På endnu en dag med chokerende overskrifter om den økonomiske krises hærgen – som for eksempel, at antallet af hjemløse i Barcelona er gået op med 32 procent, og at over 3.000 mennesker og flere hele familier nu lever på gaden – var det ikke lige weekendens ferniseringer eller premierer, der optog de fleste i det hårdt ramte Sydeuropa.

Men skulle man have behov for at adsprede tankerne med noget andet end triste tal, er mulighederne alligevel begrænsede. De aktuelle besparelser rammer nemlig også velkendte, kulturelle institutioner ubarmhjertigt.

LÆS OGSÅ Rodet hud-thriller er raffineret og kulørt

I Portugal har man i realiteten lukket kulturministeriet og ændret det til et sekretariat, hvis primære opgave er at sige nej til enhver form for støtte. I Italien er til eksempel den verdensberømte opera La Scalas budget beskåret med 51 millioner kroner ud af 825 mio.

Og i Spanien stander kulturen ganske enkelt i våde. Her skal velkendte institutioner som de to Madrid-kunstmuseer, Prado og Reina Sofia, skære voldsomt ned. Prado mister 24 procent af budgettet, og Reina Sofia beskæres med 14 procent.

Filmindustrien er død
Men værst går det ud over den internationalt anerkendte spanske filmbranche, der mister 35 procent af sin støtte i år. I realiteten er besparelsen dog større, fordi en stor del af budgettet er bundet til tab på gamle produktioner. Under overskriften ’Det er slut for spansk film’ skriver filmredaktør Luis Martinez i en kommentar i den højreorienterede avis El Mundo:

»Man kan kalde besparelserne for en ny model for spansk film, men det svarer til at mene, at 2 plus 2 giver 5 ... I realiteten indikerer nedskæringerne, at spansk filmindustri er død«.

LÆS OGSÅ Kitsch-instruktørs hjerte banker for pangfarvede møbler

Spansk films mest prominente navn internationalt er Pedro Almodóvar. Men mange andre instruktører og skuespillere har gjort film som ’ Pans Labyrint’, ’Børnehjemmet’, ’Mandage i solen’, ’Belle Époque’, ’Mit indre hav’ og ’Biutiful’ til store og prisvindende succeser. Alligevel mangler spanske politikere fuldkommen forståelse for filmens og kulturens vigtighed, mener Luiz Martinez.

»Det er et politisk valg enten at tro eller ikke at tro på nytten af en kulturpolitik. Men man kan skele til den årelange succes for fransk film for at se, at det nytter at have en kulturpolitik«, skriver han.

Grædende medarbejdere
Resultatet af de ikke uventede besparelser kan allerede aflæses i filmproduktionen. Således blev der i de fire første måneder sidste år produceret 74 film i Spanien, mens tallet i samme periode i år er 25 værker, hvoraf de fleste er kortfilm og dokumentarer.

Også museer, som man ellers satser stærkt på af hensyn til turismen i Spanien, rammes. For blot en måned siden annoncerede kulturministeren i den catalanske region, Ferran Mascarell, en plan, hvori museet for moderne kunst i Barcelona, Macba, blev nævnt som en af fire hovedsøjler for kulturen i Catalonien.

I denne uge blev ni ansatte – eller en tiendedel af medarbejderne – så afskediget.

Som en reaktion stillede dybt berørte og for fleres vedkommende grædende medarbejdere på kunstmuseerne i Barcelona sig ud på gaden uden for Macba med hver sit spørgsmålstegn i hænderne. Hvad vil Spanien med sit traditionelt så rige kulturliv i en krisetid?

FACEBOOKBliv ven med Politiken