’Præsidenten’ er den hidtil mest vellykkede danske dokumentarfilm om EU-samarbejdets højst besynderlige væsen.

Herman Van Rompuys undskyldende fremtoning – og de øvrige medvirkendes slet skjulte latterliggørelse af mandens format – skaber en fornøjelig og til tider intrigant stemning, som giver filmen liv.

Afdækker det storpolitiske spil
Desværre mangler Guldbrandsen reelle optagelser fra de afgørende stunder i ministerrådets korridorer, hvor beslutningen om at udpege Herman Van Rompuy blev truffet. Men sådanne optagelser findes ganske enkelt ikke, da højdiplomati aldrig foregår foran rullende kameraer.

Derfor må man nok affinde sig med, at politiske dokumentarfilm i passager kan minde om visualiserede radiomontager.

Til gengæld rekonstrueres processen i en velkomponeret strøm af gamle klip, nye interview og forklarende voice-over – som det også kendes fra andre dokumentarfilm, der på tilsvarende vis forsøger at afdække lukkede beslutningsforløb, eksempelvis den biografaktuelle ’Inside Job’ om finanskrakket på Wall Street.

LÆS ANMELDELSEOscarvinder griller skamfulde finansfolk

Ved hjælp af nærgående interview med en række af de senere års nøglepersoner i kontinentalkrigen om Europas fremtid skildrer filmen, hvordan EU-samarbejdet reelt fungerer med 27 vidt forskellige medlemslande.

Hver dag kæmper landene indbyrdes – hårdt, kontant og egoistisk, men uden at tromle hinanden. Den diplomatiske diskretion skaber en særegen kultur, som normalt er vanskelig at formidle.

Men det lykkes i ’Præsidenten’, som i modsætning til f.eks. DR 2’s tidligere forsøg med en rekonstrueret EU-dokumentar, ’Quatraro Mysteriet’ af Mads Brügger og Mikael Bertelsen fra 2009, afdækker det storpolitiske spil direkte.

Charmerende super-egoer
Som instruktør har Christoffer Guldbrandsen blik for en moderne mytisk fortælling om, hvordan det er de største egoer, der står tilbage som taberne i et stadig større EU, hvor der ikke er plads til selvoptagede superhelte.

Europæisk politik er forbeholdt de ansigtsløse magtmænd, der er villige til at lade andre træde frem og tage æren for de små skridts politik.

'Præsidenten'  har potentialet til at blive Christoffer Guldbrandsens internationale gennembrud. Foto: Virginia Mayo/APSom et symbol på antiheltenes dominans står ikke kun Herman Van Rompuy selv, men også hans rolle i filmen, der nærmest har karakter af en birolle: Belgieren overskygges af de langt mere charmerende super-egoer, der i sin tid var med til at vælge ham.

Ikke mindst den tidligere EU-kommissionsformand, italienske Romano Prodi træder frem som et førstehåndsvidne, der fortæller om, hvordan de største EU-landes regeringschefer kommer til at spærre for hinanden, i al deres opblæste megalomani, og dermed ender med at overlade scenen til de mere diskrete typer.

Tankevækkende udtaler den pensionerede Prodi, at personlige relationer mellem stats- og regeringscheferne ofte spiller en større rolle end varetagelsen af nationale interesser.

Modviljen mod at lade andre få en sejr kan være større end ønsket om ikke selv at lide nederlag. Og derfor blev haikudigteren Europas nye præsident.

Exit Blair, entré Van Rompuy
Filmens bærende sekvens er interviewet med Van Rompuy, hvor han overraskende ærligt fortæller om, hvordan han modsatte sig udnævnelsen.

Selv ikke i tilbageblik forsøger han at skabe en efterrationaliseret ambition om at gøre en forskel. Han er i bogstaveligste forstand modbilledet til superstjernepolitikeren.

LÆS Ballade i Bruxelles: EU-præsident bliver kaldt lejemorder og karklud

Mange forventede, at den tidligere britiske premierminister Tony Blair ville blive EU’s første præsident – og give posten karismatisk synlighed og global gennemslagskraft.

Men kandidaterne blev sorteret fra én for én. Udvælgelseskriteriet endte med at blive, at EU-præsidenten skulle tale fransk, være ukontroversiel og komme fra et af de mindre lande: Exit Blair, entré Van Rompuy.

’Præsidenten’ udfolder opstigningen fra ingenting på fængende vis og har potentialet til at blive Christoffer Guldbrandsens internationale gennembrud.

Politisk poesi er et sjældent syn, især i fjernsynet.