Som Kraka i den nordiske mytologi ligger pigen nøgen, men indsvøbt i en form for net.

Viceværten knepper hende brutalt i en tom lejlighed. Mens sålerne i hans sikkerhedssko gnider hen ad gulvet, hvæser han »so« ned i hendes ansigt.

Pigen reagerer ved at spærre sine store blå barbieøjne op og smile inviterende med sin store trutmund. Hele tiden. Som en oppustelig lolitadukke fra en af nettets pornografiske postordrebutikker.

Senere fodrer han hende med en spegepølsemad, lærer hende at bruge de fyldige læber og flotte hvide tænder til at tygge med. Hælder et glas cola ind i munden på hende, tørrer hende bag i efter et toiletbesøg, stryger hende over det blonde hår og forsøger at lære hende at sige »Du er min, og jeg er din«.

Det går ikke. Måske fordi pigen (Julie Zangenberg) ikke bare er viceværten Pers (Lars Mikkelsen). Hun tager lige så storsmilende imod viceværtens jævnaldrende venner, der har opdaget, at et knald med den enigmatiske skønhed kan kurere midaldrende mænds skavanker og endda alvorlige sygdomme.

Måske er hun engel, spekulerer lederen af dette godhedens sexglade sjak, den perverterede pivskid ’Viborg’ (Nicolaj Kopernikus’ fine præstation udleverer enhver vammel prædikant)?

Mænd og kvinder
Har vi gravet os så langt ned i skyttegravene kønnene imellem, at der skal en kvindelig instruktør til at skildre den mandlige seksualitet og dens ønske om skiftevis at tage og beskytte?

Og at det er nødvendigt at placere en engel som centrum for det kollektive begær, før det overhovedet kan lade sig gøre at tale sammen om manden og hans (seksuelle) behov? Kan de i øvrigt – sat på spidsen selvfølgelig – reduceres til skiftevis at kneppe og made en umælende pige?

Det er nogle af de – måske for – mange spørgsmål, ’Viceværten’ stiller.

LÆS INTERVIEWDramadronning: Kald mig gerne en gammel gris

En mand kunne have instrueret Kim Fupz Aakesons manuskript, som danser linedans på kanten af en bizar folkekomedie. Og Julie Zangenbergs engleblide og totalt modtagelige engel/hore kunne have været en ’rigtig’ kvinde i stedet for en uskyldsren barnesjæl i en ung piges krop med religiøst helende kræfter.

Det havde været – rigtigt – kontroversielt.

Nøgent nærvær
Midt mellem referencer til prostitutionsdebatten og den religiøse satire går Lars Mikkelsens vicevært rundt i sit arbejdstøj.

Sukkende, mukkende, bandende, bajertyllende og ludende i et gråtonet Forstadsdannevang, hvor den trøstesløse hverdag kan sende hvem som helst på ’bænken’.

Mikkelsen er formidabel. Der er et intenst, nøgent nærvær i hver eneste af hans scener med englepigen. Først brutal afstumpethed, siden lurende uro i det rørende samspil med sønnen, der er narkoman og lige kommet ud af fængslet (Peter Plaugborg samler nålen op fra rollen i ’Submarino’ og injicerer en kuet sårbarhed i sit spil).

LÆS OGSÅWiedemann i San Sebastian: Det var svært at se min film med publikum

Kærligheden til det overjordiske væsen, der netop ved ikke at fordømme Per fremkalder – eller fremknalder? – det bedste i ham. Men efterhånden som følelserne får tag i Per, bliver han også sårbar og fortvivlet. Han kan ikke afvise kammeraterne og deres bekendte, som vil have helsesex med ’hans pige’.

Sukker til sidst
Groteske scener udspiller sig i viceværtlejligheden, og Katrine Wiedemann skildrer det hele med konsekvent kulsort humor, som var Farum Midtpunkt en forstad til Finland. Men nu er vi i filmland, og der skal findes en slutning.

Man venter spændt på at se, hvordan filmen vil udrede sine dilemmaer.

Men hvad med pigen, som Julie Zangenberg trods sin ihærdige præstation ikke helt formår at holde fra at være en irriterende endimensionel dukkemaske?

Hvis hun forsvinder, står vi og Per tilbage med livets rå realiteter efter den måske lidt for sukrede slutning. Heldigvis med eftertanken hængende i luften som englestøv meget længe.