Da Phie Ambos første dokumentarfilm, ’Family’, havde premiere i biograferne tilbage i 2001, blev den unge instruktør chokeret.

Hun blev sablet ned af anmelderne, og publikum gad ikke se hendes film, der var noget så usædvanligt som en personlig beretning om hende og hendes kærestes søgen efter dennes far i Yemen.

»Der var 1.900 mennesker, der så ’Family’, så publikumsmæssigt var det en fiasko. Og en af anmelderne sagde, at den fuldstændig manglede journalistisk tæft«, siger Phie Ambo.

Dengang og i dag
I udlandet tog de dog anderledes godt imod filmen, der vandt flere store priser.

Til at starte med undrede Phie Ambo sig over, at filmen fik så hård medfart i Danmark, når de nu elskede den i udlandet. Men i dag, 10 år senere, ved hun godt, hvad der gik galt.

»Danskerne forstod ikke, hvorfor de skulle se en dokumentarfilm i biografen. Dengang troede man, at en dokumentar bare var en udvidet tv-avis«.

I dag er billedet et helt andet.

LÆS OGSÅDansk dokumentarfilm har ramt guldåre

I løbet af de sidste 10 år har dokumentarfilmene langsomt, men sikkert, indfundet sig i biograferne, hvor de nu står side om side med almindelige spillefilm. Hvor der omkring årtusindeskiftet kun var en håndfuld dokumentarfilm på programmet om året, var der sidste år 31 titler i de danske biografer.

Og alene i denne uge har tre store udenlandske dokumentarfilm premiere.

Publikum elsker dem
Publikum har også taget godt imod dokumentarfilmene.

Tidligere kunne filmene sjældent lokke mere end 25.000 tilskuere i biografen tilsammen på et år. Men siden 2003 har dokumentarfilmene i gennemsnit solgt 150.000 billetter tilsammen med den helt store højdespringer i 2006, hvor 318.343 gik i biografen for at se en dokumentarfilm.

En af hovedårsagerne til dokumentarfilmenes succes i Danmark har været dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der siden 2002 har præsenteret københavnerne for alverdens dokumentarfilm fra ind- og udland. Festivalen startede som en lille græsrodsfestival drevet af frivillige kræfter, men i dag har den vokset sig til en af de største af sin art.

»Da vi startede, tænkte vi, at det ville være fedt, hvis vi kunne få 5.000-6.000 mennesker i biografen, men der endte med at komme det dobbelte, og så var vi lykkelige. Og sidste år var der så næsten 50.000 i biograferne under festivalen«, siger programredaktør Niklas Engstrøm, som var med til at starte festivalen op i sin tid.

LÆS MERECPH:DOX udfordrer den gængse dokumentarfilm

Festivalen viser altid et bredt udvalg af forskellige film, men de større publikumsmagneter er som regel de dokumentarfilm, der udnytter det store lærred og fortæller fængende historier. Noget især danske dokumentarister har været gode til, forklarer Niklas Engstrøm.

»Hvis man kigger på de danske dokumentarfilm, så har de været exceptionelt gode til at gå efter en høj production value og lave en kombination af fængende historier og så en vis æstetik, hvor man blandt andet har kigget spillefilmene over skuldrene«.

Michael Moore viste vejen
Ifølge Ib Bondebjerg, professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, er det ikke et tilfælde, at dokumentarfilmen fik sit gennembrud i biograferne omkring årtusindeskiftet.

For det var her, i slutningen af 90’erne, at de traditionsrige tv-dokumentarer langsomt gled ud af sendefladen på tv-kanalerne, indtil det til sidst kun var DR 2, der stadig holdt fanen højt.

»Før i tiden sendte man dokumentarer fra klokken 20-21, og de trak et millionpublikum. For eksempel DR-dokumentargruppen og TV 2’s ’Fak2eren’ og ’Reportageholdet’, men de er jo væk nu. Så der er ikke det samme udbud, som der var i 80’erne og 90’erne«, siger Ib Bondebjerg.

Nedprioriteringen af tv-dokumentaren skete ifølge Ib Bondebjerg, samtidig med at man i Danmark begyndte at arbejde målrettet med at få dokumentarfilm i biografen, blandt andet gennem CPX:DOX.

Og samtidig blev man hjulpet godt på vej af den samfundskritiske amerikanske instruktør Michael Moore, som viste hele verden, at dokumentarfilm sagtens kunne begå sig i biograferne med Oscarvinderen ’Bowling for Columbine’.

LÆS OGSÅMichael Moore i ny bog: »Jeg blev den mest hadede mand i USA«

»Michael Moore brød igennem lydmuren. Der var ingen, der troede på det, men han gjorde det ved hjælp af et uafhængigt produktionsselskab. I kølvandet på den er der så kommet en lang række andre film, som dog ikke har været lige så populære«, siger Ib Bondebjerg.

Udfylder et tomrum
I samme periode begyndte en ny generation af dokumentarister også at lave en ny slags dokumentarfilm, hvor elementer som fortælling og formidling var i højsædet, og hvor man ikke nødvendigvis fulgte den velkendte journalistiske tv-skabelon.

»Dokumentaristerne er blevet meget bedre til at fortælle levende og personligt, og de går også ind i nogle historier, som den journalistiske dokumentar nok aldrig ville gøre«, siger Ib Bondebjerg.

I takt med at dokumentaristerne lærte at lave spændende fortællinger, har der også været et holdningsskift hos publikum.

LÆS OGSÅInspirationen mangler hos dansk dokumentar-ekspert

»Publikum har fundet ud af, at dokumentarfilm ikke bare er noget støvet noget for skoler og foreninger. De kan faktisk være væsentlige«, siger Ib Bondebjerg, der dog understreger, at biograferne aldrig kommer til at overtage dokumentargenren fuldstændig.

For på trods af den store fremgang og nedskæringer på tv, er der stadig et langt større publikum at hente på tv og de nye digitale distributionsplatforme.

Nemmere for distributørerne
At biografpublikummet i de seneste år har fået øjnene op for dokumentarfilmene, er også noget, man har lagt mærke til hos Miracle Film, som distribuerer en række udenlandske dokumentarfilm til danske biografer.

»I gamle dage blev det ikke rigtigt taget seriøst, men i dag ser folk det ligesom en normal spillefilm«, siger indehaver Jes Graversen.

For ham startede bølgen også i 2002, da den franske dokumentar ’Fugle på rejse’ fra 2002 blev set af ikke færre end 12.000 mennesker. Siden har han distribueret flere store udenlandske dokumentarfilm i Danmark, blandt andet Oscarvinderen fra 2008, ’Man on Wire’ og ’Grizzly Man’.

LÆS ANMELDELSE'Grizzly Man' (2006)

Kim Pedersen, formand for brancheforeningen Danske Biografer, har også noteret sig, at dokumentarfilmene har haft stigende succes de seneste år. Især de store danske film, som gang på gang har været i stand til at lokke danskerne til billetlugerne.

»Over halvdelen af dokumentarfilmene bliver set af under 1.000 mennesker. Men når de store film så er der, som det var tilfældet med for eksempel ’Svend’ og ’Ambassadøren’, så er publikum der også, og det er større end nogensinde«, siger Kim Pedersen.

LÆS ANMELDELSEKomiker farer vild i Afrikas blindtarm

Men at så mange biografer i dag viser dokumentarfilm skyldes i lige så høj grad, at det er blevet meget billigere at distribuere og vise film i dag, nu hvor alle biograferne er blevet digitale, forklarer Kim Pedersen.

»Før i tiden var teknikken stopklodsen. Man var tvunget til at investere i 35-mm-kopier af filmene, som var en ret voldsom udskrivning. Nu sender man det bare rundt på en harddisk«, siger Kim Pedersen.

Rasende reaktioner
De danske dokumentarproducenter har også kunnet nyde godt af den øgede fokus på dokumentarfilm. Det har blandt andet betydet flere støttekroner, hvilket har gjort dem i stand til at lave endnu flottere film.

»I dag lægger vi foley (lydeffekter, red.) på og orkestermusik på filmene. Vi er også blevet dygtige til at tage publikum i hånden og føre dem med ind i et nyt univers«, siger Sigrid Dyekjær, der ejer det danske produktionsselskab Danish Documentary sammen med blandt andre Phie Ambo.

Hun ser også en klar fordel i at vise dokumentarfilm i biografen i stedet for på skærmen derhjemme.

»Vi kan jo aldrig klippe det superstramt og dramatisk som en fiktionsfilm, så det kræver, at man har tid til at fordybe sig i filmen, og der er biografrummet utrolig godt egnet. Her bliver man ikke forstyrret af alt muligt, som man gør foran tv’et derhjemme«.

LÆS OGSÅRørende dokumentar gør hjernen til en god ven

Og noget kunne tyde på, at danskerne for alvor har købt præmissen om at se lange dokumentarfilm i biografen. For i modsætning til for 10 år siden får Sigrid Dyekjær og hendes kollegaer nu kritik, når de laver en traditionel tv-dokumentar på en time.

Da DR tidligere på året viste en forkortet version af dokumentarfilmen ’Svend’ om Svend Auken, blev hun således kimet ned af utilfredse seere, som syntes filmen var for kort.

»Folk var simpelthen rasende over det. De følte, at filmen stoppede midt i det hele. De følte sig snydt, fordi de ikke fik det hele med«.