Med en film kan du forestille dig de rullende kameraer, og ethvert maleri bærer sigende penselstrøg efter kunstnerens hånd.

Men hvad hulen sker der i skabelsen af et moderne digitalt spil?

At rykke fra idé til færdigt spil fordrer forståeligt nok kompetencer udi vidt forskellige aspekter som f.eks. grafik, programmering, lyd og spilmekanik.

Men selv om disse delelementer måske kan forstås enkeltvis, er sammensmeltningen af dem oftest en stærkt uvejsom rejse til en fremmed verden fyldt med teknisk jargon og elektronisk nørderi, men også med blændende stærke kunstfærdige tanker og ambitiøse visioner.

Forskellige med samme udgangspunkt
Som en af de første mere vellykkede dokumentarfilm fokuserer ‘Indie Game: The Movie’ på denne skabelsesproces ved at krydsklippe mellem fire af nutidens mest passionerede amerikanske uafhængige spilskabere.

Filmens fire hovedpersoner kan groft sagt kaldes nutidens svar på ’bedroom coders’ – en betegnelse fra 1980’erne, hvor langt hovedparten af verdens computerspil blev udviklet af en eller to personer i private hjem, da der ikke var råd til andet end personlighed, passion og pionerånd i en klippefast tro på en bedre fremtid.

Fælles for filmens fire hovedpersoner er tillige, at de enten har stået eller står på tærsklen til at udgive deres debutspil, som paradoksalt nok alle er kreative videreudviklinger af platformsspilgenren, som ’Mario’-spillene lagde grundstenen til tilbage i starten af netop 1980’erne. På den vis er ringen fornemt sluttet.

Trods samme genre er de fire spilskabere dog ganske forskellige.

Spil for kameraet
Den første spilskaber, Phil Fish, møder vi, efter at han i snart fem år har kæmpet med sit eksperimenterende spil ‘Fez’, der nu nærmer sig sin udgivelse.

LÆS ANMELDELSEGenialt fabel-spil er en skattekiste af snørklede gåder

Dernæst tager filmen os indenfor hos den absolut mest ligevægtige spilskaber i Edmund McMillen og hans partner Tommy Refenes, der i godt 2/3 af filmen hamrer løs på deres tastatur, mens de deler barndomstraumer og får flere nedture i forsøget på at få lanceret deres masochistisk svære spil ‘Super Meat Boy’.

Denne fortælling er utvivlsomt den mest sigende og komplette i hele filmen, da deres spil netop udkommer for rullende kameraer, og man oplever McMillen og Refenes før og efter debuten på deres livsværk.

Som i øvrigt blev en stor kassesucces i efteråret 2010 til Microsofts Xbox 360-konsol og senere til Windows.

Filmens vinder
Filmens fjerde og sidste hovedrolle er Jonathan Blow, der siden sit første og eneste spil, ‘Braid’ fra 2009, har kørt sig selv i stilling som indbegrebet af auteur-spilskaberen.

Blow er arrogant, blændende dygtig og skånselsløs i sin kritik af den etablerede og pinagtigt kommercielle spilbranche, fordi den spytter spil ud på samlebånd uden personlighed og nerve.

LÆS ANMELDELSE'Braid' er et tidløst mesterværk

I filmen får han uimodsagt lov til at bjæffe sine bredsider af sted, men hans tilstedeværelse mangler både tyngde, spænding og klimaks. For hvad Blow lykkeligvis fortrænger er, at det netop er de store kommercielle spilselskaber, der giver ham hans kække auteur-identitet og ofte nuanceløse konfliktsyn.

I godt halvanden time klipper filmen frem og tilbage mellem hovedpersonerne, men det er og bliver McMillen, der ender som vinderen, og filmen kunne snildt blot have handlet om ham. For ved at inkludere de andre spilskabere skaber ‘Indie Game: The Movie’ et falsk billede af nutidens spilbranche.

Handler det kun om penge?
Det er absolut ikke alle indie-udviklere, der er unge, hvide, og som lever på en pind, indtil deres store gennembrud.

Der går simpelthen for meget Askepot i den, når instruktørerne svælger i deres egne romantiserende tolkninger af virkeligheden, hvor det er tydeligt, at hovedpersonerne og særligt Blow får lov til at styre vinklingen alt, alt for meget.

Fez.  Phil Fish har brugt 5 år på at få sit spil færdigt.Oftest føles det, som om hovedpersonerne er i gang med at overstå deres værnepligt, før de endelig kan udklækkes som sande spilkunstnere.

Men denne naive jagt efter kunstnerisk opstandelse klinger hult, fordi filmen (og spilskaberne selv) jagter de høje salgstal.

Så da ‘Super Meat Boy‘ i filmens afsluttende klimaks bliver lanceret og runder en million solgte eksemplarer, er instruktørerne hurtige til at smække tallet op på skærmen.

Men uden at få præsenteret konteksten som f.eks. spillets salgspris, distributionsmodel og placering i forhold til andre spil på markedet sidder den uvidende seer tilbage uden at ane andet, end at spillet blev et kommercielt hit.

LÆS OGSÅTre nye platformsspil viser fremtiden

Det er labert og Hollywood-agtigt forløsende, men når filmen her i sit klimaks slår fast, at den kommercielle succes er slutmålet, og ikke, om det færdige spil indfriede de kunstneriske visioner, udvander det resten af filmens agenda.

Så måske handler det alligevel kun om penge trods alt?

Den utilsigtede dobbelthed gør ‘Indie Game: The Movie’ til en på en gang dybt interessant og opfindsomt velklippet dokumentar om, hvordan man tæmmer en nyere kunstform, men også til en film, der ligger under for sine hovedpersoners personlighed og kun formår at portrættere en urepræsentativ lille flig af verdens indie-spiludviklere.