Annonce
Annonce
Annonce
Film 17. apr. 2012 KL. 18.50

Dansk film om dræbersnegle udtaget til Cannes

Animationsfilmen Slug Invasion skal dyste i The Cinefondation Selection på festivalen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Vi kiggede på 'Dommedag nu', 'Band of Brothers' og 'Saving Private Ryan', som blandt andet inspirerede os til at bruge håndholdt kamera

Morten Helgeland, instruktør

Det er ikke hver dag, at en filmskolestuderende får sin film udtaget til den prestigiøse Cannes-festival.

Men det er netop sket for den 25-årige nordmand, Morten Helgeland, som i januar blev færdig fra The Animation Workshop i Viborg.

Her lavede han sammen med otte medstuderende den seks minutter lange animationsfilm 'Slug Invasion', der netop er blevet udtaget til Cannes-festivalen i Frankrig i maj.

'Slug Invasion' er en humoristisk historie om en hær af dræbersnegle, der invaderer en gammel dames have for at få fingrene i en blomst, som kan stille deres sult. Men den gamle haveejer overgiver sig ikke uden kamp.

Animationsfilmen udvikler sig til en dramatisk krigsfilm med haven som helvedes forgård.

»Vi kiggede på 'Dommedag nu', 'Band of Brothers' og 'Saving Private Ryan', som blandt andet inspirerede os til at bruge håndholdt kamera. I animationen har jeg været inspireret af alt fra Pixar til Nickelodeoen«, siger Morten Helgeland til Filmmagasinet Ekko.

LÆS OGSÅSpejder-film med Bruce Willis åbner Cannes Festival

Udtaget blandt 1.700 film
Den norske instruktør er den første instruktør fra animationsskolen i Viborg, der har fået en film udtaget til Cannes.

På festivalen i Frankrig skal hans film dyste i kategorien The Cinefondation Selection. Her er 'Slug Invasion' udtaget som en af blot 15 film blandt i alt 1.700 indsendte.

»Jeg fik det at vide for en måned siden, men har ikke måttet sige det til nogen, før det kom ud i dag«, fortæller Morten Helgeland videre til Ekko.

Skolen i Viborg har gennem mange år stået en anelse i skyggen af Filmskolens animationslinje og har, ifølge filmmagasinet Ekko, haft ry for at fokusere mere på teknikken end på historierne.

The Animation Workshop udklækker elever fra to linjer. En linje for karakteranimatorer og en linje for computer graphic arts, hvor man lærer at bygge hele verdener op, primært i 3D-programmer.

»Vi har haft film med på mange festivaler, og sidste år blev vores film set over to millioner gange online. Men Cannes er noget særligt«, siger Peter Dyring-Olsen, projektleder på The Animation Workshop.

LÆS OGSÅ Cannes udpeger italiener som juryformand

Animator på computerspil
Morten Helgeland blev oprindelig inspireret til historien i 'Slug Invasion' af sin bedstemors hyppige og opfindsomme likvideringer af dræbersnegle.

I dag arbejder nordmanden som animator på den kommende udgave af computerspillet Hitman hos det verdensberømte danske firma IO Interactive.

Han ved dog endnu ikke, om han overhovedet har lyst til at forfølge en karriere som filminstruktør.

»Jeg har ikke instrueret tidligere, og det var udfordrende og spændende. Cannes kan jo åbne døre til instruktørmuligheder, men jeg trives godt som animator, så jeg ved ikke, om jeg vil bevæge mig i den retning. Nu må vi se, hvad fremtiden bringer. Jeg tager det stille og roligt«, siger Morten Helgeland til Filmmagasinet Ekko.

FACEBOOKBliv ven med Politiken