Vejen frem mod kulturpaladset Kursaal på stranden, hvor filmfestivalen i San Sebastian ruller i disse dage, er draperet med store plakater af verdensstjerner, der er på besøg med nye film.

Men under billederne af John Travolta, Ben Affleck, Claudia Cardinale, Monica Bellucci, Susan Sarandon, Penélope Cruz og alle de spanske navne kryber ofrene for finanskrisen i ly.

Omkring den lange røde løber søger hjemløse ind i bankernes entreer, som er blevet døgnåbne som uofficielle soveværelser for folk, der har mistet alt.

Langt til paradis
For de folk, der er ramt af en virkelighed uden nåde, er den forgyldte filmverden ovre på den anden side af Urumea-floden – hvis broer ikke lader Venedig noget tilbage at ønske, når det kommer til klassisk elegance – lige så langt væk som Paradis.

»Hvad skal jeg sige? Alle har en mening om krisen, og jeg tror ikke, at min er bedre end andres. Det er klart, at nedskæringerne i kulturen rammer filmbranchen meget hårdt. Jeg har masser af arbejdsløse kolleger, og bag dem står familier uden indtægt. Men situationen er jo den, at millioner af mennesker her i landet er ramt af denne her tragedie«, siger hele Spaniens grand amor, den folkekære Penélope Cruz, da jeg spørger hende om krisen i spansk film på et pressemøde.

Politisk bevidst Cruz
Seancen handler selvfølgelig ikke om den nedtur, man i det hele taget helst ikke taler om inden for murene i filmpaladset, men derimod om den italienske film ’Venuto al Mondo’ (’Født to gange’) med Penélope Cruz i hovedrollen.

Men den politisk bevidste Penélope Cruz har egentlig ikke noget imod at tale om sit lands store problemer. Hun er tydeligvis bare bange for at blive opfattet som en forkælet filmdiva.

»Jeg kunne tale om det her emne i timevis, men jeg bliver misforstået eller fejlciteret, hver gang jeg siger noget om det. Og det er da også klart for mig, at det er endnu værre, at man skærer ned på uddannelse end på film. Det er jo som at trække sit eget hår ud af hovedet. Uden uddannelse har vi ingen fremtid«, siger den relativt nybagte mor Penélope Cruz og slår beklagende ud med armene i min retning. Emnet er uddebatteret.

For alle mine spanske kolleger vil gerne have en autograf fra ’Pe’, som man kalder skuespilleren i hjemlandet, og en argentinsk journalist bruger sin taletid på at fremsætte et langstrakt frieri. På tide at komme ud i virkeligheden igen.

På vej til helvede
Uden for det imposante Hotel Maria Christina midt i San Sebastians står spanierne og venter, venter og venter.

LÆS OGSÅSpansk kulturliv er i fare efter sparepakke

Da John Travolta dukker op med sit tynde, men kulsortfarvede hår, vil de begejstrede skrig ingen ende tage. Viftende med autografblokkene står kødranden bag afspærringer her og ved festivalpalæet og venter på et glimt af filmhimlens stjerner, af glamour, af det lillebitte håb om bedre liv og det håb, der efterhånden kun findes på film i det hårdt ramte land.

»Vi er på vej til helvede, og det første, der bliver brændt på bålet, er kulturen«.

Små kunstfilm forsvinder
Indenfor i hotellets lobby tør den 32-årige instruktør Miguel Ángel Jiménez, sætte ord på situationen i spansk film. Han deltager i festivalen med sin anden film, ’Chaika’, opkaldt efter den første kvinde i rummet.

Med svimlende flotte billeder fra stepperne i blandt andet Kasakhstan foregår filmen langt væk fra det spanske hjemland.

Med et budget på godt 8 millioner kroner er filmen finansieret med hjælp fra blandt andet det spanske kulturministerium. En støtte, som stort set er elimineret fra fremtidige produktioner i Spanien.

»I fremtiden er det op til det private erhvervsliv her i landet at give penge til filmproduktion. Det betyder, at man primært vil støtte store kommercielle værker, mens små kunstfilm, som dem jeg laver, forsvinder. Vi kan ikke gøre andet end at stikke af. Tage det første fly til Latinamerika, hvor der er flere muligheder i dag. Vi må til at lave nogle film om de spanske conquistadores, som i sin tid indtog landene derovre. Nu er rollerne byttet helt om, og jeg håber at kunne lave min næste film i Argentina«, siger han.

Dårlige nyheder
Anført af verdensnavnet Pedro Almodóvar har Spanien i de seneste 20 år arbejdet sig frem til en status som et af verdens førende filmlande.

Naboer som Italien og Frankrig er overhalet i produktion og gennemslagskraft, men det kan snart være en saga blot. I år er det nemlig de dårlige nyheder, der står i kø foran biograferne i Spanien.

LÆS OGSÅWiedemann i San Sebastian: Det var svært at se min film med publikum

»Denne branche vil dø«, lød dommen fra præsidenten for det spanske filmakademi, Enrique Gonzáles Machos, da den borgerlige regering i sommer vedtog en drastisk forøgelse af momsen på blandt andet biografbilletter fra 8 til 21 procent. Det slag kom efter en nedskæring af statsstøtten til filmproduktion på 35 procent i foråret.

Fest inden begravelsen
I et land, der har europæisk rekord i piratkopiering af musik og film, er det hårde tider for kulturlivet. Ikke desto mindre er der 14 spanske film i de forskellige kategorier på årets festival i San Sebastian. En sidste fest inden begravelsen, forudser festivalchefen, José Luis Rebordinos.

»Indspilningerne af film er gået ned med 40 procent i år, og det betyder selvfølgelig, at vi fremover får langt færre kandidater at vælge imellem«, siger han.

Regeringen kan ikke lide spanske film
I løbet af de første fire måneder i år blev der registreret 25 filmindspilninger i Spanien. Sidste år nåede man i samme periode op på hele 74 indspilninger. I det seneste halve års tid har filmproduktionen stået helt stille, siger instruktøren Iñaki Elizalde, der også er medlem af det spanske filmakademi.

»Filmindustrien er i fare for at forsvinde helt. Vi har desværre en regering, som ikke kan lide spansk film«, siger Iñaki Elizalde.

Men er det ikke rimeligt nok at betragte film som en luksus, staten ikke nødvendigvis kan betale for i krisetid?

»Jeg ser det sådan, at der aldrig har været så stort et behov for at få fortalt vores historie som nu i en krisetid. Og det er det, vi forsøger med vores film«, siger den baskiske instruktør.

LÆS OGSÅSpansk kultur rammes nådesløst af økonomisk krise

Han deltager selv på festivalen med en film på baskisk, ’Baztan’, der skildrer den århundredelange diskrimination af det gådefulde agotefolk, som stadig lever i den ’hemmelige dal’, Baztan, i Baskerlandet. Den er produceret for omkring 11,5 millioner kroner.

»Det havde ikke været muligt at indspille filmen under betingelserne i dag. Jeg er sikker på, at vi kommer til at se meget få film skabt her i Spanien. Vi bliver nødt til at emigrere for at lave film fremover. Vi står med en tabt generation i hele samfundet, men også alt det talent, der er i filmens verden her i landet«, siger han.

Krisen skal løses i fællesskab
Er der slet ingen mulighed for, at filmene atter vil rulle under finanskrisens åg? Ingen af de spanske instruktører ser håb nogen steder.

Men italieneren Sergio Castellitt, der har skabt Penélope Cruz-filmen ’Venuto al Mondo’ i et samarbejde mellem Spanien, Italien og Frankrig, har måske en løsning?

I en af de få sætninger, han fik lov at indskyde mellem alle spørgsmålene til sin stjerne, sagde han :

»Hvis vi vil løse krisen og lave film, må vi indse, at der ikke er tale om en recession, som kan isoleres til Spanien eller Italien. Vi står midt i en europæisk krise. Derfor skal den også løses af hele kontinentet i fællesskab. Vi må arbejde sammen, sådan som vi har gjort med den her koproduktion«.

Højt niveau trods krise
Med en sær ironi viser det sig, at niveauet for ikke mindst de spanske film i San Sebastian i år er overbevisende højt med ’La ’Blancanieves’ af Pablo Berger – en omskrivning af brødrenes Grimms klassiske eventyr om Snehvide – og Fernando Truebas hyldest til den skabende kunstner, ’El artista y la modelo’ (Kunstneren og modellen).

Begge er filmet i sort-hvid. Måske fordi, som den tidligere Oscar-vinder Fernando Truebas udtrykte det forleden:

»Sort og hvid er krisens farver«.