Knirkende hjul fra hestevognene, det monotone trav af hestehove, en enlig kanariefugls pip og blæsten er ens følgesvende hen over Oregons nordøstlige ørken i godt 100 endeløst fascinerende minutter.

Vi følger, lidenskabsløst observerende, en lille gruppe nybyggere, der i 1845, under ledelse af stifinderen Stephen Meek tager en smutvej væk fra floden for at undgå fjendtlige indianere.

Men går de i ring? Har Meek overhovedet nogen anelse om, hvor de er? Og hvad med indianeren, de fanger – fører han dem i baghold eller i sikkerhed mod vandet?

Betagende location
Kelly Reichardt, der lavede ’Wendy and Lucy’ med Michelle Williams som en hjemløs kvinde, der med sin hund er på vej mod Canada for at søge beskæftigelse, har instrueret ’Meek’s Cutoff’ med samme ubønhørlige sans for det sigende i enhver detalje.

Stilen er minimalistisk, tempoet vegeterende, men der er noget på spil i hver billedindstilling, hvis man evner at sidde stille og lade sig opsluge.

Reichardts film er i det gammeldags, næsten kvadratiske såkaldte academy-format og dermed milevidt fra den klassiske western store bredformat-extravanganza, nærmest som om Reichardt vil spænde ben for, at hendes film bliver for konventionelt flot.

Det er nu svært helt at undgå med en så betagende location og med en så lysfølsom fotograf, der har ladet sig inspirere af det sarte gule og ferskenfarverne i det tørre og golde.

Kvinderne er bærere af al visdom
Westerngenren er mændenes. Traditionelt. Og sådan kan ’Meek’s Cutoff’ da også se ud, men det er et bedragerisk indtryk.

For mens mændene diskuterer indbyrdes, om de skal sætte Meek fra bestillingen, måske endda hænge ham, er det kvinderne, der faktisk tager affære.

Mændene går afsides, når de skal beslutte noget af strategisk-politisk art, men kameraet bliver hos kvinderne, der anstrenger sig i det fjerne for at opsnappe et ord eller to.

De er bærere af al visdom i filmen, men skal de have deres vilje igennem, bliver det fra sidelinjen. Alt imens de samler brænde, laver mad, strikker.

Fortjener seks hjerter
Deres ressourcer understreges subtilt, men aldrig skingert, og Michelle Williams’ Emily er omme bag kysen og de lange tækkelige skørter i direkte familie med amerikansk films ubesungne stærke damer.

Gamle Meek, stifinderen uden nævneværdigt talent for at finde stier, er hendes modpol, indbildsk, racistisk og forfængelig. Men selv fjolser kan vel have ret, ligesom en hårdfør blond heltinde ikke nødvendigvis har fat i den lange ende?

Hvorfor giver jeg ikke ’Meek’s Cutoff’ seks hjerter, som jeg så indlysende synes, den fortjener det?

Enten fordi jeg er en nærig rad eller i erkendelse af, at filmen ikke egner sig for alle, ganske mange vil finde den langsommelig og udynamisk.

FACEBOOKBliv ven med Politiken