Da filminstruktøren David Lynch sidste år trådte frem som popmusiker med det ildevarslende album ’Crazy Clown Time’, udskrev han undervejs en konkurrence:

Skab musikvideoen til den dobbelte førstesingle, ’Good Day Today/I Know’.

Og så blev der fortolket og fortalt i Lynchs kryptiske ånd, hvor drenge forsvandt ned i aftensuppe, og stormlighterens lys blafrede i mørket.

Tomgang.  David Lynch har ikke instrueret siden ’Inland Em- pire’ fra 2006, og i hans nye musik- video synes han da også stå i filmisk tomgang. Fotos fra musikvideoMan kunne mene, at det i grunden var unødvendigt.

Musikkens uortodokse, gotiske og sød-surreelle stil ligger så meget i forlængelse af Lynchs ustabile americana-univers, at den i sig selv skaber nye kuldegysende billedfragmenter for det indre blik.

Denne tematiske fordobling bliver endnu værre i David Lynchs egen nye musikvideo til titelnummeret fra sit debutalbum.

Havefest på den lukkede
Lynch har holdt sig fra at instruere noget som helst siden 2006-filmen ’Inland Empire’, men nu har han valgt selv at sætte billeder på et stykke af sin afgrundsvaklende musik.

Kamerahånden ryster, virkeligheden flimrer, og tekstens ord gengives i konkrete billeder på den bankende trommemaskine-blues ’Crazy Clown Time’. Nogenlunde 1:1.

Med fistelstemme synger Lynch om Suzy, der river blusen af, skæve Kimmy, der hopper rundt, og Buddy, der skriger og spytter.

Og det viser han så i noget, der ligner en havefest på den lukkede, men under overfladen, naturligvis, er civilisationsundergang bøjet i nutid.

Maskerne falder mekanisk
Det lille udsyrede tableau i en svagt oplyst baghave midt om natten kører i ring ligesom teksten og bluesrytmen.

Et par sløjfer viklet ind i hinanden og tilsat en god, nervøs energi, men også uden Lynchs karakteristiske tvetydighed.

Det er den, der normalt hos ham lader maskerne løsne sig, så tvivlen kan snige sig ind.

Nu falder de bare mekanisk, når den musikalske uhygge udpensles så bogstaveligt.

Billederne kunne med fordel have arbejdet den anden vej, have holdt vejret og øjet fanget på et udsnit af normaliteten – lige dét sekund for længe, der gør, at man bliver ubehagelig til måde.

I stedet øger Lynch bare tempoet og forcerer forvirringen frem. Men sangen er skræmmende og pulserende nok i sig selv. Ikke mindst for lukkede øjnene.

FACEBOOKBliv ven med Politiken