Semih Kaplanoglu er tyrkisk films store mystiker, men filmene forholder sig til et land i forandring.

Den centrale trilogi handler om landbodrengen Yusuf, der vokser op og bliver storbydigter.

Guldbjørnvinderen, den betagende ’Honning’, der var den nyeste af de tre film, men en prequel til de to næste handlede om drengen Yusuf, der vokser op på den anatolske højslette og drømmer om sin ofte fraværende far, der er ude at samle honning højt, højt oppe i træerne, ’Æg’ beskæftigede sig med den voksne Yusuf, der vender hjem til landsbyen for at begrave sin mor og ikke ved, om han skal blive.

Poetisk og uomgængeligt
I ’Mælk’, den midterste af filmene, er Yusuf en ung mand, der driver et landbrug med sin mor, kører mælk ud til kunderne og sælger på markedet og måske, måske ikke vil være digter i stedet.

Hans mor har i al hemmelighed fået sig en ny kæreste, og måske er det på tide for Yusuf at komme videre i sit liv. Eller i gang rettere.

I ’Æg’ er det, helt urimeligt, men også poetisk og uomgængeligt, en stor hund, der dukker op og holder Yusuf i skak gennem en helt aften og en nat ude på marken, hvor han ellers var ved at rejse tilbage til den store by.

Fænomenal scene
I ’Mælk’ er der en helt fænomenal scene, som bør beskrives i detaljer:

Bedstefaderen går foran Yusuf ind i køkkenet, kigger sig halvt bag over skulderen på drengen og ender i et nærbillede.

Langsomt kryber han ned under billedfeltet, og i baggrunden, halvt utydeligt, ser vi Yusuf følge ham ned på gulvet, uden at kameraet bevæger sig efter dem.

Mere end et halvt minut senere rejser Yusuf sig pludselig op i billedfeltet, men nu forrest, hvorefter bedstefaderen dukker op, halvsløret, bagved.

Da den gamle vender sig og går ud af køkkenet, kigger Yusuf sig halvt tilbage over skulderen.

Som ’litteratur’ giver det ingen mening – hvad lavede de nede på det gulv og hvorfor? – men som film er det mageløst, gådefuldt og pirrende.

Selvfølgelig kan det være et billede på, hvordan patriarkatet skifter generation, men så har man stadig kun strejfet overfladen af Kaplanoglus vision, der klart er mere lyrik end prosa.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken