Man kan sige meget godt om den snart 50-årige Quentin Tarantino, men hans tricks skal doseres med sikker og forsigtig hånd.

Det er instruktør Aaron Harveys thriller ’Catch 44’ et glimrende eksempel på.

For dens lillebitte historie om tre gangstertøser, der lokkes på afveje, fordi deres chef ønsker at skaffe dem af vejen, bliver hverken større eller mere spændende af at blive fortalt på en indviklet måde, hvor selve handlingens centrale skudduel afvikles glimtvis med stedse større udsyn, og hvor vi som tilskuere kommer ind i det hele, lige inden det for alvor begynder, for dernæst at få det hele berettet i retrospekt.

Fordums store skuespillere reduceret til celebre biroller
Samtidig bærer filmen på en lidt trist vis vidnesbyrd om, at den tidligere så charmante superstjerne Bruce Willis er regrederet til celeber birolleskuespiller, der stiller op til hvad som helst og dermed forlener tvivlsomme produkter med en glans fra sin fordums storhed.

I dette tilfælde agerer han en excentrisk og barsk gangsterboss ved navn Mel, som har en udtalt forkærlighed for unge kvinder og pekannødder. Forest Whitaker laver samme stunt, men hans overspil har stadig den labile farlighed, man kender fra hans bedre sammenhænge.

De tre tøser (Malin Akerman, Nikki Reed og Deborah Ann Woll) er indtagende, cool og kvikke, og dialogen har den der tarantinoske indbyggede verfremdung, som på en gang er inciterende, men også åh, så trættende som en ung hipsterknøs fra Vedbæk, der fortæller om, hvor glad han er for at bo i Istedgade sammen med alle de virkelige og autentiske mennesker. Gabagaba – gaaaab.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken