Annonce
Annonce
Annonce
Film 9. okt. 2012 KL. 16.09

Ny film: Hitchcock var sexgal og hævngerrig

Alfred Hitchcock regnes af mange som et geni, men nu fremstilles en anden side af filminstruktøren.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det var ikke bare med sine film, at Alfred Hitchcock fik folk til at gyse.

Også mennesker omkring den britiske filminstruktør blev indimellem hensat i choktilstand.

Især hans kvindelige stjerner fik hans luner at føle, siges det, og det er ikke myter, viser et nyt tv-drama fra BBC, ’The Girl’, som får premiere i England og USA om halvanden uge.

Afslået sex
Tv-filmen bygger på et kapitel af Donald Spotos bog ’Besat af skønhed’ om Alfred Hitchcocks forhold til sine kvindelige stjerner – de såkaldte Hitchcock blondes – og fokuserer på hans forhold til Tippi Hedren, som han så i en tv-reklame og håndplukkede til hovedrollen i filmen ’Fuglene’ fra 1963.

Hitchcock siges at have yndet at anbringe nærmest perfekte kvinder – Grace Kelly, Kim Novak, Vera Miles og Ingrid Bergman – i udsatte situationer.

Nils Thorsen

Hun fik også hovedrollen i hans film ’Marnie’, men herefter brugte han hende ikke og afslog at løse hende fra kontrakten, så hun kunne tage andre roller. Ifølge hende fordi hun havde afslået at have sex med ham.

Sand beretning
Alfred Hitchcock regnes af mange for et geni med film som ’Psycho’, ’Menneskejagt’, ’En kvinde skygges’ og ’Skjulte øjne’.

Og mens nogle efter en visning i det britiske filminstitut i torsdags udtrykte frygt for, at filmen »i alvorlig grad vil underminere Hitchcocks omdømme som en engelsk helt«, kaldte den nu 82-årige Tippi Hedren den for »en sand beretning om en frygtelig og skræmmende oplevelse«.

Fugle fastgjort med elastikker
Hitchcock siges at have yndet at anbringe nærmest perfekte kvinder – Grace Kelly, Kim Novak, Vera Miles og Ingrid Bergman – i udsatte situationer.

Også Tippi Hedren, der fik sine første knubs under optagelserne til en scene af ’Fuglene’, hvor hun bliver angrebet af snesevis af fugle.

Hitchcock havde lovet at bruge mekaniske fugle, men da hun ankom, stod der kasser med ravne, måger og duer, som blev fastgjort til elastikker under hendes tøj.

»Det var knap nok skuespil«, har Tippi Hedren sagt om optagelserne til Financial Times. Og efter fem dage var hun både fysisk og psykisk udmattet.

Intet sagsanlæg for sexchikane
Under arbejdet med den næste film, ’Marnie’, var Hitchcock som besat af hende. Og i ’The Girl’ kan man se ham forsøge at trække hende ned på en sofa, trygle hende om at røre ved sig og kysse sig og erklære hende sin kærlighed.

»Ingen havde dengang hørt om sagsanlæg for sexchikane. Men var det sket i dag, havde jeg været en meget rig kvinde«.

Selvbedrag
Ifølge ’The Girl’ oplyste Alfred Hitchcock Tippi Hedren om, at hun skulle stå til hans rådighed når som helst og hvor som helst. Hvilket hun afslog.

»Han sagde: »Jeg ødelægger din karriere«. Og det gjorde han«, siger Tippi Hedren i et interview med New York Times, hvor hun dog udviser – i hvert fald en slags – forståelse for manden. For, siger hun:

»Det må være hårdt, når man ser sig selv som en attraktiv, romantisk mand, og så vågner man op om morgenen og ser på det ansigt og den krop«.

Det må være hårdt, når man ser sig selv som en attraktiv, romantisk mand, og så vågner man op om morgenen og ser på det ansigt og den krop.

Tippi Hedren

Og helt bitter synes hun ikke at være.

»Han ødelagde min karriere, men han ødelagde ikke mit liv«, siger hun til den britiske avis The Telegraph.

Nær idealkvinden

Ifølge den danske filmhistoriker Peter Schepelern er Hitchcock kendt som en lidt sadistisk figur. »Og det har han måske lidt tilfælles med Stanley Kubrick, Carl Th. Dreyer og Lars von Trier«.

»Men især Tippi Hedren har man hørt, at han var påtrængende over for. Og det hænger måske sammen med, at hun er den af hans kvindelige stjerner, som har været mest talentløs«, siger han.

»Man har aldrig forstået, hvad han ville med et så middelmådigt talent. Måske var det hans mulighed for at komme nær en idealkvinde. Alligevel huskes hun underligt nok. Man kan ikke rigtig tænke sig nogen anden i ’Fuglene’ og ’Marnie«.

Bizar gave
Efter optagelserne forærede Hitchcock ifølge Tippi Hedren hendes da seks år gamle datter, Melanie Griffith, som selv senere blev skuespiller, en lettere bizar gave: en lille vellignende voksdukke af hendes mor liggende i en kiste iført kostumet.

Forleden så mor og datter sammen ’The Girl’. Da filmen var slut, blev der stille, har Tippi Hendren fortalt. Indtil hendes datter sprang op og sagde:

»Nå, nu er jeg nødt til at begynde i terapi igen«.