Tran Anh Hung har fået noget af et comeback med sin filmatisering af Haruki Murakamis ’Norwegian Wood’.

LÆS ANMELDELSE Nobelpris-kandidat gør sig sindsoprivende smukt på film

Instruktøren, der fik sit gennembrud med ’Duften af den grønne papaya’ og ’Cyclo’, havde inden ’Norwegian Wood’ ellers lavet en film, der på papiret lignede et godt bud på et comeback.

Men ’I Come With the Rain’ blev hængende i en konflikt mellem producent og instruktør. Den fik sen premiere i Japan og er først nu efter langt tovtrækkeri udgivet på dvd.

Cool ultravold i Hongkong
’I Come With the Rain’ ligner da også et klassisk konfliktområde mellem producent og instruktør.

Oplægget ligner en skummel seriemorderfilm med det ekstra krydderi, at morderen laver Francis Bacon-inspirerede skulpturer af sine ofre.

Allerede ved dette nik til finkulturen burde alarmklokkerne nok have ringet hos producenten.

Men Josh Hartnett i hovedrollen, musik af Radiohead og udsigt til cool ultravold i Hongkong har åbenbart fejet betænkelighederne til side.

Kryptisk filosofi
I sine bedste øjeblikke ser ’I Come With The Rain’ ud, som om den var inspireret af Lars von Triers ’Forbrydelsens element’.

LÆS INTERVIEWInstruktør: Jeg elsker at trænge ind i publikums hoved

Det meste af tiden ser den desværre ud, som om en instruktør med eksamen i kryptisk filosofi har valgt at bruge thrilleren som utroværdigt fremføringsmiddel.

Historien om privatdetektiven Kline, der er plaget af sin næsten-fatale nærkontakt med den syge seriemorder Hasford og nu skal opspore en mystisk milliardærs forsvundne søn i Asien, er desværre ikke i stand til at interessere synderligt.

Pseudo-religiøse betonsokker
Billederne er indimellem mareridtsagtigt ekspressive, men de kan ikke træde i stedet for den mere forvirrende end inspirerende historie.

Den forsvundne søn, Shitao, har særlige filippinske evner til at kurere syge ved at tage smerten på sig.

Dette med at påtage sig lidelsen og agere syndernes stedfortræder bliver efterhånden til et oppustet symbolsk kompleks, der sætter sig som pseudo-religiøse betonsokker om fødderne på filmens muligheder for at blive dynamisk som spændingsfilm.

Mere nedfald end sammenfald
Lee Byung-hun er ellers ret sej som Hongkong-gangsteren Su Dongpo med den smukke narkomankæreste, Lili, men det hele bliver bare mere og mere mystisk uden at blive mere spændende.

Den sprængte thrillerform resulterer i mere nedfald end sammenfald, når symbolerne drysser ned over fortællingen som splinter af et fortænkt spejlbillede.

Så havde Tran Anh Hung mere held med ’Norwegian Wood’!

FACEBOOKBliv ven med Politiken