Det er med noget stive øjne og ben, jeg lørdag vakler ud fra den sidste konkurrencefilm på den 64. filmfestival i Cannes.

De seneste dage har budt på et par gevaldigt lange film. Noget tyndhudet af så mange stærke indtryk i så komprimeret form er man jo også blevet, konstaterer jeg.

Det er trods alt ikke hver dag, man får tårer i øjnene, bare fordi den tidligere Talking Heads-sanger David Byrne dukker op i en film, og man bare bliver så pokkers rørt over, at der findes så kreative virrehoveder i denne hårdt prøvede verden.

Kvindernes kilde
Sidste palmekandidat er lavet af den rumænskfødte franske instruktør Radu Mihaileanu. Han har også i Danmark fået en trofast følgeskare til sin film ’Le Concert’.

Der er også masser af medrivende musik i hans nye film, ’La Source des Femmes’ (’Kvindernes kilde’), men af en helt anden slags.

’La Source des Femmes’ er en blanding af realistisk eventyr og kønspolitisk feel good-film. Mihaileanu har koblet en virkelig historie fra nutidens Tyrkiet med Aristofanes’ ’Lysistrate’ og placeret den i et navnløst arabisk land, som mest ligner Algeriet eller Marokko.

I en lille landsby plaget af mange års tørke sidder mændene og triller tommelfingre og drikker te. Der er intet at høste og intet arbejde at få. Kvinderne derimod knokler, som de altid har gjort. Hver dag skal de bære tunge spande med vand op og ned ad en stejl og farefuld bjergsti.

Lukker for det varme vand
I årevis har kvinderne tigget og bedt mændene om at få lagt en rørledning fra kilden. Men mændene vil ikke høre tale om den slags ryggesløse fremskridt. Tingene skal være, som de altid har været.

Men så lukker kvinderne for det varme vand. Uden sex spidser situationen hurtigt. Mændene pukker på Koranen, men filmens pointe er, at det ikke er Koranen, men patriarkatet, der styrer.

Sproget er arabisk, miljøet er grundigt researchet og skuespillet smittende energisk. At grundtonen er folkloristisk, spænder udmærket sammen med filmens fortælling, der knytter an til både ’1001 Nats Eventyr’ og traditionelle sangdueller mellem mænd og kvinder.

En letforståelig symbolsk film om lighed mellem kønnene og udtørret tradition kontra tiltrængte reformer i den arabiske verden må vække stor genklang netop nu. At Mihaileanu ofrer det subtile til fordel for en effektiv variant af den etniske folkekomedie, vil gøre filmen gangbar i bred forstand.

160 minutters ingenting
I modsætning til den tyrkiske auteur Nuri Bilge Ceylan, der på den anatolske højslette også har begivet sig ud på det muslimske bøhland.

Hans 160 minutter lange film hedder ’Der var engang i Anatolien’, og titlen burde have haft fortsættelsen: »hvor der skete absolut ingenting«.

En slem skuffelse fra den ellers så raffinerede Ceylan.

Malick er guldpalmefavorit
Dermed er feltet stillet op inden afgørelsen i aften.

Det har været en guldrandet årgang, hvor både de store kunstneriske ambitioner, det elitære og den bredt inviterende filmkunst er blevet tilgodeset.

Desværre kan man nok godt gå ud fra, at Lars von Triers bortvisning fra Cannes også er ensbetydende med, at ’Melancholia’ er film non grata. Men man ved aldrig med juryer.

Under alle omstændigheder var det på ingen måde en given sag, at ’Melancholia’ ellers havde fået en pris. ’Melancholia’ har ikke ’Antichrist’-statur, og feltet er så stærkt i år, at ingen vil kunne føle sig groft bortdømt.

Det skulle da lige være Terrence Malicks ’The Tree of Life’, som i mine øjne er guldpalmefavoritten og under alle omstændigheder bør få en af de tunge priser.

Auteur-holdet og de sprøde unge
Næsten halvdelen af filmene har regulære vinderkvaliteter, og det er et forbløffende antal.

Næst efter ’The Tree of Life’ anser jeg Paolo Sorrentinos ’This Must Be The Place’ som den mest oplagte kandidat.

LÆS OM FILMENFilmredaktøren dag 10: Sean Penn med læbestift, mascara og touperet hår

Her er filmen, som sammen med Nicolas Winding Refns ’Drive’ smager mest sprødt af nutid.

Nanni Moretti, Dardenne-brødrene, Pedro Almodóvar og Lars von Trier udgør en stribe velrenommerede auteur-navne, der alle leverede varen, men på rutineholdet var det finske Aki Kaurismäki som med flygtninge- & boheme-filmen ’Le Havre’ både holdt stilen og løftede sit niveau.

Vil man hædre en virkelig original, der har strammet balderne, kan ’Le Havre’ gå hele vejen.

'Drive' som juryens seje fuckfinger
De franske værter står tilbage med to outsidere i opløbet: Michel Hazanavicius’ vidunderlige stumfilm ’The Artist’ og føromtalte ’La Source des Femmes’, som under alle omstændigheder nok skal blive udvalgt af den selvbestaltede økumeniske (Forskellige Trosretninger Kommer Hinanden Ved-prisen) jury.

Men man ved aldrig, i hvilken retning vinden i en jury blæser. Vejer problemkasketten tungest, kan Lynne Ramsays ’We Need To Talk About Kevin’ overraske.

Er juryen mere til en sej fuckfinger, kan Winding Refns ’Drive’ overhale alle fine fornemmelser indenom.

Store skuespillerfavoritter
Blandt skuespillerne tror jeg, favoritterne er Tilda Swinton (’We Need To Talk About Kevin’ og Sean Penn (’This Must Be The Place’).

Med Cécile de France (’Le Gamin au Velo’), Kirsten Dunst (’Melancholia’) og Leila Bekhti (’La Source des Femmes’) som outsidere på spindesiden, mens Ryan Gosling (’Drive’), Jean Dujardin (’The Artist’) og Brad Pitt (The Tree of Life’) er i spil hos herrerne.

LÆS OGSÅFilmredaktøren dag 6: Nu har jeg set filmen om ALT

Sådan tror jeg, det går. Og det skal nok vise sig at være helt forkert!

Men hvis Bertrand Bonellos bordelfilm ’L’Apollonide’ eller Ceylans ’Once Upon a Time in Anatolia’ vinder Guldpalmen i aften, vil jeg stærkt overveje at tage Takashi Miike i hånden og begå ’Hara-Kiri’ med et træsværd.