Annonce
Annonce
Annonce
Film 20. okt. 2012 KL. 21.03

Stjernerne står i kø for at komme i kanen med Lars von Triers 'Nymphomaniac'

Produceren Louise Vesth fortæller om castingen til filmen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Fakta

Nymphomaniac

Filmen er historien om en kvindes erotiske rejse fra fødslen til 50-års- alderen fortalt i kapitler af Joe, en selvdiagnosticeret nymfoman.

Filmen er den tredje i instruktøren Lars von Triers ’depressionstrilogi’ efter ’Antichrist’ og ’Melancholia’.

Optagelserne begyndte 28. august, men castingen faldt først endelig på plads i denne uge.

Det stjernespækkede hold inkluderer bl.a. Charlotte Gainsbourg, Uma Thurman, Stellan Skarsgård, Shia LaBeouf, Jamie Bell, Connie Nielsen, Jesper Christensen og Nicolas Bro.

Filmen får premiere i 2013

Louise Vesth, 39 år, producerede også ’Melancholia’.

Er der berømte skuespillere, som direkte eller indirekte selv har sat sig i forbindelse for at være med i ’Nymphomaniac’?
»Der er folk, som gennem tiden har givet udtryk for, at de gerne vil arbejde sammen med Lars. Både nogle, der har skrevet til ham, og nogle, hvor vi ad omveje har hørt om det. Det er tit igennem de amerikanske skuespilleres agenter, vi hører, at den og den ville elske at arbejde sammen med Lars von Trier. Men mange af de spillere, som er med på ’Nymphomaniac’, er jo skuespillere, som har arbejdet med ham før og givet udtryk for, at det vil de gerne gøre igen. De stempler ligesom selv ind«.

Er der regler for fordelingen af kendte von Trier-ansigter og nye navne?
»Nej, der er ingen regler. Lars sætter selv reglerne. Han vidste meget tidligt, at han ville have Charlotte Gainsbourg og Stellan Skarsgård til at spille de store roller i rammefortællingen. Det var han klar over allerede i skriveprocessen og havde kontakt med dem da«.

Hvad er normalt første fase i castingprocessen?
»Det første er at finde ud af de karakterer, der for Lars har en afgørende rolle for udformningen af filmen. Det får han rimelig hurtigt på plads. Så er der andre, han ikke ved, hvem skal være. Så begynder vi at undersøge, hvem der er mulighed for, og hvem der har budt sig til via agenter.

På denne store film med 60 roller har vi en kæmpe organisation bygget op, hvor jeg og lineproducer Marianne Jul Hansen sidder og koordinerer med castere i UK og Tyskland. Der bliver budt ind og fundet klip af de pågældende skuespilleres arbejde, som Lars sidder og ser. Så beslutter han, hvem det kunne være interessant at arbejde med.

I en film som ’Nymphomaniac’, der har meget krævende scener og meget nøgenhed, er det enormt vigtigt at sikre, at de, som når så langt, at Lars skal snakke med dem via Skype, er indforstået med rollens karakter. Og med, hvad det vil sige at være med i et von Trier-projekt, hvor man jo ikke får de penge, man får på en Hollywood-film.

Der foregår en slags licitation, kan man sige. Hvis det går godt, har Lars en samtale med den pågældende spiller. Hvis det også går godt, og det er en af de store roller, flyver vi dem ind, så han kan møde dem og have en dag med dem«.

Så de kommer til en slags prøve?
»Ja, de spillere, Lars ikke kender, hvis der er tale om store roller«.

Uma Thurman har ikke været med i en Lars von Trier-film før. Hvordan går det konkret for sig med agenter osv.?
»Uma havde vi allerede en ide om var interesseret i at arbejde med Lars. Så vi henvendte os til agenten for at høre, om hun stadig var interesseret. Det var hun. Uma fik tingene til gennemlæsning, og så vendte agenten tilbage og sagde, at hun var interesseret i rollen.

Uma fik tingene til gennemlæsning, og så vendte agenten tilbage og sagde, at hun var interesseret i rollen.

Louise Vesth, producent

Derpå har Lars så talt med hende på Skype og telefon. Uma kender han godt i forvejen, og så er det sådan set dét. De møder ikke hinanden, før hun flyver ind en dag eller to før optagelserne«.

Shia LaBoeuf (’Wall Street 2’, ’Indiana Jones 4’, red.) er et overraskende valg til en Lars von Trier-film?
»Vi havde søgt uden held. Det er en meget svær rolle. Så kom Shias navn op, da vi snakkede med folk fra USA. Vi så, at han havde lavet en musikvideo med det islandske band Sigur Rós, som er superfin, og hvor han er helt nøgen.

Det er vigtigt at vide, at man har en skuespiller, som er parat til at gå med på det, som den her film handler om. Der blev etableret en kontakt til Lars, og det var immediate love mellem de to. Han ville bare rigtig, rigtig gerne, og Lars kunne se potentialet i ham. Jeg tror, det var lidt overraskende for mange, at det endte sådan, men det har fungeret rigtig godt. Han spiller Jerome, Joes (hovedpersonen, red.) store kærlighed«.

Var der skuespillere, som takkede nej, enten pga. nymfomantemaet eller pga. Lars von Triers naziudtalelser?
»Naziudtalelserne har været overraskende lidt eksisterende i hele dette forløb. Jeg tror, vi havde problemer med en enkelt location, men ellers har det slet ikke været belastende.

Nu er det jo svært at vide, hvem der siger nej af hvilke årsager, men ingen skuespillere har nævnt det overhovedet. Men der er højst sandsynligt nogen, der har været nervøse for, hvor voldsomt det ville blive med sådan en film«.

Står det i din arbejdsbeskrivelse, at Udo Kier og Jean Marc Barr SKAL med, uanset hvem der ellers bliver castet?
»Ha-ha-ha! Nej! Udo er jo en gammel, gammel ven af Lars. Han har læst manuskriptet meget tidligt og havde en helt klar ide om, hvem han skulle spille. Det er en lillebitte rolle. Jean Marc Barr har jo været fraværende i lang tid, men der var lige en lille rolle, hvor Lars kom til at tænke på, at det kunne være sjovt med ham. At det kunne lade sig gøre, var jo bare skønt«.

Hvilke var de første og de sidste brikker, der faldt på plads?
»De første var jo Charlotte og Stellan. En af de første var også den yngre Joe (debutanten Stacy Martin, red,). Nogle af de roller, som skulle besættes med helt unge og ukendte, kræver jo bare lidt mere arbejde.

Derefter var der et hav af vigtige roller i filmen, der først tjekkede ind, efterhånden som vi kom igennem det med agenter, managere og alt det der. De sidste er først tjekket ind, efter at vi er gået i gang med at optage. Blandt de sidste var Jean Marc Barr og Uma«.