Filmmagasinet Ekko er et ømtåleligt emne sådan at tage op. Et omstridt emne og måske også et lidt besværligt emne. For der er mange, der mener noget om magasinet, mange, som har holdninger til og historier om magasinet, men få, som vil ud med dem til citat.

Og det kendetegner så måske magasinet meget godt. Magasinet er nemlig lige præcis det – kontroversielt provokerende og ofte i ilden på den ene eller på den anden måde. Og måske også lidt farligt at lægge sig ud med.

Store bølger
Senest har det provokerende karakteristikum vist sit potente ansigt i form af et sagsanlæg fra Zentropadirektør Peter Aalbæk Jensen, som, og vi citerer, vil knalde Ekko »big time«, fordi magasinet, i Aalbæks øjne, har bedrevet uvederhæftig journalistik og uberettiget har anklaget filmselskabet for at have snydt en hulens masse unge og håbefulde skuespilleraspiranter for mindst 250.000 kroner.

En injuriesag er derfor blevet anlagt, ingen ved endnu, hvis og i så fald hvornår den kommer for retten, og så skal vi i øvrigt ikke snakke mere om det.

For det her handler om Ekko. Et tretten år gammelt nichemagasin, som i trykt form (jo, man råder da også over en hjemmeside) er fyldt med anmeldelser, interview og essay, som blot udkommer til 10.000 læsere fire gange årlig og som sådan slet ikke burde kunne skabe den grad af debat, som det flere gange har gjort.

LÆS OGSÅÅlen: »Jeg stopper ikke før den sprøjte er smadret«

Vi nævner i flæng artikler med eksplosivt eftermæle: journalist René Fredensborgs essay ’Filmluder for en dag’, som forsøgte at udstille filmjournalistikkens manglende kritiske sans over for arrangerede presseture (de i journalistkredse såkaldte luderture), samme Fredensborgs gonzoartikel ’Frygt og lede i Avedøre og omegn’, som i en mere eller mindre elegant og meget omtalt kokainrus ville afdække kammerateriet blandt danske filmkonsulenter, og senest instruktør Anders Rønnow Klarlunds essay ’Farvel til filmen’ i det nyeste nummer, hvor han beskriver de hårde vilkår for kunstfilm i den danske filmbranche generelt og i Zentropa især for derefter at sige endegyldigt farvel til filmselskabet og til sin karriere.

Ja, træk lige vejret. Sikke en omgang. Men hvad er det lige, der gør, at så lille et magasin kan skabe så store dønninger omkring sig?

Den indre tabloidjournalist
Svaret ligger nok især i chefredaktøren og hans måde at bedrive filmmagasin på. Claus Christensen er og har været en kontroversiel og magtfuld figur i filmbranchen og har aldrig været bleg for en lille omgang i Deadline, hvis det skulle være. Og det skal det jo en gang imellem.

Nogle drager paralleller til andre, mere kendte medier og deres fremgangsmåder, når de beskriver Ekkos chefredaktør:

»Han har et eller andet sted en skjult Ekstra Bladet-journalist i sig, som i et ønske om at gøre en forskel nogle gange går over grænsen. Og bliver mere spids, end han har grund til at være. Han kunne godt tænke sig at vælte regeringen, hvis man kan sige det i gåseøjne«, siger vært for P1-programmet ’Filmland’ Per Juul Carlsen, der som så mange andre, der har noget med film at gøre i Danmark, selv har skrevet for Ekko, men som med egne ord forlod Claus Christensen i vrede, fordi han blev skinger og behandlede sine skribenter for dårligt.

LÆS OGSÅBiografformand: Ålen forsøger at få Ekko til at bløde økonomisk ihjel

Har chefredaktøren selv opdaget sin indre tabloidjournalist? Nej, gu’ har han ej.

»Hvis du med det mener en sensationshungrende journalist, som kun er ude på at skabe rabalder, så nej«, siger han.

»Jeg har hørt den kritik før, og jeg synes, den er meget lidt konkret. Jeg kan selvfølgelig godt se, at vi har haft den enkelte artikel der, hvor en konsulent er blevet fyret, men generelt synes jeg ikke, vi er for sensationshungrende. Og så læser jeg da også Ekstra Bladet og synes egentlig, at meget af det, de laver, er ret godt. Så på den måde ser jeg det ikke kun som noget negativt, når folk siger det«.

Fine idéer
Hov, der var den med konsulenten igen. Historien er i korte træk, at den føromtalte historie ’Frygt og lede i Avedøre og omegn’ afslørede en af statens filmkonsulenter i at tage kokain sammen med artiklens skribent ved en middag for vordende filminstruktører.

Historiens substans var på mange måder at påvise den indspisthed, der prægede og præger dansk film, men de hvide baner på filmkonsulentens håndryg endte med at overskygge alt det, der egentlig var en rigtig væsentlig historie.

Programchef på filmfestivalen CPH PIX Thure Munkholm, der har været medredaktør på Ekko, giver netop konsulentsagen som eksempel på, at magasinet skyder over målet og laver en sensationalistisk historie, som kommer til at skygge for substansen.

LÆS OGSÅ Kritik af dobbeltrolle: Filmbranchen sidder i filmblads bestyrelse

»Konsulenten blev hængt ud på en måde, som jeg absolut ikke synes var fin, jeg synes faktisk, det var luset gjort. Og jeg tror, at Claus havde fat i noget af det rigtige, for der er noget galt i støttesystemet i måden, de alle sammen kender hinanden på. Det er sindssygt sammenspist. Og det havde været en historie, som havde været rigtig interessant at få frem – på en saglig måde«, siger han.

Per Juul Carlsen er at finde i den samme boldgade:

»Jeg mistede meget respekt for Ekko, da de skrev historien om coke på Filminstituttet, for enhver, der gad undersøge det nærmere, ville se, at det var et stakkels menneske, som det var gået galt for privat, hvilket betød, at han tog nogle håbløse beslutninger i sit professionelle virke«, siger han.

»Jeg synes, Claus Christensen er en skide god redaktør, men han griber tingene lidt for skingert an«.

Vil sætte dagsordenen
Ifølge chefredaktøren selv var målet med artiklen netop at skabe debat om indspistheden i dansk film, og han mener i øvrigt, at det lykkedes ganske godt.

»Man kan overveje, om man ikke skulle have nævnt kokainen, men jeg vil nu stadigvæk sige, at Ekko blev en slags syndebuk i tiden efter. Den artikel blev ikke skrevet for at ødelægge nogens karriere, det synes jeg er super vigtigt at slå fast. Det var ikke målet«, siger han.

Når Ekko tager en sag eller et emne op, og det være sig konsulenter eller kokain, giver det genlyd også i de mere mainstream medier som for eksempel nærværende avis. Claus Christensen selv beskrives af flere som en magtfuld mand, som ligefrem nyder at rokke den trods alt ret så lille båd, der er den danske filmverden.

LÆS OGSÅDokument belaster Zentropa i injuriesag

»Ekko vil være dagsordensættende på godt og ondt. Men er det ikke et journalistisk kriterium at være dagsordensættende? Jo, det er det selvfølgelig, men man bør også vurdere midlerne«, siger Thure Munkholm.

Per Juul Carlsen mener, at filmmagasinet har en tendens til at blive for småligt. Især i eksemplet konsulentsagen:

»Jeg synes, der er meget mere grund til at gå i krig med, hvad dansk film kan, hvilke muligheder vi har med den filmlov, vi har, og hvad der står i vejen for, at vi får bedre film, i stedet for at gå efter konsulenter. Det bliver hurtigt til personangreb, som er den nemmeste måde at gå til tingene på, og jeg tror, der er meget mere at hente, hvis man går mere efter det kreative udbytte herhjemme«.

Ingen magtfuld mand
Claus Christensen selv mener dog, at Ekko og historierne, magasinet bringer, er nødvendige.

»Hvis man skal skabe interesse om det her område, som jo er præget af ekstremt blød journalistik, hvilket i øvrigt altid har irriteret mig, skal man tage det alvorligt, og så skal man gå til den«, siger han.

Er du en magtfuld mand?

»Ikke i mine egne øjne. Jeg så Peter Aalbæk sidde i Deadline og beskrive mig som den her magtfulde mand, men jeg ser ikke mig selv sådan. Der har ikke været et ønske om at have magt, men jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke håbede, at folk læste bladet og forholdt sig til det«.