Der skal to akkorder til.

To akkorder på et klaver, måske endda kun den første. Så ved jeg, at jeg skal katapulteres tilbage til midt-70’erne og mit teenageliv, tilbage til ’Vore bedste år’. Efter et par akkorder begynder hun at nynne kælent over klaveret, og så:

Mem’ries/ Light the corners of my mind./ Misty watercolor mem’ries/ Of the way we were.

Swoosh, og jeg er slugt i en kegle af en tidsmaskine, der afleverer mig i et biografplyssæde med modige unge tårer, der faldt meget, meget imod min vilje.

Det passede ikke min selvfølelse at flæbe til et melodrama af værste manipulerende skuffe.

Masser af ting
Når Barbra Streisand i dag fylder 70, er det fra den mest fremtrædende position i amerikansk showbiz.

Hun har solgt 140 millioner album verden over og er så langt den mest kommercielt succesrige kvindelige pladekunstner nogensinde. Og som tegn på hendes stamina gik der 48 år, fra hun første gang røg ind på album-top 10, til hun senest har været der.

Men der kan ikke skrives noget tilnærmelsesvis autentisk om hende, uden at den iboende tragedie tages i ed.

Jeg så for nylig en ekstremt lang udsendelse optaget i damens hus i Malibu. Første revle, mais naturellement. En hel aftens temaportræt af et liv så stivnet i manér og selviscenesættelse, at det var til at græde over.

Ikke et andet menneske i sigte. Ikke et kæledyr, kuperet hale eller ej. Ikke skyggen af hendes mand, James Brolin. Bare... ting. Og oceaner af kitsch, der vist ikke var købt som kitsch.

Mærkelige omstændigheder
Milliardærmagasinet Forbes anslog, at hun tjente 60 millioner dollar på et enkelt år, mellem juni 2006 og juni 2007.

Tænk engang: 60 millioner. Dollar! Man skal blive mærkelig. Et sted på nettet har en kvinde skrevet: »Det, der gør mig allermest lykkelig, er, at jeg er født, mens Barbra er i live!«. Tænk engang. Man skal blive mærkelig.

Streisand, der blev anset for at være en folkefjende af Nixon, har støttet demokratiske præsidentkandidater som hr. Clinton og senest Obama og blev engang spurgt, om ikke hun selv havde lyst til at stille op til politisk embede. Med alle tegn på fysisk ubehag svarede hun ærligt, at bare tanken om at skulle spritte sine hænder af efter hvert håndtryk afskrækkede hende.

Nej, mærkelig, det skal man blive.

Fjernede et 'a' fra sit fornavn
Hun voksede op som Barbara Joan Streisand i Brooklyn, New York.

En middelklassepige, datter af andengenerationsjøder fra Østrig og selv i besiddelse af en høgenæse, hun tidligt gjorde til et adelsmærke og et tydeligt fremspringende forbillede for andre jødiske kvinder.

Hun slettede det andet ’a’ i sit fornavn som en slags ungdomsprotest og sang i kor en stund, men nåede ikke at være ung særlig længe, før karrieren satte i ekspresgear.

Debuterede som teaterskuespiller, natklubsangerinde og talkshowgæst, inden hun blev 20, og som 21-årig havde hun selvtillid nok til at kalde sit første album ’The Barbra Streisand Album’.

Oscar for sin debut
Den amerikanske tv-journalist havde hende i sit show og fandt den purunge Babs ulideligt selvcentreret, en kritik, der skulle følge hende hele karrieren igennem.

Da en pæn, voksen journalistkvinde for nylig fiffigt spurgte – som den mindst 117. journalist – til Streisands perfektionisme: »Du siger det, som om det er en dårlig ting... Hvis man siger det om en mand, er det altid positivt ment, men om en kvinde betyder det bare, at hun er skideirriterende«, og Streisand fører en dannet hånd op til sin mund:

»Undskyld mit sprog«.

Og man forstår hende. Ingen har kæmpet den kamp hårdere end hun.

Da hun i 1968 får en Oscar for sin allerførste film, ’Funny Girl’, som hun deler med den allerede da legendariske Katharine Hepburn, kigger hun ned på guldstatuetten i sin favn: »Hello, gorgeous!«, siger hun og prøver at se klædeligt beskeden ud, uden at det vil lykkes – hun har da arbejdet med hver celle i sin krop og i døgndrift for at nå hertil.

Streisand er, om nogen, sit helt eget produkt.

Kvindelig auterisme
Men selv svorne fans – jeg var dog en undtagelse – korsede sig, da filmen ’Yentl’ om en begavet jødisk pige, der klæder sig som mand for at få lov at studere på universitetet i århundredets begyndelse i Polen, kom ud, skrevet, produceret, instrueret og spillet af divaen selv.

Er der dog ingen grænse for den dames narcissisme og kontrolsyge?, spurgte man.

Der var en ikke ringe grad af misogyni over den betragtning, for mandlige multitalenter – dem, vi med et imponeret begreb kalder auteurer – er blevet hævet til skyerne for samme slags monomane ambition.

Hun er vendt tilbage til Hollywood i mor- og mormorfaget, og rygter vil vide, at hun både skal producere, instruere og spille i en ny film over ’Gypsy’, og såvel hun som Meryl Streep og Glenn Close har i de seneste år været på tale til at spille den sindsforstyrrede stumfilmsstjerne Norma Desmond i musicalfilmen over ’Sunset Boulevard’.

Crack-hits
Streisand ligger smult i traditionen efter Judy Garland og Ethel Merman, de store fortolkere af evigamerikansk populærsang.

Hun har sjældent vovet sig uden for det repertoire af standardballader og Broadwayhits, hun blev berømt på, selv om hun udvidede med disco og mere mainstreampop op gennem 80’erne.

Hendes kendingsnumre er sange som ’The Way We Were’, ’Don’t Rain on My Parade’, ’Woman in Love’, ’Papa, I Can Hear You’ og den guddommelige ’People’, som er det YouTube-klip, jeg har set oftest. Jeg kan aldrig finde cd’en, når jeg skal bruge den, og når jeg skal bruge den, skal jeg bruge den nu! Som crack.

People who need people/ Are the luckiest people in the world./ We’re children, needing other children/ And yet letting a grownup pride/ Hide all the need inside/ Acting more like children than children.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken