Han er vant til dem, spørgsmålene om hans personlige moral, hans etiske problemer med at omgås disse indonesiske massemordere, der stolte, glade og gerne går i makabre detaljer om deres drab på titusinder og atter titusinder af formodede kommunister og kinesere i midt-60'erne.

»Det er ikke op til mig hverken at dømme eller tilgive dem«, siger Joshua Oppenheimer, manden bag filmen 'The Act of Killing', som i dag åbner DOX-festivalen og allerede er blevet en verdensbegivenhed siden sin amerikanske premiere.

LÆS ANMELDELSEGenial dokumentar genskaber absurd folkedrab

»Det, f.eks. filmens hovedperson, Anwar, har gjort, er helt grundlæggende meget menneskeligt, og jeg ville med min film undersøge, hvordan man baserer sit liv og sin normalitet oven på al denne skræk, hele denne løgn. Anwar og hans mænd er undsluppet retfærdigheden i juridisk forstand, men de er ikke sluppet for straf. I slutningen af filmen synes jeg, det er tydeligt, at de er hjemsøgt af spøgelset af, hvad de foretog sig, og at de selv er blevet til spøgelser, tomme og hule midt i deres luksusliv«.

»Spørg gangsterne selv«
Faktisk tog 'The Act of Killing' sit udgangspunkt i en lang række interview, Oppenheimer lavede med bandlyste indonesiske fagforeningsfolk, der henviste til folkemordet i 1965-66, men kun mellem fire øjne, og når kameraet var slukket.

»Spørg gangsterne selv«, hviskede de, og pludselig sad Joshua Oppenheimer sammen med en håndfuld af lokalsamfundets spidser, der pralede af deres massedrab - med kæppe, med knive, med macheter og med ståltråd.

»Vi har i Vesten en tradition for at lave film om overlevende og om ofre set fra deres synsvinkel, og dem har vi også brug for, men til gengæld er vi meget frygtsomme over for historierne om dem, der forgreb sig. Vi vil gerne bilde os ind, at vi er tættere på ofrene end på bødlerne. Jeg håber, at vores film kan hjælpe os til at forstå, at sådan er det ikke nødvendigvis. Vi sidder alle med ved det her enorme kannibalistiske tagselvbord, og vi har sørget for at forsvare os ved at opbygge lokale socialdemokratiske samfund, selv om vi er medvidere om alt det, der foregår, og som er forkert og inhumant. Det bør vi indse, hvis vi skal ud over bare at sidde på typisk liberal vis og vride hænder og bekymre os. Hvis vi vil ændre ved tingene«.

Iscenesatte selvopfattelser
Joshua Oppenheimer overlod i høj grad scenen til massemorderne for at få dem til at sætte deres selvopfattelser i scene, og resultatet bliver mere og mere spektakulært og bizart, som filmen skrider frem.

De går fra ikke blot at skildre og genopføre de konkrete mord, de har på samvittigheden, til intense filmnoir-scener, hvor gangsterne spiller både sig selv og dem, der blev tortureret og dræbt, og storslåede Hollywood-inspirerede visuelle hymner med vandfald, drags og kitchy kostumer.

LÆS OGSÅ Guide: Hør lyden af CPH:DOX

»Jeg hjalp dem til at lave de selvportrætter, de havde lyst til«, siger han, »og jeg fulgte overvejelserne om, hvorvidt billedet skulle være skønmalende, heroisk og smukt - eller sandt. De brugte mit kamera som deres scene, indtog den og spillede på den, og langsomt gik det op for dem, at der var disse to mulige film, de kunne lave: en sand og en falsk. Anwar, der var den mest frygtede bøddel i samtiden, viste både mod og ærlighed i den proces. Måske kan han ende med at vinde lidt af den moralske kerne tilbage, som han mistede dengang«.

'The Act of Killing' er produceret af et dansk produktionsselskab, som amerikanske Oppenheimer er medejer af. Han er født i Texas og uddannet i London, hvor han var bosat indtil sidste år, da han flyttede til København.