Uh, hvor jeg kender fornemmelsen af store fede sommerfugle i maven, der kommer flaksende uden varsel og en gang imellem sætter sig som en klump i halsen, når de prøver at undslippe.

Selv ting, du har gjort 1.000 gange, kan pludselig få stolen til at gynge under dig.

Sommerfuglene med det svimle støv på vingerne kommer som regel og hilser på en gang eller to i Cannes, når de rigtige ord skal findes til de mange film i artiklerne.

LÆS ARTIKELFilmredaktøren dag 2: Eventyret er begyndt

Paven vræler
Men tænk så at blive valgt til den nye pave! Selv om man slet ikke har lyst og er helt vildt i tvivl, om man kan leve op til kravene i den ny krævende topstilling som Guds souschef.

Det er situationen i Nanni Morettis ’Habemus Papam’. Her ser den ydmyge kardinal Melville sig som anonym kompromiskandidat pludselig valgt til pave foran mange mere oplagte kandidater. På Peterspladsen venter 100.000 forventningsfulde troende.

Ved tv-skærmene venter mange 100 millioner katolikker utålmodigt på at høre navnet på den nye pave. Men Vatikanets talsmand er tavs og balkonen er tom. For bag kulissen er den nye pave ramt af et akut anfald af panisk angst. Han bør takke sin himmelske Fader for tilliden, men har bare lyst til at vræle på sin Mamma Mia!

Lune triumfer
Først beder man til Gud om at løse problemet.

Da det ikke hjælper, må Vatikanets talsmand krybe uden om korset og tilkalde, om ikke Fanden selv, så dog en psykoanalytiker. Da det heller ikke hjælper, stikker paven med den svage jeg-identitet af for at finde ud af, hvem han er, og hvad han skal stille op med den uvante udfordring så sent i livet.

Er det mon en mulighed at betragte det nye job som en gylden mulighed for at tage tråden op efter ungdommens mislykkede skuespillerdrømme?

Nanni Moretti, som selv spiller psykoanalytikeren, fejrer lune triumfer med sin særlige variant af blid og klog satire.

LÆS OGSÅDansk Cannes-debutant: Jeg er vildt stolt

Hans skildring af de fornemme kardinaler som en samling meget gamle skoledrenge med skrøbeligt helbred og forkærlighed for kortspil og volleyball er i glimt rent ud guddommelig humor i en såre menneskelig komedie om det varmeste sæde i religionsbranchen.

Michel Piccolis snart 60 år lange karriere får tilføjet et fornemt ekstra kapitel. Hvad den mand kan udtrykke med en ansigtsmuskel og et skuldertræk, er utroligt!

Gus Vant Sants uforlignelige indlevelse
Meget af tiden i Cannes befinder man sig i en menneskemængde, som minder om den, Moretti har placeret på Peterspladsen.

Forskellen er bare, at målet for opmærksomheden som regel ser en hel del bedre ud i en lang, rød robe. I denne myretue myldrende med guldkort, stiletter og kameraer moses jeg rundt, men ikke mutters alene.

På trods af rygter om en skidt præstation og en kødrand af dimensioner kæmper jeg og en kollega os ind til en yderlig plads til Gus Van Sants nye film ’Restless’ og åbningsceremonien på sidekonkurrencen Un Certain Regard.

Gus Van Sant er blevet en af mine favorit-instruktører, og især hans evne til at leve sig ind i unge menneskers følelser f.eks. i ’Elephant’ og ’Paranoid Park’ er uforlignelig.

Pænt corny
Men i ’Restless’ klistrer ung med de unge-attituden. Det er historien om den unge hængemule Enoch, der hænger ud ved begravelser og trasker suicidalt rundt i Portland, Oregon, efter sine forældres tragiske død. Men får et nyt liv foræret, da han forelsker sig i den lige så unge og dødsmærkede cancerpatient Annabel.

Historien er pænt corny, selv om ’Restless’ har sine ømme og vittige scener. Målt som Van Sant-film er ’Restless’ svag. Mia Wasikowska har masser af udstråling i den kvindelige hovedrolle. Desværre er debutanten Henry Hopper slet ikke på niveau.

At både musikken og skuespillet er mindre end opsigtsvækkende godt, er usædvanligt hos Van Sant. At Annabel kalder sig naturalist og tilbeder Darwin i stedet for Gud, er en konflikt, der kun bruges til koketterier.

LÆS OGSÅFilmen, en hel nation ikke må se, får premiere i Cannes

Så ’Restless’ ligner mest af alt en ’Twilight’-film for unge outsidere med ondt i sjælen. Og som sådan har den faktisk en effekt, selv om Enochs venskab med en forelsket kamikazepilots spøgelse er åndet på den ikke særlig åndrige måde.

Så hvad pokker.

Hvis selv Gus Van Sant kan lave en omgang klistermedister om unge døde, kan jeg vel også skrive en artikel om det, selv om min dominante skrivefinger stadig er lidt øm efter at være blevet bidt af en chihuahua.

Man ved aldrig, hvad der kan ske med livet, helbredet og karrieren. Men at blive valgt til pave er dog heldigvis forbeholdt de færreste!