Annonce
Annonce

Sektioner

Medier

Aktuelle temaer

Satire

Genveje

Services

Andre websites

Kontakt

Fokus Cannes 2013

Annonce
Film 13. maj. 2011 KL. 10.54

Filmredaktøren dag 2: Eventyret er begyndt

Askepot og Robin Hood bliver fortalt på Cannes-maner i film om seksuel udnyttelse og massemord.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Kim Skotte, filmredaktør
AF Kim Skotte, filmredaktør

Cannes 2013


Cannes Film Festival nr. 66. finder sted 15.-26. maj 2013. 20 film kæmper i hovedkonkurrencen om Guldpalmen.

BESØG det officielle Cannes-site (eksternt link)

Snakken går i Cannes, og det handler om film og filmfolk og om de danske films chancer. Der er ikke bare tale om varm luft i klaphatten.

Selv den stramme toneangivende amerikanske anmelder Todd McCarthy, der plejer at give Lars von Trier et solidt nakkedrag, peger i retning af det lille filmland højt mod nord.

McCarthy bliver interviewet i sit organ The Hollywood Reporter om forventningerne til årets festival. Her bider han mærke i, at både Nicolas Winding Refn og Lars von Trier er med i hovedkonkurrencen, og konkluderer:

»’Drive’ pirrer min interesse. Og man ved aldrig, hvad Lars von Trier, som har ’Melancholia’, kan ruske op i. En region, som synes at være særlig aktiv i år, er Danmark og de skandinaviske lande«.

Sådan går snakken, og kaffegrumset granskes, men som alle fagfolk har også filmfolk en tendens til tunnelsyn. Jeg finder ofte, at nøgler til forståelse af værkerne kan ligge under helt andre måtter.

Erindringens komplekse maskine
Mellem to film sidder jeg og spidder en grøn oliven, mens jeg læser International Herald Tribune. Avisens artikel om Cannesfestivalen er bovlam, men en anden artikel er anderledes relevant i forhold til de to første konkurrencefilm, ’Sleeping Beauty’ og ’We Need To Talk About Kevin’.

På universiteterne i Oxford, Leeds og Chicago fokuserer forskere ved hjælp af tusindvis af teenagere på fænomenet ’overgeneraliserende erindring’. Kort fortalt mener man, at en af grundene til, at så mange unge voksne udvikler depression, er, at de lider af overgeneraliserende hukommelse.

De husker ting i brede strøg, men mangler de detaljer, som kan tids- og stedfæste erindringen, så den kan bruges til at skabe identitet. Jo mere vage og generaliserende minder, des mindre har personligheden at hæfte sig ved.

LÆS OGSÅDansk Cannes-debutant: Jeg er vildt stolt

En forståelig grund til depression.

Handler det om, at computeren har fået en generation til at vokse op i en konstant og overfyldt nutid, mens de litterære fortællingers mere komplekse og selektive erindringsmaskineri er trådt i baggrunden?

Under alle omstændigheder peger problematikken på de fortællende kunstarter som ekstremt vigtige, når man skal lære at huske. Erindring fanget mellem fortrængning, forbandelse og forløsning er nøgleord for de to første film i konkurrence i Cannes.

Nutidigt eventyr
I eventyret og mytenkondenserer man fællesmenneskelige erfaringer. Australske Julia Leigh har med ’Sleeping Beauty’ lavet en slags parafrase over Tornerose.

Hovedpersonen Lucy, spillet med halsbrækkende vovemod af Emily Browning, ligner dog mest en kridhvid ’Snehvide’ i hotpants, mens de syv små dværge bliver spillet af en håndfuld liderlige gamle mænd med runkne kønsorganer. Eventyrtemaet bliver spillet igennem i de realistiske, nutidige rammer.

LÆS OGSÅ Filmredaktøren: Der er noget i luften i Cannes

Askepot bliver sendt i en dyb søvn af en stilig heks. Mens hun sover, forlyster de gamle sig med hendes krop. Prinsen på den hvide hest i skikkelse af en hvidhåret gammel mand i en film kemisk renset for et rigtigt eventyrs forløsende kvaliteter. ’Sleeping Beauty’ har kun lånt eventyret som en ham.

Lucy er på flugt fra sin erindring. Fra sin opvækst hos en alkoholiseret mor, der har efterladt hende lige så følelsestom som ryggesløs. I ligeglad trods stiller hun krop og kusse til tjeneste for videnskab, liderlighed og en hurtig skilling.

Men langsomt tvinges Lucy til at konfrontere sine fortrængninger i en stilren og iskoldt distanceret fortælling, som skuffer med sin manglende redegørelse for, hvorfor eventyrformen har været så vigtig for Julia Leigh. Dagens australske kosttips: Mysli med Moskovskaya. Ikke morgenmad for tøsedrenge!

Urovækkende
Mere vellykket er den filmisk ekstremt varierede erindringsmosaik, som Lynne Ramsay præsenterer med ’We Need To Talk About Kevin’. Filmen er en slags pendant til den Cannes-aktuelle Gus van Sants guldpalmevinder ’Elephant’. Også ’Kevin’ kredser i komplekse tilbageblik på en high school-massakre.

Men hvor Van Sant beskrev ofre uden vægt på forklaring, handler Ramsays film om skyld og straf og forældrenes rolle.

Altid mageløse Tilda Swinton spiller moderen til Kevin spillet fabelagtigt af unge Ezra Miller. Fra starten føler den eventyrlystne Eva sig bastet og bundet af sit lille kolikbarn. Relationen udvikler sig langsomt til en betændt kombination af aggressivitet og skyld.

Lille Kevin giver ikke Evas skrøbelige moderkærlighed meget at nære sig ved. Hvor tidligt kan man mærke, man er et irritationsmoment og en hæmsko, og hvor hurtigt kan følelsen blive nedgroet og betændt?

LÆS OGSÅCannes-triumf kan være kommerciel nitte

Hvad kan vi huske, og hvor meget kan vi glemme? Lynne Ramsays første film siden fornemme ’Morvern Callar’ for næsten ti år siden er et mørkt eventyr om alle forældres værste mareridt. Man gjorde sit bedste, men skuffede og svigtede, og alt gik ad helvede til. Kan man nogensinde udrede skylden?

Jeg synes, Ramsays første film siden ’Morvern Callar’ (2002) har været værd at vente på. Den er urovækkende og intens.

Den trykker på farlige forældreknapper med rød tabufarve. At den som drama i sidste ende ikke er helt forløst, bl.a. fordi Kevins identifikation med Robin Hood virker noget søgt, synes jeg er til at leve med. Næppe nogen af de to første film vil få Guldpalmen.

Eventyret er foreløbig noget forkvaklet, men dog begyndt!