Jødisk kultur ligger som en mere eller mindre udtalt præmis i masser af Hollywood-film, især storbydramaer og især fra New York.

Men ekstremt få film har dyrket kulturen, gjort den til selve hjertet af skildringen.

I 70’erne og 80’erne var der film som Joan Micklin Silvers nærmest antropologiske ’Hester Street’ om immigranter på Manhattans Lower East Side og Jeremy Kagans lidt klæge, men velmenende ’The Chosen’, der beskrev mødet mellem en moderne middelklasseteenager og hans ortodokse modsætning i Brooklyn nær Anden Verdenskrigs afslutning.

Barbra Streisands ’Yentl’ tog også skridtet fuldt ud – hey, det var vel Streisand! – og søgte tilbage til pogromernes Østeuropa for ikke at lade en sten forblive uvendt i afsøgningen af det jødiske ophav.

Slangekrøller og stoffer
Sådan en film er ’Holy Rollers’ også, men eftersom den er fra vore dage og produceret på markedets vilkår, tager den udgangspunkt i en genrekonvention: thrilleren.

Vi er igen i Brooklyn, arnestedet for hasidisk fundamentalisme i USA, slangekrøller og det hele. Unge Sam (’Schmulie’) er nysgerrig på sexlivet, og hvad der gemmer sig uden for ghettoen, men også en artig søn.

En dag giver nabodrengen ham mulighed for at tjene nogle nemme penge ved at smugle ’medicin’ ind fra Amsterdam under toldernes næser.

Sand historie
Det er indbringende, og før vi ænser det, er han smidt ud hjemmefra, hans arrangerede ægteskab er aflyst, og han må klare sig selv ude i den verden, hans kultur altid har beskyttet – og advaret – ham imod.

Historien er sand nok; der fandtes en mindre gruppe af hasidiske ecstasysmuglere i New York i slut-90’erne, nogle, som toldmyndigheder og politi aldrig ville finde mistænkelige.

Men det er ikke thrillerelementet, der interesserer instruktør Kevin Ash, hvormed filmens anden halvdel bliver mindre spændende end den første, der går grundigt til værks i beskrivelsen af dette eksotiske miljø med dets helt egne middelalderlige spilleregler midt i verdens mest blaserte metropol.

Ingen billig satire
Stilen er flimrende impressionistisk, sprød og mættet i farveholdningen og med en scenografi som noget fra et etnografisk museum, men til gengæld myldrende med liv.

Det allerfineste ved filmen er, at den ikke forfalder til billig satire.

Selvfølelsen hos de hasidiske jøder er betragtelig, og patriarkater vil altid udtrykke sig en smule pompøst, men intimiteten mellem dem virker autentisk, lige så godmodigt inkluderende som det til gengæld føles forfrossent at blive ekskluderet igen.

Inden Mark Zuckerberg
Modsat en film som den danske ’To verdener’ om et fundamentalistisk kristent miljø forstår man af hjertet godt, hvad der holder proselytterne i bevægelsen.

Den farlige, fristende nabodreng spilles på en knivsæg af Justin Bartha, og Jesse Eisenberg i sin sidste film inden Mark Zuckerberg i ’The Social Network’ er en åbenbaring: nysgerrig efter det moderne liv i overhalingsbanen, snu i sin belejlige afvisning af at vide for meget – og rørende på gyngende grund, da han tager værdiskreddet på sig og smider sig ud fra timetervippen.

FACEBOOKBliv ven med Politiken