For andet år i træk henter Thomas Vinterberg en solid succes hjem i Wien.

I fjor var det med dramaet ’Begravelsen’, i år med komedien ’Kollektivet’, der havde urpremiere på det fornemme Burgtheaters lille scene, Akademietheater, i forrige søndag.

Tyske og østrigske aviser er overstrømmende i deres ros til Vinterberg og hans medforfatter, Mogens Rukov. Først en kavalkade over superlativerne:

Wienerzeitung skriver: »Aftenens overraskelse: Forfatterduoen Thomas Vinterberg og Mogens Rukov råder over boulevardkvaliteter. I en usædvanlig munter tone portrætteres figurer, der nu og da virker som glansbilleder fra 68-modkulturens fortælleverden«.

LÆS OGSÅ Bodil belønner den barske realisme

Tysklands største morgenavis, Süddeutsche Zeitung, følger op. Dens anmelder kalder stykket »et lykketræf af en komedie« og skriver, at den »fantastisk letsindige spas blev fejret med jubel af wienerpublikummet«.

Den tyske avis Die Welt skriver i sin anmeldelse, at »produktionen er en triumf i vægtløshed; samtlige skuespillere synes at svæve hen over scenen«. »Også ’Kollektivet’ vil gå sin gang over de tysksprogede scener«, spår anmeldelsen.

Halløj på hippiemuseet
Den østrigske avis Die Presse skriver: »Publikum følte sig med sikkerhed godt hjemme på dette hippiemuseum«. Allermest begejstret er den populære østrigske avis Kurier, der giver stykket fire ud af fem stjerner.

Eneste mislyd står at læse i den altid meget seriøse tyske Frankfurter Allgemeine Zeitung.

LÆS OGSÅDen Danske Filmskole dømt ude af rangliste

Her er den østrigske teaterfreak Martin Lhotzky, redaktøren af tidsskriftet Antigone 20, lidt mere forbeholden: »Facit: Sådan redder et medrivende skuespil et ellers ret middelmådigt stykke fra at drukne i det banale«.

Duoen Vinterberg-Rukov hentede mange roser hjem i fjor, da deres drama ’Begravelsen’ blev førsteopført på Burgtheater i Wien.

Stykket var den ikke særlig opmuntrende fortsættelse af dogmefilmen ’Festen’ fra 1998. I ’Begravelsen’ begraver familien deres incestuøse far, men arvesynden er flyttet med.

I det nye stykke, der havde sin urpremiere på Akademietheater i søndags, er vi i et helt andet miljø, nemlig i bofællesskabernes i tiden omkring Vietnamkrigens afslutning i 1975.

LÆS OGSÅVinterberg om filmpris: Jeg er beæret

Det kender Thomas Vinterberg til bunds fra sin egen barndom. På tysk hedder stykket ’Die Kommune’, altså ’Kollektivet’.

Hovedpersonen Erek (et navn, der smager betænkeligt af erektion) har arvet en villa efter sin afdøde far og omskabt den til et kollektiv, hvor nogen ganske rigtigt er mere kollektive end andre.

Her dyrker beboerne deres miserable borgerlige tilbøjeligheder under den nye livsforms skrøbelige fernis.

Vinterbergs familieudstilling
Konflikterne truer med at spidse til, da Erek præsenterer forsamlingen for sin unge nyforelskelse Emma, der fortrænger hans kone Anna, skønt hun ellers har været kollektivets medgrundlægger.

Da ingen kan bekvemme sig til at afgøre, om Emma må flytte ind og Anna ud, overlades beslutningen meget passende til Erek og Annas 15-årige datter, Freija.

LÆS OGSÅThomas Vinterberg: Det er ikke sundt at fejre sig selv

I Welt skriver anmelderen Ulrich Weinzierl:

»I Vinterbergs stykke handler det slet ikke om at gøre et følelsesladet regnskab op, ikke om et tilbageblik i vrede, men om en nøgtern poetisk beretning, der aldrig fjerner blikket fra det absurde i den engang så populære livsform«.

På internetsitet nachtkritik.de skriver Kai Krösche, at problemstillingen i stykket kan virke banal.

»Det er den også. Præcis lige så banal, lige så kompleks, lige så uigennemtrængelig og lige så ufattelig som mennesket og det samliv, mennesker har med andre mennesker. Vel intet mere og intet mindre«.

Det østrigske dagblad Die Presses anmelder Barbara Petsch skriver, at stykket er underholdende og vittigt. Det seriøse Burgtheater »spiller ædelboulevard med forstand – og tilbyder os således det allerfineste«.

Hendes kollega i Kurier Michaela Mottinger jubler over »så meget basisdemokratisk bla-bla, under hvis dække man endog stemmer om, hvorvidt vegetarerne også skal købe ind hos slagteren. Det er ikke verdens undergang, det er det små, det lige så slemme personlige, det handler om på Vinterbergs familieudstilling. Det kan man finde betydningsløst eller banalt – jamen sådan er livet«.

»Alle skuespillerne giver Vinterberg den skønneste gave. De spiller ikke hans figurer, de lever og ånder dem. På scenen møder vi mennesker. Det er særdeles sympatisk«, slutter Mottinger.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken