Annonce
Annonce
Annonce
Film 27. jul. 2012 KL. 20.35

Bier om Biennale-plads: »Der er ikke noget mere magisk end Venedig«

Invitationen til Venedig er sjælden både for danske film og for romantiske komedier.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

»Jeg har det skønt. Udover at det er utrolig ærefuldt - fordi der ikke har været synderlig interesse for danske film på Venedig Filmfestival i mange år - så er det bare ret fantastisk«, siger filminstruktør Susanne Bier til politiken.dk.

Hendes nye film ’Den Skaldede Frisør’, med Trine Dyrholm og Pierce Brosnan i hovedrollerne, får verdenspremiere, når den til august vises på Venedig Filmfestival. Og det er ganske sjældent for en dansk film.

Dansken er en sjælden gæst
Kalenderen viste 1990, sidste gang en dansk film optog en plads i hovedprogrammet på Biennalen. Dengang havde Helle Ryslinge æren af at præsentere sin film ’Sirup’, som vandt en delt pris for bedste manuskript.

LÆS OGSÅSusanne Bier får fornem verdenspremiere

Siden da har ingen dansk film deltaget i hovedprogrammet i Venedig og kun ganske få, har, ligesom Susanne Bier i år, fået lov til at vise deres film uden for konkurrencen.

Sidst blev Nicolas Winding Refns ’Valhalla Rising’ vist i serien Midnight Screening under festivalen i 2009.

Romantisk komedie
Invitationen er også særlig overvældende, fordi Susanne Bier denne gang har givet sig i kast med en romantisk komedie.

»Og det er enormt ærefuldt for en romantisk komedie at komme i betragtning til en filmfestival, der typisk hylder tunge, alvorlige film. Det er en anerkendelse af, at der er substans i filmen. Den ville ikke være blevet inviteret, hvis de anså den som overfladisk, så det er en stor ros«, siger filmskaberen.

En fortælling om mennesker
'Den Skaldede Frisør' udspiller sig i en gammel, romantisk villa på en italiensk citronlund, hvor et bryllup forløber helt skævt.

LÆS OGSÅPierce Brosnan taler dansk i Susanne Biers nye film

»Filmen beskriver en gruppe mennesker, der tror, de er, hvor de skal være i deres liv. Nogen af dem bilder sig måske ind, at de er lykkelige, andre ved godt, at de ikke er lykkelige. Og når filmen slutter, er de et andet sted, end da vi begyndte«, siger Susanne Bier, der fortsat gerne vil holde handlingen tæt til kroppen.

»Ellers er det kedeligt«, siger hun.

Ikke 'Den Eneste Ene'
Sidst Susanne Bier lavede en romantisk komedie, hed titlen som bekendt 'Den Eneste Ene', men den nye film ligner ikke 'Den Eneste Ene'.

LÆS OGSÅBiers nyeste film er solgt til USA

»Det er en film, som bestemt giver publikum lov til både at grine og til at fælde en tåre - men ikke på den tunge måde. Jeg elsker selv film, hvor jeg griner, men også får lov til at blive berørt, og hvor jeg føler stor ømhed over for karaktererne«, siger Susanne Bier om sin nye film, der udover Trine Dyrholm og Pierce Brosnan har Paprika Steen, Kim Bodnia, Bodil Jørgensen og Christiane Schaumburg-Müller med på rollelisten.

Magisk scene
Udover at Venedig Filmfestival er en » fantastisk måde at blive introduceret til verden på«, så passer scenen Venedig også formidabelt til film og i særdeleshed til ’Den Skaldede Frisør’, mener Susanne Bier.

»Film er et lille eventyr, og der er ikke noget mere magisk end Venedig, så det passer godt sammen. Og Venedigs karakter passer rigtig godt til den her film«, siger Susanne Bier.