Ingmar Bergmans ånd svæver på flere måder over vandene i Frederikke Aspöcks første spillefilm.

LÆS OGSÅ Dansk Cannes-debutant: Jeg er vildt stolt

Fortællingen om et svensk kunstnergeni, der har slået sig ned som eneboer på en svensk skærgårdsø, vækker i filmkredse uvilkårligt forestillingen om Bergman på Fårö.

En nordisk tone er på flere måder slået an i kammerspillet på den øde ø, hvor scenen om de få isolerede personaer er sat med sne, iskold blæst, grårusket hav og hæse ravne.

Stikpiller til dessert
Foruden den sorte labrador Elvira er der reelt kun tre figurer i filmen.

Eneboeren og kunstmaleren Nathan, der får uventet besøg, da hans dansktalende datter Stella og hendes kæreste, sportsjournalisten Oskar, dukker op.

Det unge og, viser det sig, gravide par får ikke nogen hjertelig modtagelse af den bryske kunstner.

Eller rettere: Oskar får den kolde skulder til forret og stikpiller til dessert, mens Nathans begejstring for at se Stella i Oskars øjne snarere er upassende end faderlig.

Møgbeskidt Fedtmule-campingvogn
Da Nathan hører, at Stella er med rogn, og at parret allerede én gang har haft en abort, er hans dom kategorisk: Intet parforhold overlever to aborter. Det bliver stemningen ikke bedre af.

I Nathans vindomsuste skur er der ikke megen plads at manøvrere på. Endnu mindre plads er der i den møgbeskidte Fedtmule-campingvogn, det unge par bliver installeret i.

Til gengæld har Nathan både luvslidte Playboy-blade og et ladt jagtgevær på sit stinkende das. Udenfor hyler stormen med sne og rusk.

Der er hverken mobilnet eller telefon, og den lille færge kommer kun forbi en gang imellem, hvis man har hejst signalet. Følelsen af isolation er håndgribelig.

Det slår gnister mellem ’svigerfar’ og ’svigersøn’. Den første gør intet for at skjule sin uvilje, mens den andens journalistnæse vejrer ugler i mosen.

Carsten Bjørnlund som den lidt akavede Oskar, der både er mistænksom og vil gå langt for at vinde Nathans gunst, går stærkt i clinch med den karismatiske Jakob Eklund.

Bjørnlunds småfornærede danske helt er filmens scoop. Stephanie Leons Stella er ikke helt så overbevisende en figur, men generelt er de dialogscener fra Daniel Denciks manuskript godt skåret til og sikkert instrueret.

De snævre rammer forstærker kun indtrykket af noget elementært menneskeligt komprimeret af elementernes rasen.

72 minutter lang novellefilm
De mange velkomponerede naturbilleder taler deres eget sprog om en kold og forblæst verden uden mange faste holdepunkter.

I skuret viser en del ting sig at være anderledes, end Stella gik og troede. ’Labrador’ udvikler sig til en slags overgangsrite, hvor pigen kun kan blive kvinde, hvis hun river sig så meget løs fra sin far, at hun kan smelte sammen med sin mand.

Om det sidste kan lade sig gøre, eller om kun løsrivelsesprocessen er uomgængelig, er det klimaks, filmen bygger op til.

LÆS OGSÅFilmredaktøren: Der er noget i luften i Cannes

Med sine kun 72 minutter er ’Labrador’ tættere på at ligne en lang novellefilm end en udfoldet spillefilm. En god novellefilm, men som spillefilm lander både dramatikken og psykologien i den lette ende.

Et par slappe waders hænger som en død mands ben ned fra taget og nøjes her fint med at pirke til symbolikken.

Ravnene, som konstant flakser hæse rundt over øen, giver derimod filmen en demonstrativ skæbnesvanger overbygning, som hverken gør ’Labrador’ en tjeneste som realisme eller myte.

Ravnene lægger op til en mystik og et mørke, ’Labrador’ slet ikke er til sinds at levere. Undtaget er en flot scene, hvor en ravn har forvildet sig ind skuret og begynder at hapse af farver og lim. Pludselig husker man, at det jo er harelim, den gammeldags malermester bruger til sine freskoer.

Nydelig, men lille debut
’Labrador’ er en nydelig debut, som røber en veludviklet sans for billedkomposition og dialogscener. Men både i længden og drøjden er det en lille film.

LÆS Instruktør: »At se sit navn på Cannes' hjemmeside er bare fedt«

Hvorfor har festivalen i Cannes så valgt at vise den som særlig udtaget til en speciel visning? Det har de, fordi Cannes tilbage i 2004 opdagede Frederikke Aspöck, da hendes kortfilm ’Happy Now’ vandt en pris.

Med prisen vandt hun retten til at få vist sin første spillefilm på festivalen. Hun er da også indlysende talent, som dog endnu har den helt vedkommende historie i det store format til gode.