Annonce
Annonce
Annonce
Film 21. sep. 2012 KL. 16.01

Clint Eastwood til politiken.dk: Obama kan køre det hele af sporet

Traditionelt har Hollywood lovprist demokrater, men flere republikaner-støtter melder sig.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Valgkamp i USA


Celebre støtter

Romney eller Obama
Romney-støtter

Skuespillere: Clint Eastwood,

Robert Duvall, Jon Voight, Chuck Norris, Janine Turner, Scott Baio, Orson Bean, Tina Sloan, Stephen Baldwin, Kelsey Grammer

Producere: Jerry Bruckheimer

Fotomodeller: Cindy Crawford

Komikere: Jeff Foxworthy

Musikere: Kid Rock, Ted Nugent,

Gene Simmons, Lance Turner, Johnny Van Zant, Pat Boone

Obama-støtter

Skuespillere: George Clooney, Eva Longoria, Scarlett Johansson, Morgan Freeman, Natalie Portman, Sarah Jessica Parker, Barbra Streisand, Salma Hayek, Robert Downey Jr., Will Smith

Instruktører: Steven Spielberg

Tv-værter: Oprah Winfrey

Komikere: Chris Rock

Musikere: Beyonce Knowles, Jay-Z, Bruce Springsteen

I Hollywood har det heddet sig, at man godt kan glemme at få flere roller, hvis man støtter en republikaner.

Det er Clint Eastwood tilsyneladende ligeglad med.

»Når nogen gør deres arbejde dårligt, udskifter man dem«, siger Clint Eastwood, da Politiken møder ham i Los Angeles to uger efter, at han har givet sin støtte til Mitt Romney. Mens han langsomt udtaler ordene, bliver hans blå øjne smalle og fastholder blikket.

Usynlige Obama
I de seneste måneder har Clint Eastwoods støtte til Romney skabt overskrifter verden over. Første gang, da han offentligt anbefalede amerikanerne at droppe præsident Obama til fordel for den republikanske udfordrer. Siden, da han på den republikanske partikongres skændtes med en »usynlig Obama« på en tom stol.

Umiddelbart er der intet usædvanligt i, at en amerikaner anbefaler Mitt Romney - i meningsmålingerne har Romney længe stået stort set lige med Obama. Men at en filmstjerne gør det, har - i hvert fald indtil Clinten kom til - været nærmest uhørt.

SE OGSÅFoto: Her er de kendte Romney-støtter

Den konservative nyhedskanal Fox News taler ligefrem om et »politisk paradigmeskift« som følge af den ikoniske skuespillers støtte til Romney.

»Det handler om de værdier, jeg blev opdraget med«, siger Clint Eastwood:

»Jeg var barn under 30'ernes depression, hvor jeg fulgte meget med i, hvordan mine forældre håndterede det hele. Sådan noget som bistandshjælp eksisterede ikke. Der var ingen madbilletter. Hvis man var flad, var man flad. Hvis man havde fem dollar i lommen, brugte man aldrig mere end fem dollar«.

Filmenes Clint Eastwood er ofte en storrygende pistolmand, der indædt tager loven i egen hånd. Virkelighedens 82-årige Eastwood drikker grøn te, spiser kalkunsandwich og har let til latter. Men når talen falder på ting, han finder vigtige, er den dybe, sprukne stemme og det gennemborende blik som taget direkte ud af lærredet.

Sådan er det, når han taler om Obama:

»Hvis andre vil give det her fire år mere - eller otte, tolv eller hundrede år mere - så fint med mig. Men vi kan meget vel ende med at køre af sporet. Jeg har set dårlige beslutninger nok i de seneste fire år«.

Eastwood åbner døren for andre
Langt over 100 Hollywoodstjerner har i indeværende valgkamp erklæret deres støtte til Barack Obama. Romney er blevet anbefalet af i omegnen af en tiendedel, men antallet af anbefalinger vokser.

Listen tæller i dag kendte skuespillere som Robert Duvall, Jon Voight, Chuck Norris, Stephen Baldwin og Kelsey Grammer. Også superproducer Jerry Bruckheimer og fotomodel Cindy Crawford støtter Romney.

Blandt musikere på listen er Kid Rock, Ted Nugent, KISS-bassist Gene Simmons og country-stjernerne Lance Turner og Trace Adkins.

Hvis vi får fire år mere, får vi løbsk inflation

Clint Eastwood

»En berømthed med en tyngde og stjernestatus som Clint Eastwood åbner døren på vid gab for skabsrepublikanske berømtheder til at føle sig mere tilpasse med at udtrykke deres konservative holdninger«, sagde politisk kommentator Angie Meyer, da Fox News tematiserede Eastwoods betydning i valgkampen.

»I årevis har Hollywood trængt konservative skuespillere og skuespillerinder op i et hjørne. Dette er året, hvor vi endelig vil se dem tage bladet fra munden«, siger Angie Meyer.

Indtil Clint Eastwood meddelte sin støtte til Mitt Romney, hed det sig, at den amerikanske filmverden var blevet så politisk ensrettet, at Hollywoods forsvindende få erklærede republikanere havde ofret karrieren ved at stå offentligt frem med deres politiske holdninger.

Eastwoods knap så kendte navnebroder Clint Howard har ligefrem rådet unge republikanere i faget til at skjule deres ståsted, hvis de ikke vil ødelægge deres chancer for gennembrud. Selv kom Howard »ud af skabet« for seks år siden.

LÆS OGSÅDirty Harry til Obama: Go ahead, make my day

Morgan Brittany blev kendt i 80'ernes tv-succes 'Dallas' som Katherine Wentworth. Men siden dengang har hun mærket konsekvenserne af, at hun sprang ud som republikaner i Hollywood: en mur af »nedgørelse« fra både kolleger, agenter og filmstudier.

Det fortalte hun ved et republikansk arrangement sidste år, som Hollywood Reporter berettede fra:

»Hvad er det her - den sorte liste?«, spurgte jeg , »de vil ikke hyre mig, fordi jeg har en mening? Det er sådan, Hollywood fungerer«.

Hollywood blev født konservativt
Den amerikanske underholdningsby har dog langtfra altid været så ensidigt venstreorienteret. Fra 1920'erne til 1950'erne sad konservative på stort set alle topposter i filmindustrien.

Efter den senere udskældte jagt på kommunister i Hollywood kom en form for trodsreaktion i 1960'erne, hvor filmbyen skiftede til at blive overvejende venstreorienteret.

Den udvikling blev kraftigere og kraftigere. I 1992 skrev manuskriptforfatter Jonathan R. Reynolds i et læserbrev i New York Times, at »Hollywod i dag er lige så fascistisk over for konservative, som det i 1940'erne og 1950'erne var over for venstreorienterede«.

Måske er de største stjerner undtaget den politiske inkvisition. Clint Eastwood har ifølge ham selv været registreret republikaner siden 1950'erne. Han har dog altid afvist, at der lå politiske motiver bag hans film.

Hvis nogen er dum nok til at bede mig om at deltage i en politisk partikongres og sige noget, så må de tage, hvad de får

Clint Eastwood

Hverken i de ikoniske westernroller som kultklassikeren 'Den gode, den onde og den grusomme'. Eller som den beskidte politimand i 'Dirty Harry'. Og slet ikke i de prisbelønnede værker, han siden 1992 har instrueret - med kæmpesucceser som 'De nådesløse' og 'Million Dollar Baby'.

I 2008 støttede Eastwood også en republikaner - John McCain. Tidligere i år mente mange, at Clint Eastwoods optræden i en stort anlagt reklame for den amerikanske bilindustri var en indirekte støtte til Obama. Det var den ikke, viste det sig.

Siden 3. august har han holdt klippefast på sin støtte til Mitt Romney. Også efter at han fik voldsom kritik for sin aparte optræden med en tom stol på republikanernes partikongres. Eastwood fortryder intet, har han de seneste dage slået fast.

»Hvis nogen er dum nok til at bede mig om at deltage i en politisk partikongres og sige noget, så må de tage, hvad de får«, sagde Clint Eastwood med et grin, da han i denne uge blev interviewet af det amerikanske tv-show 'Extra'.

Mere Obama er lig mere inflation
Der ligger dog en dybere alvor bag Clint Eastwoods stærke politiske engagement ved dette valg, fortæller han, da Politiken møder ham. En kultur af overforbrug og ubetænksomhed har smittet USA og Europa, mener filmlegenden.

»Hvad der er sket i Europa og her, er, at regeringen bruger for mange penge, så den må trykke penge for at betale gælden. Og når regeringen trykker flere penge, skrumper dine fem dollar i lommen til en værdi af 2,50 dollar, og sådan fortsætter det. Det giver ingen mening«, siger han.

Fire år mere med Obama bliver fire år mere i denne retning, forudser han:

»Hvis vi får fire år mere, får vi løbsk inflation«.

LÆS OGSÅClint Eastwood vælger side i det amerikanske præsidentvalg

Eastwood ser oplagte eksempler på det rigtige og på det forkerte i eurozonens gældskrise, med Tyskland som det rigtige - og især lande som Grækenland som det forkerte.

Han henviser til den græske pensionsalder for nogle offentligt ansatte og medarbejdere i særligt udsatte brancher, som har haft stor international bevågenhed gennem gældskrisen.

»Hvorfor helvede vil nogen gå på pension som 50-årig? Nu om dage er man i sit livs form, når man er 50 år. Men okay, hvis man har råd til det, kan man jo bare spille golf hele tiden«.

Allerhelst så han, at man vente tilbage til dyderne fra hans egen barndoms krisetid: påpasselighed, nøjsomhed.

»Det var simplere, dengang alle kunne leve af det, de tjente, og forbedre dette over årene ved at uddanne sig og få et bedre liv«.