Annonce
Annonce
Annonce
Film 24. okt. 2012 KL. 12.26

Peter Aalbæk fastholder boykot: »Jeg vil have satisfaktion«

Zentropa-direktøren siger ja til mægling - bare han får en kvart million kroner.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Nordisk Films administrerende direktør, Allan Hansen, som også er Zentropas bestyrelsesformand, blandede sig i aftes for første gang i den ophidsede konflikt mellem Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen og filmmagasinet Ekko.

Allan Hansen har tilbudt at mægle mellem parterne. Dermed har han skiftet mening, efter han for få dage siden fortalte Jyllands-Posten, at parterne selv måtte kunne udrede trådene, men nu mener han altså, at den eskalerende konflikt »er kommet så langt ud, at den risikerer at skade branchen«.

LÆS ARTIKEL Ålens chef vil mægle i Ekko-strid

[Ekkos journalister] er velkomne til for 85 kroner at købe en biografbillet, se filmen og anmelde den. Men jeg serverer normalt en varm kop cappuchino og en croissant til pressevisningerne, og den halvtredser, det koster mig, ønsker jeg ikke at bruge på et blad, der ikke respekterer min ret til at kommentere på en løgnhistorie, de vil publicere

Peter Aalbæk Jensen

Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen slår fast, at det gør indtryk, at Allan Hansen blander sig.

»Altid, han er jo min meget gode, elskede ven og bestyrelsesformand«, siger Peter Aalbæk Jensen.

At han nu blander sig, får det dig til at se nye muligheder for, hvordan den her sag kan få en løsning?

sagen kort

Zentropadirektør Peter Aalbæk Jensen har på baggrund af en artikel, Filmmagasinet Ekko bragte på sin hjemmeside tilbage i januar, lagt injuriesag an mod magasinets chefredaktør Claus Christensen og journalist Mikkel Kofod.

Derudover har han klaget til Det Danske Filminstitut og krævet, at Ekko fratages den årlige støtte på 400.000 kroner.

Aalbæk hævder, at Ekko fejlagtigt har omtalt et filmprojekt, som instruktøren Manyar I. Parwani tog penge for at caste skuespillere til (penge, som senere forsvandt sporløst), som et Zentropaprojekt.

Filmmagasinet og dets advokat opfordrer Aalbæk til at droppe sagen, som mediejuraekspert Oluf Jørgensen mener ikke har »fugls føde på sig«, fordi der i artiklen intet står om, at det skulle være Zentropa, der tog pengene.

I går bekendtgjorde Peter Aalbæk Jensen, at Filmmagasinet Ekkos journalister ikke vil blive lukket ind til pressevisningerne af nye Zentropa-film.

»Om jeg får satisfaktion (æresoprejsning, red.) ved byretten på Frederiksberg eller på Mosedalvej i Valby (hos Nordisk Film, red.) er jeg ligeglad med. Men jeg fastholder mit krav på 250.000 kr. i erstatning, som jeg har fremført over for Ekkos bestyrelse, fordi jeg mener, at de har skadet min forretning«, siger han.

»Jeg vil ikke servere for dem«
Peter Aalbæk Jensen fastholder desuden, at Ekkos journalister ikke er velkomne til pressevisninger på Zentropas film.

»De er velkomne til for 85 kroner at købe en biografbillet, se filmen og anmelde den. Men jeg serverer normalt en varm kop cappuchino og en croissant til pressevisningerne, og den halvtredser, det koster mig, ønsker jeg ikke at bruge på et blad, der ikke respekterer min ret til at kommentere på en løgnhistorie, de vil publicere«, siger han.

Ordningen bliver måske aktuel i forbindelse med Lars von Triers 'Nymfomanen'. Premieredatoen er ikke lagt fast, men det kan blive i forbindelse med Cannes Filmfestivalen i maj - hvis altså von Triers film i det hele taget bliver udtaget, og den danske instruktør i øvrigt er velkommen efter balladen sidste år.

»Så længe Ekko ikke respekterer de almindelige spilleregler, som eksisterer mellem dansk presse og os, der optræder i den, så må de gerne anmelde min film, men jeg vil ikke have nogen udgifter ved det. Der er ikke noget problem med ytringsfriheden her - de kan bare troppe op inde i Palads Bio«.

Frygter ikke modboykot
Et par af dagbladenes toneangivende filmanmeldere har slået fast, at de også vil holde sig væk fra Zentropas pressevisninger, hvis Aalbæk Jensen effektuerer forvisningen af Ekko-journalisterne.

LÆS OGSÅ Danske filmanmeldere truer 'Ålen': Vi boykotter dig

»Det er et frit land, det har jeg ingen problemer med. Så må de bare lade være med at skrive om Lars von Trier i Cannes 2013. Det må jeg så leve med«, siger Peter Aalbæk Jensen.

»Men lad os se det ske. Der kan nå at ske mange ting før maj til næste år. Jeg kan være død af et hjerteslag, fordi jeg er så hidsig«.

Peter Aalbæk Jensens vrede skyldes to artikler i Ekko. Den ene er en netartikel fra januar, og den anden er et essay skrevet af filminstruktør og forfatter Anders Rønnow Klarlund i det seneste nummer af kvartalmagasinet.

LÆS ARTIKEL Zentropa nægter filmmagasin adgang til pressevisninger

I begge tilfælde mener Zentropa-direktøren altså, at omtalen har haft økonomiske konsekvenser for hans firma, og at det er ansvarspådragende, at Ekko ikke har søgt hans kommentar til påstande i artiklerne.

»Ekstrem sag fra dag 1«
Det er imidlertid kun den ene artikel, netartiklen fra januar, som Aalbæk Jensen har stævnet den pågældende journalist og Ekko for.

Peter Aalbæk Jensen er blevet hårdt kritiseret fra flere sider for sine udfald mod Ekko, men det har ikke formildet ham.

Er sagen ikke gået for vidt nu?

»Sagen har været ekstrem fra dag et, synes jeg«, siger Peter Aalbæk Jensen.

»At jeg skulle opleve det fra et statsstøttet filmblad, at jeg ikke får lov til at kommentere artikler, der beskylder mig for at have svindlet en kvart million kr. fra nogle skuespillerspirer og snydt mine aktionærer for tyve millioner kroner«, siger han med adresse til de to Ekko-artikler i kernen af konflikten.

LÆS MERE Kulturministeren bakker sagsøgt filmmagasin op

»At postulater som dem får lov til at blive publiceret ukommenteret - jeg synes, Ekko har et gevaldigt forklaringsproblem. (Anders Rønnow) Klarlund må hjertens gerne stå i filmmagasinet og sige, at jeg har snydt aktionærerne for 20 millioner kroner, men jeg har ikke været vant til før, at det blad, der publicerer påstanden, ikke beder om min kommentar til det«, lyder det fra Aalbæk Jensen.

AALBÆK JENSEN »Jeg stopper ikke før den sprøjte er smadret«

»Dårlig stil«
Ekkos chefredaktør Claus Christensen har forsvaret sig med, at Anders Rønnow Klarlunds tekst var et personligt essay og ikke en journalistisk artikel, hvor der er et krav om at høre den angrebne part.

»Det er noget sludder. 20 millioner kroner er trods alt en sjat penge. At man ikke giver mig mulighed for at kommentere på det, er simpelt hen dårlig stil«, siger han.

Rønnow Klarlunds essay er ikke en del af den injuriesag, som Aalbæk Jensen har anlagt, ligesom publiceringen af det heller ikke er blevet indbragt for Pressenævnet. Zentropa-direktørens sagsanlæg gælder den netartikel, som blev publiceret på Ekkos hjemmeside i januar.