Det ret ubeskrevne venskab mellem fremskridtspolitikeren Mogens Glistrup og rejsekongen Simon Spies bliver emnet for en af Christoffer Boes kommende film, der foreligger i et manusudkast.

De to havde været eliteparret på Regensen, da de studerede og kom ud med rekordgennemsnit, og ti år senere tog Spies kontakt til sin gamle ven, der blev hans makker også fagligt, og filmen beskriver venskabsårene 1965-73.

»De var de sidste to rigtig revolutionære danskere, vi har haft«, siger Boe,

»og faktisk var de tættere på at udvirke en ægte revolution i Danmark end nok så mange hætteklædte unge mennesker, der spiller høj rockmusik og ryger en joint. De var to halvgamle, tykke, skaldede hvide mænd, der var på forkant med ungdomsoprøret, men tabte, og ungdomsoprøret er i dag blevet den officielle historie om den epoke«.

Politisk er du ingen kulturradikaler eller lyserød som de fleste af dine kolleger?

»Jeg er en underlig blanding af Mogens Glistrup og venstresocialisten Preben Wilhjelm, men jeg har lagt det politiske arbejde og den idealisme bag mig. Jeg er fascineret af det projekt, Glistrup og Spies havde, som mistede sit fokus og blev en tragedie, da Glistrup blev valgt ind i Folketinget i 1973. Han ville være leder af ministeriet for nedlæggelse af offentlig forvaltning, men han var ikke manden, der kunne forvalte den magt, og han endte med at påtage sig en hvilken som helst rolle, hans fjender tildelte ham, bare det var den rolle, ingen andre ville have«.

Så Christoffer Boes film vil tage Glistrup & Spies’ projekt for pålydende og fortælle om ambitionen om at nedbryde staten.

»Og den ambition er langt hen ad vejen fantastisk. De lagde en bombe under systemet og skabte panisk angst i hele regeringsapparaturet. Senere hen kom så paranoiaen over for muhamedanere og aggressionen, og Glistrup endte som en dansk Jean-Marie Le Pen«. (mBo)