Omkring 1970 var jeg på lejrskole på Bornholm. En aften traskede nogle af os ned til biografen i Allinge-Sandvig. Her viste de ’The Terror’ med reklamebrølet »Fanget i et hjemsøgt slot ... du undslipper ikke RÆDSLEN!«.

Navnet Roger Corman forbandt vi næppe med noget særligt. Det er først senere, Cormans karriere som B-film-instruktør er blevet kult.

SE OGSÅ »Uden mine solbriller er jeg bare en fed mand i 70'erne«

Hovedrollen som den unge, vakse løjtnant André Duvalier, der under Napoleonskrigene forvilder sig væk fra sit kavaleriregiment og ender i kløerne på selveste Boris Karloff og den mystiske Ilsa Baronesse von Leppe, blev spillet af en spirrevip i stramme, lyseblå kavalerbukser ved navn Jack Nicholson.

Det var første gang, jeg så ham. Hvordan filmen, der fik dansk premiere i 1964, seks år senere, havde forvildet sig til Bornholm, må stå hen i det uvisse.

Flabet attitude
Det var et afgørende tidspunkt i Jack Nicholsons karriere. Skuespilleren med det endnu ufærdige ulvesmil havde siden debuten i 1956 hustlet sig frem i Hollywood med småroller på fjernsynet og roller i billige western og skrækfilm, især B-film af Roger Corman.

Som 30-årig i 1967 hørte han til i den gamle ende af ungdomsoprøret, men tidsånden gav ham nøglen til frihed og fremgang.

I 1969 kom hans gennembrud som den omkringdrivende George Hanson i ungdomsoprørets helt centrale film ’Easy Rider’, hvor han var bagsædepassager på Peter Fondas og Dennis Hoppers motorcykler.

Med ungdomsoprøret fulgte alskens form for fræk frigørelse. Nicholson lod ikke håret gro, men opsnappede de anarkistiske karaktertræk, som blev typiske for hans berømte flabede attitude. Fræk som en slagterhund som forfører og respektløs over for enhver autoritet.

Smådæmonisk glimt
Op igennem 1970’erne og et stykke ind i 1980’erne var der stort set hvert år en fremragende præstation af den skarpe skuespiller med de høje tindinger og det charmerende, smådæmoniske glimt i øjnene. Rollerne i ’Five Easy Pieces’ og ’Kødets lyst’ etablerede ham som en af sin tids mest markante nye karakterskuespillere.

I 1973 var han den hårdkogte militærpolitimand ’Bad Ass’ Buddusky i Hal Ashbys ’Den hårde straf’. Året efter skabte han med privatdetektiven J. J. Gittes i Roman Polanskis ’Chinatown’ den mest overbevisende arvtager til de gamle dages privatdetektiver.

LÆS OGSÅ Jack Nicholson giver sine grimasser nyt liv

Hans rolle som David Locke i Antonionis ’Profession: Reporter’ placerede ham i 1975 lige midt i tidsåndens øje. Samme år spillede han normal blandt de gale i Milos Formans filmatisering af Ken Keseys ’Gøgereden’.

Da 1980’erne gik i gang, så han ud til at skulle holde stilen. I 1980 var han Jack Torrance i ’Ondskabens Hotel’. Hvis nogen stadig skulle have været i tvivl om hans evner som forfører på lærredet, blev de manet i jorden med den dampende varme udgave af ’Postbudet ringer altid to gange’ i 1981, og to år senere stjal han billedet i ’Tid til kærtegn’. På det tidspunkt havde han allerede vundet to af sine tre oscarstatuetter. Jack Nicholson har været nomineret 12 gange, og det kan kun Meryl Streep slå.

Ikonografisk tilstedeværelse
Men ’Tid til kærtegn’ markerede samtidig et vendepunkt i Nicholsons karriere. Der blev nu længere mellem de rigtig store præstationer. Fra at være en dominerende kraft i amerikansk film slog Nicholson sig til tåls med rollen som ikonografisk tilstedeværelse.

Han var Jokeren i Batmanfilmen fra 1989, og på en måde var han nu også blevet jokeren snarere end kongen af Hollywood.

Efterhånden fandt Jack Nicholson ud af sit nye rollefag som ældre, men aldrig ufarlig statsmand. Filmene lignede ikke hinanden, men magten havde mændene til fælles, da Nicholson i 1992 spillede den berygtede fagforeningsboss Hoffa, og da han i 1996 var kostelig som udknaldet præsident i Tim Burtons mesterlige Marsfarce ’Mars Attacks!’.

Sin tredje oscar fik han i 1997 for ’As Good as It Gets’. Men den måske mest intense og bevægende præstation i sin sene karriere leverede han i ’The Pledge’ i 2001. Sean Penns opdatering af Friedrich Dürrenmatts ’Det skete ved højlys dag’.

På selv samme dag, som han skal på pension, bliver politimanden Jerry Black ramt af sagen, han ikke kan slippe. Otium forvandles til pinefuldt limbo. Sagen uopklaret. Livet uafklaret.

En vinderkombination
Trods et relativt mageligt tempo kan han inden for de sidste ti år se tilbage på to roller af den slags, andre ville ofre en hel karriere for.

I 2002 var han Schmidt i Alexander Paynes ’Rundt om Schmidt’, og i 2006 satte Martin Scorsese ham i scene som gangsterbossen Frank Costello i sin genindspilning af Hongkong-thrilleren ’Infernal Affairs’, der på amerikansk blev til ’The Departed’.

Kombinationen af Scorseses gangsterknowhow og Nicholsons tilbageholdte dæmoni var en klar vinderkombination. Ligesom langt det meste af det, Jack Nicholson har rørt ved, har været: en vinderkombination.