Daniel Burmester, en 67-årig argentinsk ekskeramiker og enkemand, har 58 film bag sig. Spillefilm.

Han lever af at rejse rundt i Argentinas provins og falbyde sine talenter som filmmager over bittesmå lokalsamfund: hvis jeg laver en film i jeres landsby og bruger jer som skuespillere, finder I så et lille sted, jeg kan bo i en måned? Og kan jeg nu få noget at spise?

Filmmediets magi
Hvis den argentinske dokumentar, hvis titel betyder 'omrejsende dørsælger', handler om noget, så er det om filmmediets magi, ikke som kunst betragtet, men som samlende kraft.

LÆS OGSÅKaotisk dokumentar står midt i det arabiske oprør

Disse lidt reserverede små samfund begynder at interagere på nye måder, og Burmeister er levende optaget af processen. Det er det samme manuskript, han har filmatiseret overalt, en folkelig snydetampskomedie, 'Lad os slå onkel ihjel', alt sammen filmet på Burmeisters lille handycam, mens auteuren selv cykler eller løber med det.

Virkeligheden kommer i vejen
Men virkeligheden blander sig konstant, og han må hele tiden lave nye planer, fordi noget kommer i vejen. Det er så tragisk, at det næsten bliver komisk, da en taxachauffør, der får en større rolle i filmen, pludselig bliver ringet op og kaldt i tjeneste som ambulancekører.

LÆS OGSÅ Tre danske dokumentarfilm udtaget til Sundance

»Det er en dreng. Han er faldet i cementblanderen. Han er død«.

Dilettantvanvid
Det er det gladeste dilettantvanvid! Burmeisters bestræbelser sammenkøres med hans forståelige bekymring over, hvordan han får sit gamle skrammede skrummel af en bil til at køre igen. Han har ingen penge, men hvis han kan få nogen til at donere noget træ, kan han måske lave en ny kaleche af træpinde, og så er han jo så vidt.

Der sker meget lidt i 'The Peddler', og man skal have sans for det store i det små for at nyde den.

LÆS OGSÅDa indianerne gik til kamp mod oliesvinet

Burmeister selv trisser lidt åndsfraværende rundt midt i det byzantinske kaos, og der er noget næsten bedårende og middelalderligt trubadurlignende over ham, som han vanker fra provins til provins og sætter lokale temperamenter på filmiske vers.

'Sig selv og de andre'
Og man ender med at føle sig som landsbyboerne i den sidste scene, hvor de får forevist filmen (formedelst 5 pesos, hvis man er over 12, om man så medvirkede eller ej!) på et primitivt lærred og griner overgivent ved synet af sig selv og de andre.

'Sig selv og de andre', det er det, der er filmens clou. Kunst, ikke for art's sake, men for sammenholdets.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken