Der er mareridtslignende scenarier nok til mange film i krigen i Eksjugoslavien.

Det er ondskab af en anden verden, men desværre også en ondskab af denne verden, hvilket gør det svært at sidde igennem ’As If I Am Not There’. Men det er umagen værd.

Filmen følger den unge Samira (Natasha Petrovic), der i 90’erne rejser fra sin familie i Sarajevo til en lille landsby, hvor hun skal være skolelærerinde.

Vækker fighterinstinktet
Men få dage efter ankomsten bliver hele landsbyen rømmet og brændt ned som led i den etniske udrensning – mændene bliver henrettet, og kvinderne anbragt i en lejr. Og som om det ikke var slemt nok, bliver Samira udvalgt til at være en af de kvinder, der skal ’underholde’ soldaterne.

Hun må lægge krop til daglige seksuelle krænkelser, vold og ydmygelser – sammen med alt for unge piger. Men da den yngste af de udvalgte piger efterlades lemlæstet og døende, vågner et fighterinstinkt i Samiras irgrønne øjne.

Krigens grusomheder
Filmen bygger på kroatiske Slavenka Drakulics roman, som var skrevet på baggrund af interview med en lang række kvinder, der led samme skæbne som Samira, og den handler ikke specifikt om serbere eller kroater, men om krigens grusomheder, som gør mennesker til dyr.

Og om de hæslige kompromiser, Samira må indgå, da hun bliver elskerinde til kaptajnen i lejren.

Epilog vækker håb
Filmen er heldigvis afdæmpet fortalt, og den overspiller ikke sit drama, for Petrovics fantastiske øjne fortæller det meste uden ord.

Instruktør Juanita Wilson, der tidligere har gjort sig bemærket med den oscarnominerede kortfilm ’The Door’, gør klogt i at fortælle om efterspillet i Sverige, hvor Samira flytter hen efter krigen. En epilog, der trods alt vækker håb, men også vidner om, at krigen aldrig kan slettes fra Samiras skæbne.

FACEBOOKBliv ven med Politiken