»Penge vil rejse sørgelige spørgsmål, indtil denne tidsalders mennesker dør. Til sidst vil vi ende med selv at blive en slags penge i vores forhold til hinanden, og vi vil tvære os selv ud på asfalten. I dag råber jeg igen til himlen med mager tro. Gud, se i nåde til os«, erklærer den koreanske instruktør Kim Ki-duk om baggrunden for sin nye film ’Pieta’.

»Fra de store krige til de banale forbrydelser – jeg tror, at alle vi, som lever i denne tidsalder, er syndere og medskyldige«.

Nådens lyssætning tager sig dog noget speciel ud i Kim Ki-duks optik. En pieta er billedet af Jomfru Maria med den mishandlede Kristuskrop i sit skød.

I sine mange film er Kim Ki-duk optaget af tro og vold. Jeg har ikke set alle hans 18 film, men de seneste, jeg har set, har været for tillukkede efter min smag. Men ’Pieta’ er en tilbagevenden til en mere udadvendt og voldsom fortællestil. Det bedste fra hans hånd siden det lille mesterværk ’Tomme huse’ fra 2004.

Jern vs. Kang-do
’Pieta’ er ét stort skrig af smerte fra en instruktør, som rygterne vil vide i perioder lider af heftige depressioner.

’Pieta’ er et desperat råb om hjælp fortalt med knusende brutalitet og makaber humor. Der er simpelthen bare knald på i hver eneste intense scene. Fortællingen er opstillet som en unægtelig uortodoks pietafiguration pyntet op med lidt Freud og koreansk ultravold.

LÆS OGSÅVenedig dag 7: Så kom festivalen endelig i gang

Den unge inkassogorilla Kang-do er i begge ordets betydninger en mand uden nåde. Han inddriver penge fra folk, der ikke kan betale den lokale gangsters ågerrenter. Det er småkårsfolk i et nedslidt kvarter. Snart vil storkapitalens skyskrabere kvase den gamle bydel i Cheonggyecheon. De mest velstillede har en lille drejebænk. Andre lever af skrot.

Man skulle næsten tro, mennesket var en art, der spiste jern. Men selv jern er blødt i forhold til Kang-do! Kan man ikke betale sin gæld, bliver man lige på stedet gjort til krøbling, så gangsteren kan få forsikringspengene. Kang-do udfører sit arbejde med iskold entusiasme.

Den tabte barndom
Men så en dag dukker en kvinde op, og påstår, hun er hans mor. Den mor, som forlod ham for 30 år siden.

Kang-do afviser hende brutalt. Hun trænger sig på. Accepterer ydmygt alle afvisninger. Selv da han tvinger hende til at spise glasskår og voldtager hende for at trænge ind, hvor han engang er kommet ud. Hun er parat til at tåle alle forhånelser for at sone sin brøde.

Det kræver en stærk mave at se en film af Kim Ki-duk. Det er lidt som at spise glasskår i overført betydning. Men der er mening med galskaben i de symbolladede scener, som kameraet nærmest borer sig ind i.

Langsomt accepterer Kang-do kvinden som sin mor. Baglæns nærmer han sig følelserne fra sin manglende barndom. Han får noget, han aldrig har haft før: noget at miste.

Logisk svaghed
Så handler det bare om, at kærligheden overvinder ondskaben i denne pengenes verden?

Jeg kan tro nej! Ikke så snart har sårbarheden slået rod i Kang-do, før hans mor begynder at lave forsvindingsnumre. Er kvinden virkelig hans mor, eller er ’Pieta’ bag sin ikke særlig fromme gestik endnu et eksempel på det mest gennemgående koreanske filmtema, som er den udspekulerede hævn?

LÆS OGSÅVenedig dag 6: Guldpalmevinders efterfølger skuffer fælt

Kim Ki-duk hævder, at alle mennesker har en slags guddom, de forholder sig til. Så det afgørende brud i Kang-dos liv er ikke bestemt af, om kvinden er hans mor eller ej, men af, hvorvidt Kang-do beslutter sig for at tro, hun er hans mor.

Den logiske svaghed i filmen er, at Kang-do jo næsten er nødt til at tro på hende. Hvordan kunne hun ellers vide, at han blev forladt af sin mor som spæd?

Tre løvekandidater
’Pieta’ er djævelsk kraftfuld, regulært udfordrende og lavet med en filmisk nerve, som ikke svigter Kim Ki-duk et sekund. Og så er begge de to hovedpersoner aldeles fremragende. Det gælder Lee Jung-jin som Kang-do og især Cho Min-soo som kvinden/moderen.

Kim Ki-duk, der for fjerde gang er i konkurrence i Venedig, ser jeg som en Guldløvekandidat. Sidst han var her, var i 2004, hvor ’Tomme huse’ skaffede ham prisen som bedste instruktør.

2/3 inde i konkurrencen ser jeg Paul Thomas Andersons ’The Master’, Olivier Assayas’ ’Apres Mai’ og Kim Ki-duks ’Pieta’ som de tre bedste bud på en Guldløve.