Annonce
Annonce

Sektioner

Medier

Aktuelle temaer

Satire

Genveje

Services

Andre websites

Kontakt

Fokus Cannes 2013

Annonce
Film 24. maj. 2012 KL. 11.46

Kim Skotte: Beat-film om sex, drugs og jazz er for tam

Filmen fanger ikke den rastløse puls i Jack Kerouacs 'Vejene'.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Kim Skotte, filmredaktør
AF Kim Skotte, filmredaktør

Cannes 2013


Cannes Film Festival nr. 66. finder sted 15.-26. maj 2013. 20 film kæmper i hovedkonkurrencen om Guldpalmen.

BESØG det officielle Cannes-site (eksternt link)

Man kan jo ikke bruge hele sit liv på at tælle millionerne, så Ronnie Wood fra Rolling Stones har en nebengesjæft som billedkunstner, og i et galleri lige om hjørnet fra mit hotel udstiller han sine billeder og bemalede guitarer.

Wood må vel nærmest kaldes hjemstavnsmaler, for motiverne er primært kulørte skilderier af Mick Jagger og de andre rullesten.

Men før der var noget, der hed rock’n’roll, var der beat.

I årene før rocken blev født, bekendte efterkrigsårenes rastløse rullesten sig til det vilde liv med marihuana, fri sex, poesi og jazz under overskriften the beat generation. Beatgenerationens bibel kalder man Jack Kerouacs ’On The Road’ (’Vejene’).

Et popkulturelt helligskrift, den brasilianske instruktør Walter Salles har dumdristet sig til at filmatisere.

Hvilket han har gjort dygtigt, men uden helt at finde ind til værkets rastløse og sultne puls – dets beat. Hvis jeg var Walter Salles, ville jeg nok have vovet pelsen og gjort filmen lidt mere litterær og ladet teksten spille med på beatet.

KIM SKOTTE Pitt er iskold i brutalt gangsterdrama

Vil ikke anklages for at være litterær
’On The Road’ er en nøgleroman.

Keroauc kaldte sig Sal Paradise, vildbassen Neal Cassady blev Dean Moriarty, William S. Burroughs blev Old Bull Lee og generationens største digter, Allen Ginsberg, blev til Carlo Marx.

FOTO En superstjernes dag i Cannes

De bliver i filmen spillet af Sam Riley, Garrett Hedlund, Viggo Mortensen og Tom Sturridge. I en film, som fokuserer på det eksistentielle uden det litterære, har Hedlund den bedste rolle som den rastløse, ansvars-allergiker og kvinde- og mandebedårer Dean Moriarty.

Sværere har Sam Riley det i hovedrollen, af den simple grund at Salles har nedtonet det litterære i en grad, så jeg har svært ved at fornemme desperationen og sulten i den unge forfatters kamp for at komme ind til nerven i sit stof.

LÆS OGSÅCannes-film med Viggo Mortensen var otte år undervejs

Temaet er personlig frihed.

Midlerne er sex, drugs og jazzmusik. Som roadmovie er filmen prægtig at skue. USA bliver gennemkørt på kryds og tværs og fra kyst til kyst. Tidsbilledet fra årene 1949-51 er omhyggeligt genskabt, og landskaberne er mere maleriske end Ronnie Woods hilsner fra Trommesalen.

Det er en tur, jeg nyder at være med på, men følelsesmæssigt forbliver jeg bagsædepassager på den lange tur.

LÆS MERE Dansk topproducer afslører nye detaljer i Cannes

Viggo Mortensen former en dygtig Burroughs i en parentetisk rolle, mens man aldrig forstår, hvorfor medløberen Ed Dunkle ikke bare stilfærdigt er blevet skrevet ud af historien, når han alligevel ingen rolle spiller.

Velgjorte ’On The Road’ mangler det element af skarp psykologi og historisk kontekst, som i højere grad kunne begrunde personernes valg og personlighed, når nu Salles så nødig vil anklages for at være litterær.

Hovedløs fantasi
Også Leos Carax’ ’Holy Motors’ er benzindrevet.

Den franske instruktør har efter sigende nægtet at stille op til interview i Cannes. Velsagtens for ikke at skulle forklare, hvad konkurrencens hidtil mærkeligste film handler om!

Den mystiske monsieur Oscar bliver kørt rundt i en limousine for at passe sine aftaler. Hver ’aftale’ er et dramatisk møde, hvor Oscar dukker op i ny forklædning som morder, elsker, døende onkel, vrissen Papa og monstrøs vagabond med et strittende højrødt lem.

Hvilket Eva Mendes i rollen som Fotomodelskønheden over for Udyret får lejlighed til at beundre. ’Holy Motors’ ligner en absurd Roy Anderson-film på fransk kultursyre med et element af David Lynch-pastiche. Kylie Minogue spiller tragisk stewardesse i et musicaldrama, mens Michel Piccoli vistnok er Godfather i det høje.

GRANDDIREKTØREN Haneke ligner en oplagt vinder

Filmen kan ses som en provokerende diskurs med tidens bevidstløse brug af genrefilmenes værktøjskasse. Dialogen er oftest parodisk indholdstom, mens begivenhederne udfoldes med en hovedløs fantasi, som grimmasserende åler Hollywoods slappe maveskind.

Men måske er det bare fortolkeren, der løber af med mig og den halve vind. Selv affejer Carax med en erklæring om, at filmens kapitler bare er udsprunget af forskellige aborterede projekter.

Den køber jeg nu ikke. Dertil er filmen for besat af sin egen groteske humor og filmhistoriske ironi. Næsten alt er proppet i denne film.

Det er vist kun Ronnie Wood og hans guitar, der mangler!

FACEBOOKBliv ven med Politiken