Humørbomber er ikke russisk films fremmeste eksportvare. Til gengæld er der ofte høj kunstnerisk kvalitet over skildringerne af mennesker kuede og knugede af historiens massivitet og landskabets lammende endeløshed.

Det gælder også for dokumentarfilmskaberen Sergei Loznitsas første spillefilm, 'My Joy'.

Har dokumenteret det russiske liv
Loznitsa har i årevis rejst rundt og dokumenteret det russiske liv, og hvis 'My Joy', som hævdet, er en slags destillat af hans oplevelser, må man håbe, Gud bevarer den menige russer! For de jordiske magter i Putins æra synes ikke synderligt interesserede i det.

LÆS OGSÅRørende dokumentar overgår både virkelighed og fantasi

I filmens første billeder bliver der blandet cement, hvorpå en mand bliver smidt ned i et hul, overhældt med cementen og uceremonielt dækket til af en bulldozer. Og meget mere muntert bliver det ikke.

Mere dagligdags end grotesk
Lastbilchaufføren Georgy skal ud på en helt almindelig tur. Han kører ud ad en snorlige hullet landevej et fladt, skovbevokset sted i den russiske provins. Men det almindelige er ikke noget rart.

Samtlige politimænd og øvrighedspersoner viser sig korrupte, voldelige og ubehagelige af princip. Som naturlig reaktion synes en resigneret befolkning forvandlet til duknakkede luskebukse, ludere, tyve og røvere. Det mest ubehagelige er, at Sergei Loznitsa formår at skildre det, så det virker meget mere dagligdags end grotesk.

Rusland er et trafikuheld
Georgy er et ordentligt menneske. Så han bliver nærmest betragtet som idiot. Hvilket der jo er en rig tradition for i Dostojevskijs hjemland.

Georgy tager imod et fatalt råd fra en ca. 12-årig prostitueret for at slippe for endnu en timelang kø i forbindelse med et trafikuheld. Men må sande, at Rusland er et trafikuheld, russerne ikke sådan kan undslippe. Genvejen fører ingen steder hen. Og det er så, hvor der ligger en landsby, man ikke kan komme ud af igen.

Dokumentarisk symbolisme
Loznitsa har skabt en slags dokumentarisk symbolisme, hvor alting er ladet med lige dele betydning og betydningsløshed.

Flere af vejene og vidnerne synes at føre tilbage til krigens tid. Den Store Fædrelandskrig.

I stedet for tidligere tiders nationale heroisme nu fortalt som små historier om mord, magtmisbrug og håbløshed. Små historiske tilbageblik, som glider alt for ubesværet ind i filmens nutid, der ligner en slags social delirium tremens. Det er, som om nogen har flået den moralske rygrad ud af samfundskroppen.

Magtmisbruget gennemtærer alt
Som skildret i 'My Joy' er det magtmisbruget, der gennemtærer alt i en nation med en betændt, autoritær historie, der aldrig er blevet gjort op med.

Hvis nogen har magt til at afkræve dig dine 'dokumenter', dine identitetspapirer, har de også magt til at udnytte deres position. Uden et opgør med magtmisbruget har man kun civilisation for de magtfulde, kan Loznitsas budskab tydes som.

Filmen falder i to halvdele. Den første og bedste er i konstant bevægelse on the road, mens den anden nærmest sner inde og fryser til.

'My Joy' er et spejl, hvor magtmisbruget og den institutionaliserede korruption kan glo på sine mange ucharmerende ansigter og den apati, det spreder.

I Rusland laver de realistiske zombiefilm.

FACEBOOKBliv ven med Politiken