Der går først 20 minutter uden vold, så 30, hvorefter der dukker et par lussinger op.

Aggressionerne gemmer sig under japansk høflighedskultur, og fordi vi kender genren og er bekendt med instruktøren, forventer vi, at stilen imploderer når som helst, og det siger splat-splat med tarme og øjeæbler ud over alle vægge.

Any moment now.

Splatteropera
Men af en film at være, der lidt for automatisk har fået prædikatet ultravoldelig, er ’Cold Fish’ forbløffende tilbageholdende.

Indtil slutningen er de tre mest spektakulære drab i filmen begået henholdsvis med gift, ved erotisk overstimulering og ved kvælning uden for billedrammen.

Når ligene skal skaffes af vejen gennem partering i det nærliggende katolske kapels badeværelse, er det en anden sag, for så går der splatteropera i det, men drabene i sig selv er forbilledligt diskrete, og det meste af vejen er filmen en regulær thriller.

Kunne være finsk eller norsk
Det allermest rystende ved ’Cold Fish’ er, hvor naturalistisk den er filmet.

Den sublime, højtsvungne stil, der præger sydøstasiatiske genrefilm i disse årtier, er helt fraværende her. Æstetisk synes filmen at være inspireret nok så meget af det kuldslåede Skandinavien.

I lange stræk kunne ’Cold Fish’ være finsk eller norsk eller i det mindste i direkte familie med gamle Yasujiro Ozu og hans lavmælte, intime ’Tokyo Story’.

Ondskabens fiskebutik
Syamoto er en undselig mand, der har et dysfunktionelt familieliv med en ung kone og en forbitret teenagedatter. Han ejer en lille butik med eksotiske fisk.

En dag møder han en godgører, den karismatisk buldrende Murata, der har en blærerøvsluksusliner af en fiskebutik, og som viser sig at være for god til at være sand.

Han og hans kone er en slags japansk hr. og fru Macbeth, der ombringer alle, der stiller sig i vejen for udvidelsen af imperiet. Og altså parterer dem og smider dem ud, luns for luns.

Rørende parteringsscener
Der er en vis seksuel nydelse forbundet med parteringerne for hr. og fru Murata, og det er næsten rørende at se, hvor forbundne de er som par, mens de, kun iført undertøj, brede smil og salige fnis, boltrer sig med et imponerende arsenal af knive og save.

Parret tager Syamoto til sig som medvider og medskyldig og ægger ham til at overskride sine egne grænser og træde i karakter.

Det ender han så med at tage til sig ...

Japans perverse monopol
Japansk film har i perioder nærmest monopoliseret perversiteter på film.

Nagashi Oshimas ’I sansernes vold’ (1976), hvor en mand bliver kvalt i det øjeblik, orgasmen indtræffer – og dernæst kastreret – var kun ekstrem uden for en japansk kontekst.

60’erne havde allerede set, hvordan instruktører som Seijun Suzuki og Yasuzo Masumura trappede op for volden, begge på Nikkatsu, det japanske Nordisk Film, der dog udartede i porno op gennem 70’erne.

De to brugte groteskerierne kreativt til hver sit formål.

Hvor Suzukis ærinde i høj grad manifesterede sig æstetisk i fortryllende, smukt koreograferede og farvelagte voldsorgier som ’Tokyo Drifter’ og ’Branded to Kill’, var Masumuras poetik social i den drilske biseksuelle selvmordspagt i ’Manji’, s/m-fantasien i ’Blind Beast’ og ikke mindst min egen yndling, ’Red Angel’, hvor en japansk sygeplejerske, der er fulgt med invasionstropperne ind i Kina i 1939, agerer seksuel Florence Nightingale over for en ung soldat, der har mistet begge arme, men til gengæld har masser af følelse i underlivet såvel som i – tæerne.

Det er mere poetisk, end det lyder, og det samme kan så rigeligt siges om ’Cold Fish’ og dens instruktør, Shion Sono.

To en halv times psykiske pinsler
I hans ’Suicide Club’ fra 2001 smed en bunke japanske skolepiger sig ned på skinnerne foran et tog og sølede tilskuerne til i blod, og det fire timer lange hovedværk, ’Love Exposure’, handler om en forelsket pornograf og den katolske præst, han betror sine synder til.

Sono er betydeligt mindre optaget af vold end sine ret outrerede og jævnaldrende landsmænd Takashi Miike (’Audition’) og Takeshi Kitano (’Sonatine’ og ’Hana-bi’), hvis machismo ligger i forlængelse af Clint Eastwoods fascistiske San Francisco-strisser, men hvis kunst mest ligner et haikudigt.

Der gemmer sig et idédrama inde i ’Cold Fish’, og for Syamoto er de to en halv times psykiske pinsler en nødvendig vej at gå mod forløsning.

En elefant i en porcelænsbutik
Kloden har fandtes i 3,4 milliarder år, postulerer Shion Sono og Syamoto, der er noget så poetisk som en mand, der ernærer sig fra havsens bund, men er allermest fascineret af verdensrummet, og kloden vil eksistere i yderligere 3,4 milliarder år.

Med den tidshorisont i hovedet gælder det om ikke at dukke sig, men om at rage op. Murata er larger than life og en elefant i en porcelænsbutik, men han indtager sin plads. Er det kun dårligt?

Shion Sono har forlenet ham med en billedlyrik i kraft af de store oplyste akvarier, som den hundehandler, der var virkelighedens Murata, ikke havde, alene i kraft af sit job.

Irriterende ekstramateriale
I øvrigt: Der følger en ekstra disc med i dette dvd-sæt, og det er grundlæggende et enormt langt amerikansk interview med Sonos manusforfatter Yoshiki Takahashi, uforberedt, sprogligt uformående og dilettantisk fandyrkende (af typen: »Wow, har du også selv ligesom lavet plakaten? Cooooool!«).

Så medmindre du har en masse tid at spilde:

Gå efter en version på enkelt-dvd.