Annonce
Annonce

Sektioner

Medier

Aktuelle temaer

Satire

Genveje

Services

Andre websites

Kontakt

Fokus Cannes 2013

Annonce
Film 18. maj. 2012 KL. 09.28

Kim Skotte: Fransk stjerneinstruktør skuffer i Cannes

Marion Cotillard får benene spist af en spækhugger i Jacques Audiards kun delvist vellykkede 'Rust and Bone'.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Kim Skotte, filmredaktør
AF Kim Skotte, filmredaktør

Cannes 2013


Cannes Film Festival nr. 66. finder sted 15.-26. maj 2013. 20 film kæmper i hovedkonkurrencen om Guldpalmen.

BESØG det officielle Cannes-site (eksternt link)

Jeg går på strandpromenaden i Cannes og ser på de slentrende mennesker, som udstråler en rolig bevidsthed om, at bestræbelsen på at opnå den perfekte brune kulør er Rivieraens svar på omverdensproblemet.

Grækenlands mulige ’Grexit’ fra euroen. De blodige kampe i Syrien. Virkeligheden kan være nok så virkelig andre steder. Her i Cannes er den eneste virkelighed, der tæller, den fiktive.

Instruktørernes kamp for at skabe fiktioner, der opleves som så virkelige, at det ikke skurrer mod vores sarte og fintfølende anmelderantenner, der sidder et sted i maveregionen, hvor de modtager meldinger fra et netværk i hjernen, der i løbet af et enkelt drama på to timer kombinerer og vurderer flere informationer, end der er stilethæle i Cannes.

Politisk soap
På forhånd havde jeg frygtet, at den egyptiske film ’After the Battle’ kun var kommet med i konkurrencen, fordi man gerne ville have noget med arabisk forår. Det viser sig desværre at være rigtigt.

Veteranen Yousry Nasrallah tager afsæt i virkelige optagelser fra de dage, hvor ryttere fra provinsen på dromedarer og heste i ’Kamelslaget’ gik til angreb på demonstranterne på Tahrirpladsen. Så langt, så virkeligt.

LÆS OGSÅKim Skotte: Spøjs spejderlejr åbnede filmfesten

Men herfra konstruerer Nasrallah en skematisk historie om den politisk aktive unge kvinde Reem, der falder for den analfabetiske rytter Mahmoud fra Nazlet El-Samman fra foden af Gizapyramiderne. Mahmoud blev væltet af hesten og fik bank på Tahrir, så nu er han ikke bare upopulær hos de progressive, men hånet og udstødt blandt sine egne.

’After the Battle’ er interessant, fordi den er aktuel, men skuespillet og stilen er politisk soap og de mange gentagelser klodsede. Her er virkeligheden virkelig nok. Det er fiktionaliseringen af den, der halter som en bovlam kamel.

Franske forventninger indfries ikke
Efter Jacques Audiards fantastiske fængselsfilm ’Profeten’ går jeg ind til hans nye ’Rust and Bone’ (’De Rouille et d’Os’) med store forventninger. De bliver desværre kun delvis indfriet.

Uden en euro på lommen indfinder Ali sig med sin forsømte 5-årige søn hos sin søster, der lever i små kår på Côte d’Azur.

Ali er en stærk bokser. Han får job som dørmand på et diskotek og bliver lun på Stephanie, der har fået en blodtud. Senere mødes de igen.

LÆS MERE Mads Mikkelsen er blandt favoritterne i Cannes

’Rust and Bone’ er lige præcis så konstrueret, at virkelighedsfølelsen hele tiden kommer og går som et lidt for svagt signal.

Kim Skotte

Hun viser sig at være dyretæmmer i et akvarium, men siden sidst har en dræberhval spist begge hendes ben. Der opstår et venskab med indbygget sex. For at skaffe penge begynder Ali at slås i ulovlig streetfighting. Han er god til det og nyder suset fra kamp og adrenalin.

’Rust and Bone’ understreger, at Jacques Audiard er en enormt dygtig filmskaber. Billederne af badeture og dræberhvaler skifter mellem virtuositet og rå realisme, uden at kæden hopper af.

Feterede Marion Cotillard er god som Stephanie og Matthias Schoenaerts eminent som Ali. Illusionen om Stephanies manglende ben er perfekt realiseret. Musiksiden stærk, men en anelse overlæsset. Som denne usentimentale, men noget melodramatiske film også er, hvad angår antal af temaer.

Ali og Stephanie er to mennesker, man tror på, men det er svært at tro på de ting, der overgår dem. ’Rust and Bone’ er lige præcis så konstrueret, at virkelighedsfølelsen hele tiden kommer og går som et lidt for svagt signal.

Polanskis liv
Men på den anden side: Hvis Roman Polanskis liv havde været en fiktion, havde jeg måske også syntes, der var en historie eller to for meget?

Dokumentarfilmen ’Roman Polanski: A Film Memoir’ er en samtale mellem Polanski og hans gamle ven Andy Braunsberg. Den foregår i Gstaad under Polanskis ti måneder lange husarrest i 2010 og gennemgår med hjælp fra arkivmateriale Polanskis overvældende liv.

LÆS OGSÅFransk films store starlet er »viril og sårbar«

Dagen, hvor hans gravide mor blev taget af tyskerne og sendt direkte til gaskamrene i Auschwitz. »De tog Mor. Jeg græd ikke«. Men det gør han nu.

Da hans far sammen med de andre mænd i ghettoen blev sendt til Mauthausen, men med et hvæsende »Pis af!« fik den lille Roman til at stikke af.

Hans første gode ven, Pawel, som blev skudt sammen med de andre små drenge. Og mange år senere, som en gentagelse af et forfærdeligt mareridt, Mansonklanens bestialske nedslagtning af Polanskis højgravide hustru, Sharon Tate, og fire andre uskyldige mennesker.

Som at dressere dræberhvaler
Virkeligheden har flået Polanskis liv i stykker flere gange og samlet det igen.

Filmtriumfer som ’Chinatown’ og ’Pianisten’. Den pludseligt opblussede gamle anklage for lolitasex, som efter et års uvished endte med, at Schweiz afviste det amerikanske krav om udlevering.

»Det har været meget op og ned«, siger han og beskriver en bølgende kurve i luften. »Andres liv er nok mere sådan ligeud. Jeg ved ikke, hvad der er bedst«.

Sådan er det nok med virkeligheden, tænker jeg uvilkårligt. Den kommer og går, som den vil. Anderledes er det for instruktørerne. De har redskaberne til at skabe deres egen.

Men at få det til at lykkes er nok lidt som at dressere dræberhvaler og få besværet bag gyset til at tage sig legende let ud.

FACEBOOKBliv ven med Politiken