Mandag 24. september 2012 er det nøjagtig 30 år siden, at filmen 'Blade Runner' havde premiere i Danmark.

Det var et par måneder senere end i USA, hvor den havde premiere i 1.290 biografer 25. juni 1982. Filmen fik ikke succes ved premieren, men efterhånden voksede berømmelsen, og den tilhører nu filmhistoriens kanon. I 2014 forventes en 'Blade Runner 2'. Der er i anledning af 'Blade Runner's 30-års fødselsdag gode grunde til at fastholde filmen som en af verdens bedste.

Det er ikke kun et epokegørende kunstværk, for filmens styrke er, at den næsten direkte tvinger seeren til at forholde sig både politisk, moralsk og religiøst til, hvordan den menneskelige fremtid skal se ud.

Stærkt forlæg
'Blade Runner', der bygger på romanen 'Do Androids Dream of Electric Sheep?' af Philip K. Dick, er en fremtidsfilm med levende væsener, som er vanskelige at skelne fra mennesker. Disse væsener er ikke kun avancerede robotter, da de er mere end tekniske vidundere.

De er en form for kopier af mennesker, replikationer, og derfor kaldes de replikanter. Replikanterne er simpelthen moderne mennesker, som de kan blive engang ude i fremtiden som et resultat af den teknologiske udvikling og genetisk manipulation.

I filmen fremhæves det f.eks., at replikanterne står mindst lige med menneskene i intelligens, og at de er dem overlegne i styrke og smidighed. Der er altså tale om en science fiction-film, som unge begærligt kaster sig over. Men selv om 'Blade Runner' kan kaldes en science fiction-film, er den også meget andet.

LÆS OGSÅ'Blade Runner' får en opfølger

Replikanterne er egentlig slavearbejdere, som har det farefulde job at udforske og kolonisere andre planeter. Filmens omdrejningspunkt er, at nogle replikanter har gjort oprør og er flygtet til Jorden, hvor de som fredløse skal opspores og tilintetgøres. Men da replikanterne, som antydet, er mere end perfekte kopier af mennesker, kræver dette arbejde en særlig form for ordenshåndhævere, som både formår at fungere som ubarmhjertige jægere og udspekulerede detektiver.

Filmen har fået navn efter betegnelsen på en sådan person: en 'blade runner', nærmere bestemt filmens hovedperson Deckard.

Replikanter eller mennesker?
Filmens fysiske rammer er et regnfuldt og dunkelt Los Angeles anno 2019, som sandsynligvis har været ramt af en klimakatastrofe. Bybilleder med arbejdende asiater, punkere, rockere, kristne sekter og mange dværge, som driver eller cykler rundt, indikerer, at den rige overklasse har forladt Jorden og i stedet befinder sig på de udenjords kolonier.

Byens højeste bygning er Tyrell-korporationens, som har udviklet replikanterne. Lederen, dr. Eldon Tyrell, befinder sig her. Firmaet vil skabe perfekte replikanter, som Tyrell udtrykker det med ordene: »Mere menneskelige end mennesker er vores motto«. Replikanterne er imidlertid bevidst programmeret med en levetid på fire år. Den begrænsede levetid er en tilføjet sikkerhedsmekanisme, der skal forhindre, at replikanterne modnes og udvikler sig til selvstændige væsener.

Denne mulighed foreligger, fordi replikanterne på forhånd har fået indkodet nogle erindringer, så de har forudsætninger for at gøre sig erfaringer, og dermed med et par dagsaktuelle ord blive mere omstillingsparate og innovative. I modsætning til robotter og computere kan replikanterne bearbejde den indkodede viden og regulere sig selv, de kan, som mennesket hævdes at kunne fra og med Kant, handle autonomt. Risikoen er imidlertid, at det kan gøre replikanterne til andet og mere end menneskets hjælpere.
Replica?  Harrison Ford i rollen som Rick Deckard
Replikanterne er i filmen blevet klar over, at de kun har fire års liv, og derfor opsøger de deres skaber Tyrell for at kræve mere tid. De har fået det samme ideal som mennesker: at leve længere. Men da replikanternes leder Roy Batty under en samtale med Tyrell siger: »I want more life«, undskylder Tyrell, som Batty kalder »biomekanikkens Gud«, sig med, at det ikke er bioteknologisk muligt at forlænge hans liv.

Vi ved ikke, om det er sandheden, men uanset hvad, så gør Roy Batty oprør mod sin skaber, da han ikke kan eller vil give ham et længere liv, og efter at have bekendt sine synder til Tyrell - »Jeg har gjort tvivlsomme ting« - slår replikanten Tyrell ihjel.

LÆS OGSÅ'Blade Runner 2' får en kvindelig hovedrolle

Det er en ny version af sønnens oprør imod faderen, menneskets oprør imod Gud. Replikanterne vil ikke acceptere menneskenes ret til at skabe og destruere deres liv. Radikalt fortolket er resultatet, at vi står ved overgangen til en helt ny tid i historien. Engang skabte Gud mennesket, men efterhånden overflødiggjorde mennesket Gud og indtog selv hæderspladsen. I 'Blade Runner' skaber mennesket selv den art, der skal overflødiggøre og erstatte mennesket, som vi hidtil har kendt det.

Hvis replikanterne var forblevet maskiner, ville de ikke have spurgt til livets mening og et længere liv, men netop fordi de har eller udvikler evner som mennesket, rejses spørgsmålet: Hvad er egentlig det menneskelige? Hvad er et menneske? Selve menneskets væsen og væren i dybeste forstand bliver der såvel materielt som eksistentielt stillet spørgsmål til.

Bioteknologi og moral
I 'Blade Runner' møder vi J.F. Sebastian, som er genetisk designer for Tyrell-korporationen. Han er af natur et menneske, og som noget enestående i filmen har han sin medmenneskelighed i behold, men han lider af en forældelsessygdom, der har givet ham et dværgagtigt udseende. Han har derfor som replikanterne den korte levetid som sin fjende. Roy Batty siger til ham: »Vi har meget til fælles - problemer af samme slags«.

Han er som 25-årig allerede en olding, men har imidlertid slet ikke noget imod at være på Jorden. Han skaber og lever sammen med talende og bevægende legetøjsfigurer, hvorom han kort og præcist siger: »I make friends«. J.F. Sebastians mekaniske legetøj er som vor tids robotter kunstigt skabte dukker, de er skabt af uorganisk stof, dvs. dødt stof, og er derfor stadig klart forskellige fra replikanterne. Replikanternes 'natur' er modsat robotternes organisk, med en egen indre form for 'naturnødvendig' sammenhæng.

De bliver til kunstigt skabte mennesker, hvad der burde være en selvmodsigelse, men det er præcis, hvad det ikke er i filmen.

Fremtidens mennesker som en form for replikanter kan i dag i endnu højere grad end for 30 år siden direkte kobles til bioteknologien, fordi man efterhånden kan programmere og omprogrammere helt ned i den mindste celle. Man kan ikke mere gå ud fra, at det nyfødte barn har nogle givne genetiske anlæg og dermed nogle organiske betingelser for livet. Og hvad gør vi den dag, forældre kan købe sig til gener, som indsættes i fosteret for at udvikle et kunstnerisk talent, et bedre udseende osv.?

Vi bevæger os ind i de livsregioner, som vi ellers ikke er herre over, og som traditionelt er legitimeret af Gud eller naturen. Men henvisningen til Gud som skaberen bliver latterlig, og det biologiske naturgrundlag forsvinder i digitaliseringens og biokemiens univers. Spørgsmålet er, hvor grænsen går, og om mennesket selv skal bestemme alt? Derfor er den afgørende modsætning slet ikke mellem menneske og replikant, men hvad der er hhv. menneskeligt og umenneskeligt i fremtidens samfund.

Det er præcis den modsætning, 'Blade Runner' opstiller, men nægter at svare entydigt på.

Følelser og kærlighed
Replikanterne i 'Blade Runner' er som sagt kun tildelt fire års levetid for at forhindre, at de med deres implanterede erindringer udvikler andet og mere end rationelle erfaringer.

Endnu farligere er det, hvis replikanterne udvikler følelser, for hvad der har følelser, er menneskeligt. Derfor er replikanterne skabt uden følelser. Hvis replikanterne udvikler følelser, følger alt det andet menneskelige med: had, kærlighed, angst, vrede, misundelse. Følelserne er således i filmen en form for 'sidste instans', som afgør, hvad der er menneskeligt.

Helt afgørende er det i Blade Runner, at det kun er muligt at finde ud af, hvem der er hhv. mennesker og replikanter, via en følelsestest. Hertil anvendes Voight-Kampff-testen, som udføres, ved at en maskine aflæser øjets reaktioner på en række spørgsmål, som forventes at ville fremkalde en følelsesmæssig reaktion.
Partnere.  Deckard og hans partner Gaff, spillet af en ung Edward James Olmos.
Replikanter bemestrer alle situationsbetingede data i forhold til både kroppen og forstanden og kan derfor svare fornuftigt på alle logiske spørgsmål, men da de ikke er udstyret med følelser, reagerer de ikke som mennesker på følelsesladede spørgsmål. Tragikomisk er det således i filmen kun en maskine, der kan afgøre, hvem der er hhv. menneske og replikant.

En effektiv blade runner som Deckard ser heller ikke ud til at have følelser, for det ville gøre det vanskeligt for ham at slå replikanterne ihjel. Alligevel er den afgørende pointe i filmen, at Deckard begynder at udvikle følelser, da han møder replikanten Rachael, og det udvikler sig til en kærlighedshistorie. Rachael har fået implanteret Tyrells nieces erindringer, og derfor tror hun, at hun har en fortid, og at hun er et menneske. Det samme tror Deckard, men under en Voigt-Kampff-test afsløres det, at hun er replikant.

Testen
På et tidspunkt spørger Rachael Deckard: »Har du nogensinde selv fået foretaget testen?«. Hermed stilles det mest diskuterede spørgsmål om filmen: Er Deckard selv en replikant? Svaret afhænger af, hvilken filmversion man ser. For det interessante er, at der ikke kun findes én Blade Runner fra 1982, men en hel række andre, hvor de to vigtigste er fra hhv. 1992 ('Director's Cut') og 2007 ('The Final Cut').

Disse to versioner antyder nemlig kraftigt, at Deckard også er en replikant. Ridley Scott har selv sagt, at han ser Deckard som en replikant - måske en version af den næste type replikanter, som ikke kun har fire års levetid.

Skuespilleren Harrison Ford, der spiller Deckard, er ikke enig med Scott. »What the fuck are you doing, man? That means that Deckard's a replicant, right? Come on! You said we wouldn't take it that way!«, skulle han efter eget udsagn have sagt til instruktøren under indspilningen af de scener, som indikerer, at Deckard ikke er menneskelig.

LÆS OGSÅAnmelderne: Ridley Scotts rumeventyr er noget rod

Hvis Deckard er replikant, mener Ford, så er der ikke noget for os seere at søge efter eller identificere sig med. Deckard skal være et menneske, der er brændt ud, men følelsesmæssigt vækkes igen i mødet med Rachael. Hvis det viser sig, at han er replikant, bliver dette meningsløst. For hvad er en maskines følelser værd for os?

Men Scott er måske på forkant med tiden, fordi han direkte vil vise, hvordan det bliver mere og mere umuligt at adskille det menneskelige fra bioteknologien.

Hvad det kan føre til, og hvor langt instruktøren vil tage sin vision, får vi måske svaret på i en kommende 'Blade Runner 2'.