Denne film har været en darling rundt omkring på alverdens filmfestivaler, inklusive danske DOX, og har rigtig meget til at anbefale sig.

Den handler f.eks. om rigtige mennesker, nogle håndfulde unge, tynde og tykke, høje og lave, som elsker musik, men også fodbold, saunature og hinanden. Unge Árni sætter sig for at dokumentere Reykjaviks indiescene og inviterer de lokale bands til at spille i sin lillebitte baghave og over to dage og én nat optage en cd og en dvd.

Han dukker op ved søndag formiddags knoldesparkerfodboldkamp for at hverve musikere, og det er de samme, der afslutter filmen i den offentlige svømmehal i en scene, der er øm på alle tænkelige måder, og som smukt danner bogstøtterne rundt om filmen.

Man får indtrykket af et lillebitte dedikeret miljø, og et godt stykke ind i filmen regner man med, at musikken nok afspejler denne hyggelige provinsialisme.

Som de dog kan spille
Med hiv og sving lykkes det Árni at gøre baghaven nogenlunde så appetitlig som en tredjerangs kolonihave med kulørte lamper, farvet papirklip og så dårligt med plads på plænen, at halvdelen af orkestrene må kravle på det vakkelvorne tag og spille derfra. Og som de dog kan spille.

Múm er kendte uden for Island, men hvor har de hypercharmerende Retro Stefson, en slags islandsk Scissor Sisters, været hele mit liv? Hvornår har punk sidst lydt så svedigt som bandet Reykjavík! eller indie så skærende hudløst som Múm?

What’s not to like?
Når det er sagt, er filmens allerstørste plus, hvordan alle bandsene fremstår fuldkommen strippet for den kælne selviscenesættelse, indie ellers er så rig på. Der er dem, musikken, den lillebitte græsplæne og de forbipasserende naboer.

Og nej, der er hverken whisky eller heroin i nærheden, men inde i køkkenet står Loa såmænd og brygger den ene kande kaffe efter den anden. What’s not to like?

FACEBOOK Bliv ven med Politiken