Normalt er en japansk kærlighedsfilm ikke noget, der automatisk er sikret opmærksomhed overalt i verden.

Men der er ikke meget, der er som normalt, når det japanske forfatterfænomen Haruki Murakami er involveret. Den japanske kærlighedsfilm ’Norwegian Wood’ bygger på en roman af Murakami.

’Norwegian Wood’ var i 1987 bogen, som ikke blot gav Haruki Murakami hans store gennembrud i Japan, men gjorde ham til en kultskikkelse for Japans unge. Det sitrende og sørgmodige trekantsdrama om Watanabe og de to piger Naoko og Midori er blevet fast inventar i den japanske kultur.

Med scenen sat i Tokyos ungdomsoprør sidst i 1960’erne er ’Norwegian Wood’ med sine 10 millioner solgte japanske eksemplarer blevet japanernes ’Den kroniske uskyld’.

LÆS OGSÅAnmelderen er ikke i tvivl: Murakami er enestående

I det nye årtusind er Haruki Murakamis popularitet blevet verdensomspændende og har antaget et nærmest epidemisk omfang. Så det vækker opmærksomhed, når den japanske forfatter for første gang har sagt ja til en filmatisering af en af sine bøger. Også selv om den er instrueret af en p.t. mindre kendt instruktør.

Nemlig Tran Anh Hung, der efter succeserne ’Duften af den grønne papaya’ (1993) og Guldløvevinderen ’Cyclo’ (1995) siden ’Midt om sommeren’ i 2000 er gledet mere end halvvejs ud i glemslens mørke.

Både instruktør og manuskriptforfatter
Ugens danske premiere på ’Norwegian Wood’ er timet til at passe med opmærksomheden omkring udgivelsen af første bind af Murakamis nye storværk ’1Q84’. Filmen havde dog allerede verdenspremiere ved sidste års filmfestival i Venedig, hvor jeg mødte Tran Anh Hung.

Det skete kun en uge efter, at jeg havde interviewet Haruki Murakami ved et litteratur-arrangement på Møn. Ved den lejlighed fortalte Murakami, at han og Tran Anh Hung havde snakket flittigt sammen i et halvt år, inden de konkrete forberedelser til filmen gik i gang.

Så hvad snakkede han og Murakami om, spurgte jeg Tran Anh Hung, der ikke bare har instrueret, men også skrevet filmens manuskript.

»Det var en lang proces«, sukker Tran Anh Hung. »Møderne fandt sted i Japan, og der har de tilsyneladende masser af tid! Men vi startede selvfølgelig med at vise Murakami manuskriptet. Han læste det og skrev en masse noter i marginen. Så skrev jeg mine notater. Det blev et tykt dokument. Men til sidst sagde han bare: »O.k., lav filmen, som du synes, den skal være. Jeg håber det bliver en god film«. Og det var dét«, fortæller Tran Anh Hung og fortsætter:

»Jeg ville gerne have involveret ham mere i processen, for jeg taler ikke japansk. Men det syntes han ikke at være særlig interesseret i. Så med mit japanske hold gik jeg bare i gang. Han var slet ikke til stede under optagelserne. Da jeg gik i gang med at klippe, viste jeg ham en version, jeg godt kunne lide. Han fortalte mig sin ærlige mening om stort og småt. Hvis der var noget, jeg mente, han havde ret i, så lavede jeg det om. Jeg fandt det meget nyttigt at tale med forfatteren i redigeringsprocessen«.

Romaner skal portrætteres
En romanfilmatisering vil næsten altid vække blandede følelser hos bogens læsere. Hvad har instruktøren valgt at fremhæve, og hvad er nedtonet? Ligner personerne dem, man har set for sit indre blik, mens man læste? Sjældent!

Især når der er tale om en elsket roman som ’Norwegian Wood’, kan man være sikker på ballade. På engelsk kalder man dét at filmatisere for en tilpasning (’adaptation’). Med god grund, mener Tran Anh Hung.

»Når man skal tilpasse en bog til film, skal det stadigvæk ligne bogen. Det er næsten ligesom at lave et portræt af en eller anden. Det skal ligne personen, så vedkommende vil kunne genkende sig selv. Men film er et andet medie, så man må tilpasse historien, så den passer til det. Man skal fortælle historien, men man skal tilføje alt det, man følte, da man læste bogen og få det med i filmen«.

Tran Anh Hung var ikke i tvivl om, hvad han ville med bogen.

»Jeg fokuserede på, hvordan man kan følge, hvad der sker inden i hovedet på hovedpersonen Watanabe. Alt må underlægges dette hensyn. Når der sker noget, som f.eks. da han møder Midori, skal jeg kunne vise, hvad der sker i ham. Der var scener i bogen, hvor de sidder og snakker sammen. Dem lavede jeg om, så de i stedet går ved siden af hinanden og snakker. Det gør samtalen og følelserne mere fysiske og lette at aflæse i kropssproget«.

Følte han sig som ikkejapaner i et vist omfang som udenforstående?

»Hvis en bog er god og har et universelt tema, der kan berøre folk overalt i verden, så betyder nationalitet ingenting. De største udfordringer var af mere teknisk karakter. Filmen foregår sidst i 1960’erne, men i Japan ødelægger man alting og bygger nyt. Der er simpelthen ingen locations tilbage fra dengang. Så vi var nødt til at bygge det hele op fra bunden. Det havde til gengæld den fordel, at jeg kunne få det præcis, som jeg ville have det«, siger den spinkle 50-årige Tran Anh Hung og smiler høfligt.

LÆS ANMELDELSENobelpris-kandidat gør sig sindsoprivende smukt på film

Han ligner en mand, der ved, hvad han vil og ikke uden videre lader sig ryste af noget som helst. En mand med luftige knogler og stærke sener.

»Hvad angår tøjet, så ville jeg for enhver pris undgå et vintage look. Det er grufuldt. Det bliver alt for meget«, siger han og forklarer, at den forhistoriske ramme selvfølgelig skal være troværdig, men ikke må blive det dominerende. »Man skal ramme den rigtige fornemmelse. Hvis man får reduceret det til det rene ingenting, har man ramt rigtigt«, mener han.

Hvor fandt du dit eget identifikationspunkt i historien?

»På det punkt er der meget stor forskel på at være instruktør og publikum. Jeg må identificere mig med alle personer i historien«, fastslår han kort og godt.

Musikken kom fra et radiohoved
’Norwegian Wood’ er japansk produceret, og filmholdet var overvejende japansk. Men på en del nøgleposter havde filmens instruktør kastet blikke i andre retninger.

Fotografen Lee Ping Bin er fra Taiwan, klipperen Mario Battistel er fransk, og filmens karakteristiske musik er lavet af Jonny Greenwood fra Radiohead, der fik sit gennembrud som filmkomponist med musikken til Paul Thomas Andersons ’There Will Be Blood’.

Men Tran Anh Hung kendte nu godt i forvejen Greenwood og Radiohead. Han brugte nemlig tilbage i 1995 Radioheads første hit ’Creep’ i sin film ’Cyclo’. Kollegaer.  Tran Anh Hung og skuespillerinde fra filmen Rinko Kikuchi.

»Jeg tog kontakt til ham og fortalte ham, at jeg ikke kunne arbejde sammen med en filmkomponist i ordets almindelige betydning. Jeg synes, de får hele filmen til at lyde ens. De skaber følelser ved hjælp af musikken på den samme måde hele tiden. Det bryder jeg mig ikke om. Det er mig, der skal skabe følelsen. Så kan musikken komme bagefter og bekræfte den. Jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det med brugen af musik. Så lod han mig lytte til forskellige ting, han havde lavet, så jeg kunne fornemme hans musiks tekstur, farve og lyd. Han afprøver utrolig mange ting! Han er helt vanvittig! Det er meget righoldigt. Han har ufattelig mange ideer. Han komponerede masser af musik til filmen. Meget mere end jeg kunne bruge, men det var fantastisk at arbejde sammen med ham«.

Tran Anh Hung har meget klare og specifikke krav til sin metier. Måske er det en del af forklaringen på hans sparsomme output?

’Cyclo’ om en fattig rickshawfører i Hanoi modtog Guldløven i Venedig. En fremragende film var de fleste enige om, men en film om en fattig fyr i et slumkvarter sælger ikke mange billetter. Filmkøberne syntes, ’Cyclo’ var ét stort selvmål.

»De straffede mig for det. Du har din frihed til at lave din egen film – én gang. Så i 5 år efter ’Cyclo’ var jeg ikke i nærheden af at komme til at lave film«.

Kompromisløs filmskaber
Kun fem film på 17 år er det blevet til for instruktøren, der blev født i Laos, men voksede op i Frankrig, hvor han også kom på filmskole.

Af de fem film er det kun den engelsksprogede og stjernebesatte ’I Come With The Rain’ med bl.a. Josh Hartnett, der er røget helt under radaren.

Da jeg snakker med Tran Anh Hung i 2010, har filmen endnu ikke opnået distribution uden for Japan, Korea og Taiwan pga. stridigheder med filmens producent. Et klassisk eksempel på det arketypiske kultursammenstød mellem den selvstændige auteur i fransk forstand og det amerikanske studiesystem, hvor producenten insisterer på at have det sidste ord.

’I Come With The Rain’ fik omsider plads i Storbritanniens biografer i foråret 2011, men har ikke vakt opsigt. Det er ikke nemt at være kompromisløs filmskaber.

Heller ikke for en filmmand, der som dreng startede sin filmiske opdragelse med at se stribevis af Kung Fu-film i Chinatown, inden han først med Jean-Pierre Melville og så Ingmar Bergman så det mere seriøse filmlys.

Elsker at trænge ind i publikums hoved
»Jeg ville aldrig lave en Kung Fu-film. Jeg ville gerne lave en samuraifilm, men så ville det være en samuraifilm, man aldrig har set før«.

»98 pct. af de film, der bliver lavet, tager ikke filmmediets særlige karakter alvorligt. De fortæller bare historier. Hvis historien bevæger sig i levende billeder, så er det en film. Der er ingen filmkunst i det. Det er blot illustration«, siger Tran Anh Hung, der selv elsker muligheden for at trænge ind i publikums hoved og give dem gaver, de ikke kan afslå, fordi de ikke ved, hvad han laver derinde.

LÆS OGSÅMurakami på film er fryd for øjet

»Hvis jeg klipper fra en larmende scene under en demonstration til en stille scene, hvor to mennesker går ved siden af hinanden, skaber jeg en følelse. Det er noget, du øjeblikkeligt kan mærke. Du kan ikke undgå det. Jeg spørger dig ikke om lov først. Jeg går bare ind i dig. Du ved det ikke, men jeg er derinde. I sidste ende vil jeg gerne skabe noget, som lever videre i dig, når jeg skifter tone fra en scene til en anden. Der sker noget, og du kan ikke sætte ord på det. Det oplever jeg som det helt særlige ved at arbejde med materialet i denne kunstart. Men jeg opdagede det først, da jeg havde lavet ’Duften af den grønne papaya’. Så for mig er ’Cyclo’ min første film«, siger Tran Anh Hung, der altså med ’Norwegian Wood’ nu har lavet fem film, men kun fire, han vil stå ved.

Er der andre Haruki Murakami-bøger, der kunne egne sig til filmatisering?

»Ja, der er en, men jeg tror ikke, jeg er den rette mand til jobbet. Det er ’Sputnik, min elskede’. En meget sælsom bog, som jeg tror, David Lynch ville være den rette til at filmatisere«.