Så er han her igen. Michael Moore.

Den amerikanske venstrefløjsdarling komplet med overvægt, hængerøv i bukserne, kasket og dårligt skæg. Han har tidligere langet ud efter alle de store højreorienterede skurke, nu går han efter selve systemet: kapitalismen.

Og han kalder det en kærlighedshistorie, fordi kapitalismen har lovet middelklassen guld og grønne skove, men nu svigtet som en fransk trussetyv efter en tur i baggården.

Jeg har altid holdt af Michael Moore – mest for hans humor, men også for at sige alt det, som de fleste europæere allerede tænker:

at amerikanerens våbenfetich er tosset, ligesom George W. Bush, og at deres sundhedssystem er både hjerte- og tankeløst.

Men det er også en hul kærlighed, for er det ikke for let at prædike for de frelste og så samtidig tjene millioner på det? Kan Moore stadig være reelt kritisk? Er det faktuelt korrekt, det han siger?

Moore er hæmmet af sin succes
Det er mange spørgsmål. I Moore’sk ånd er løsningen nok at ringe rundt og lade en række kilder belyse problemet. Første skridt må være at tjekke, om den nye film er i orden.

Det må Danmarks mest magtfulde filmanmelder, Politikens egen Kim Skotte, kunne svare på.

»Det er en klassisk Michael Moore med alle de velkendte kneb, han bruger som historiefortæller og propagandist. I de tidligere film har han kritiseret forskellige nicher, nu går han efter fundamentet og argumenterer mod røverkapitalismen.«

»Hans stil er blevet lidt hæmmet af, at han nu er så kendt, at de helt store spillere nægter at tale med ham, men det bliver jo også meget sigende, og det er stadig ret sjovt. Moore er en mester til at finde gode billeder – både aktuelle og ironisk kommenterende arkivbilleder, så det er bestemt en god film«.

Det er altså en god film ifølge Skotte, men propagandakneb, det lyder ikke godt, så jeg ringer til lektor Peter Schepelern,som er lidt af en faderfigur inden for filmhistorie, for at høre, hvordan Moore skal placeres.

Tyk, rød Rambo
»Propaganda, måske? Men det er stadig inden for det dokumentariske koncept. Moore har lidt skabt sin egen genre, hvor han belyser kontroversielle politiske emner. Og dermed skabt den største biografsucces inden for dokumentargenren i nyere tid«.

Men han tjener jo en masse penge på det her, er det bare en meningsindustri a la Bono?

»Jeg tror, Moore er en ægte idealist, som sælger sin idealisme – og ja, det tjener han penge på, men de er også nødvendige for at lave de film, han gør.«

»Jeg ser Moore som en systemkritiker, som vil samfundet det godt. Så kan man være uenig med ham, men han indskriver sig i en lang tradition af amerikansk underklasseromantik, hvor den lille mand er imod den store konspiration, en slags Rambo«.

O.k. Filmen er god, og Moore er en tyk rød Rambo i direkte kamp mod de onde mænd i toppen. Det kan man jo godt finde sympati for. Men er det sandt alt det, Moore siger?

Det må USA-eksperten Niels Bjerre-Poulsen fra Copenhagen Business School kunne svare på. Han har det lidt blandet med Moores nye film, som ifølge Bjerre-Poulsen indeholder »nogle selektive analyser, hvor han beskytter demokraterne«.

»Han nævner kun en passant, at ’skurkene’ også sad i Clintons administration, og at man også der deltog i liberaliseringen af finansmarkedet. Og at demokraterne også stemte for bankpakken – ja det var faktisk overvejende demokraterne, der støttede den og de efterfølgende særdeles dyre bestræbelser på at redde finanssektoren. Hovedfokus bliver på Reagan og Bush som ødelæggerne af en idylliseret tidligere form for kapitalisme i arven fra Roosevelt«.

Politisk effekt og kritisk potentiale

Tror du, Moores film har en effekt?

»Den politiske effekt af en film er svær at måle. Moore er nok et ikon på venstrefløjen, men han er en polariserende skikkelse, som næppe flytter så meget hos hovedparten af amerikanerne. I ’Sicko’ (om amerikansk sygesikring, red.) var han strategisk smartest.«

»I stedet for at fokusere på de amerikanere, der ingen forsikring har, kastede han lys over, at de, der troede, de havde sygeforsikring, faktisk var underforsikrede og stod uden hjælp, når der faktisk skete noget. Der ramte han den brede middelklasses frygt og gjorde det til debattens kerne«.

Så Moore strammer sine historier lidt rigeligt, men rammer af og til plet. Hvad med den nye film? Rammer han debattens kerne, eller malker han selv profit på finanskrisen?

Ifølge Bjerre-Poulsen er det »et godt tidspunkt at tappe fra vreden i den amerikanske befolkning«, men siden Moore går så langt med den nye film, »kan man i hvert fald ikke beskylde ham for at lave den mest profitmaksimerende film, for han toner rent flag og går imod selve systemet, og at erklære kapitalismen for ond ved sin rod, det er at gå et skridt længere, end de fleste normale vrede borgere vil være med til«.

Det var ikke næsegrus beundring fra CBS, men det lyder, som om Moore i hvert fald pletvis formår at udøve en gældende kritik. Lektor i moderne kultur Mikkel Bolt kan betegnes som ekspert i kunstnerisk kritik, så vi spørger ham, om Moores kritik er omfattende nok.

Har Moores film et reelt kritisk potentiale?

»Det er helt sikkert interessant, at Moore i sin nye film retter kameraet mod selve det kapitalistiske system og ikke bare enkelte grådige bankfolk og brodne kar. Det er yderst sjældent, at et bredt publikum præsenteres for den type kritiske udsagn.«

»Men man kan kritisk spørge, om Moore ikke selv indgår i en allerede etableret mainstream-offentlighed, som hans film egentlig ikke problematiserer. Bliver han selv en del af et kapitalistisk medieskuespil, hvor han spiller rollen som det kritiske indslag eller hofnarren, der med sine tilsyneladende kritiske udsagn skal få beskueren til at tro, at han eller hun lever i et demokrati?«.

Næste film: En kritik af Moore og hans eget arbejde
Bolt mener, at Moores kritik bliver til inden for rammerne af en allerede etableret politisk horisont, og efterlyser en endnu mere omfattende (selv)kritik.

»Problemet er, at Moore, selv når han kritiserer kapitalismens aktuelle form, blot reproducerer en genkendelig forestilling om kritik og eksempelvis ikke underkaster filmmediet og dets produktions- og distributionssystem kritik.«

»Hans kritik af kapitalismen er yderst relevant, men som den tyske kulturkritiker Walter Benjamin sagde, så er det ikke nok at levere til et produktionsapparat; det handler om at forandre det. Og det gør Moore ikke«.

Så hvad er udgangen på denne undersøgende kærlighedshistorie. Det er en god film, en stramt vinklet film, en systemkritisk film og en film, der nærmest garanteret tjener en voldsom bunke penge.

Og så bør den næste film, Moore laver, nok indeholde en kritik af Moore selv og hans eget arbejde i cirkusset.