Det blev årtiet, da filmen for alvor gik i barndom. Men ikke på den måde, man frygtede for blot få år siden.

På trods af sine mere end 100 år er filmen og biografkulturen ikke blevet stuvet af vejen på et alderdomshjem for senile udtryksformer i 00’erne.

Tværtimod er filmen gået i barndom med højt humør, vældig energi og uimodståelig tiltrækningskraft.

CGI og 3D
Filmkunsten trådte sine første spæde barnesko som sensation på markedspladserne.

På en måde er filmen vendt tilbage til sit udgangspunkt som opsigtsvækkende spektakel. Dengang hed det nickelodeon og zoetrope.

Nu hedder det CGI og 3D. De stadig mere raffinerede computerskabte effekter (CGI) har revolutioneret filmkunsten i en grad, så filmen som mere alvorlig filmkunst næsten kan være svær at få øje på. Opstigning.  Pixar tog syvmileskridt i udviklingen af computeranimation med 'Wall-E' og 'UP'. Arkivfoto: Disney/PixarEfter Anden Verdenskrig udkæmpedes en kulturkamp, hvor filmen ville tages alvorligt som eksperimenterende og ofte tillige politisk kunstart. Det lykkedes på mange måder, men anno 2009 er filmen primært tilbage i rollen som leverandør af underholdning.

De vældige produktionsomkostninger i forbindelse med at lave film, som er så flotte og teknisk avancerede, at de fanger det store publikums opmærksomhed, har befæstet Hollywoods magtposition. Læg dertil de enorme markedsføringsbudgetter, og man blæser alle andre af banen.

Overalt ser man flest amerikanske film og derudover mest film af egen avl. På filmfestivaler og i cineast-biograferne er det geografiske filmbillede mere varieret, men kommercielt spiller tredjelande kun en perifer rolle i 00’ernes fagre nye filmverden.

Superkræfter på lærredet
Med computerteknologiens stormskridt bliver det logisk tiltrækkende historier, der handler om at fremmane den slags fantasier, som man før CGI kun kunne fortælle mere primitivt og ubehjælpsomt.

Symptomatisk nok blev superhelte moderne igen. For nu kunne de jo rent faktisk udfolde deres superkræfter på lærredet, så man ved selvsyn kunne tro på det.

Spiderman, Fantastic Four, Daredevil, Hulk, X-Men og selvfølgelig Batman, der på trods af sine manglende superkræfter endte med at slå alle konkurrenterne af banen.

Jokerface.  Heath Ledgers svanesang i 'The Dark Knight'. Arkivfoto: AP/Warner Bros. Ikke så meget pga. Batman, som fordi den alt for tidligt døde Heath Ledger i ’The Dark Knight’ var Jokeren, der tog alle stik hjem.

Men kunstnerisk kulminerede superheltenes fremmarch i to andre film. Nemlig i Christopher Nolans ’Batman Begins’ og i ’Watchmen’.

Ringenes biografherre
Superhelte er født af tegneserier, men årtiets to dominerende fænomener udsprang af gode gammeldags romaner.

J.R.R. Tolkiens ’Ringenes Herre’ er fantasy-fortællingernes bibel. Instrueret af Peter Jackson blev trilogien omsat til tre spillefilm, der slog alle tænkelige rekorder overalt i verden. At filmatisere Tolkien var en gammel drøm, der gik i opfyldelse.

At filmatisere J.K. Rowlings ekstremt populære bøger om Harry Potter på troldmandsskolen Hogwarts var et kapløb med tiden, hvor filmene løb i hælene på bøgerne og kun i ringe grad skuffede bøgernes hengivne fans.

Man kunne have forestillet sig, at angrebet på World Trade Center 11. september 2001 og den efterfølgende krig i Irak og Afghanistan ville have sat tonen for resten af årtiet. Det skete ikke.

Bortset fra, at terrorister indtog de nye skurkeroller i actionfilmene, og Clint Eastwood lavede fremragende krigsfilm om Iwo Jima, blev eskapismen blev endnu mere iøjnefaldende.

Publikum viste kun ringe interesse for at løse billet til nogle af de mange amerikanske Irakfilm. De ville hellere til en verden, hvor orker slås med hobbitter, eller til et jordisk helvede, hvor djævlen går i Prada.

Dokumentar og tegnefilm
Men dokumentarfilmen fik med Michael Moores guldpalmevinder ’Fahrenheit 9-11’ i spidsen tilkæmpet sig en langt mere central rolle end tidligere.

Det skete i en ny konfliktfyldt epoke, der så uhøfligt afbrød forestillingen om et globalt teknologisk paradis, hvor nørdede løver og de lammefromme ville græsse fredeligt ved siden af hinanden i cyberspace.

Men den helt store succeshistorie i computerens kølvand var historien om hvordan computeranimationen overtog tegnefilmens trone og atter gjorde den til en genre, der besnærede publikum i alle aldre og størrelser. Chihiro.  Tegnefilmkunstens største geni siden Disney, Hayao Miyazaki, kom fra Japan. PR-foto.’Ice Age’ satte tempoet, og ’Shrek’ rendyrkede den tidstypiske forkærlighed for genreparodier, men det var Pixar, som med ’Find Nemo’, ’Wall-E’ og ’Op’ overbeviste om, at computeranimation ikke bare var en teknologisk revolution, men en ny kunstart.

Den ærværdige tegnefilms fane blev til gengæld holdt højt af japanske Hayao Miyazaki, hvis status som tegnefilmens største auteur siden Disneys dage kun voksede sig større op igennem årtiet.

Uden for Hollywood
Også uden for Hollywood satte mødet mellem teknologien og fantasien med held nye dagsordener.

Mexicanske Guillermo del Toro skabte med ’Pans Labyrint’ en af årtiets bedste og mest foruroligende film, og ligeledes med spansk baggrund blev ’Børnehjemmet’ (’El Orfanato’) årtiets mest originale gyser sammen med den svenske vampyrfilm ’Lad den rette komme ind’ af Tomas Alfredsson.

I Korea skabte Bong Joon-ho årtiets monsterfilm ’The Host’, og i det hele taget viste Sydkorea sig med instruktører som Joon-ho, Kim Ki-duk og Park Chan-wook (’Old Boy’) sig som årtiets asiatiske filmkraftværk.

I Europa var Tysklands genfødsel som stor filmnation bemærkelsesværdig med film som ’De andres liv’, ’Der Untergang’, ’Mod muren’ og ’Goodbye Lenin’.

Upåagtede Rumænien åbenbarede sig pludselig som et filmland, der på trods af fortvivlende få penge høstede den ene store filmpris efter den anden med realistiske perler som ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ og ’Hr. Lazarescus sidste rejse’.

Filmflettede skæbnefortællinger
Men hvilken film formåede decideret at sætte en ny filmisk dagsorden i et tiår, der var mest optaget af at lege?

Flettefilmen havde for alvor gjort sit indtog i 90’erne med ’Short Cuts’, ’Pulp Fiction’ og ’Magnolia’.

Kunsten at sammenflette skæbnefortællinger til et levende billedtæppe med fælles motiv fik en opvakt arvtager i den mexicanske instruktør Alejandro Gonzalez Inarritu og hans manuskriptforfatter Guillermo Arriaga. Flettefilm.  I 'Babel' smeltede form og indhold sammen i beskrivelse af globaliseringens dramatik. PR-foto.Efter ’Amores Perros’ og ’21 Grams’ kulminerede samarbejdet i 2006 i ’Babel’. En film, hvor globaliseringens grundproblematik – den indbyrdes afhængighed på alle niveauer – kommer til udtryk i selve filmens struktur.

Et bogstavelig talt tidssvarende mesterværk, som selvfølgelig burde have vundet i Cannes det år, hvor en halvdårlig Ken Loach-film uforståeligt blev foretrukket frem for både ’Babel’ og ’Pans labyrint’.

Efter 'Festen'
Netop i Cannes startede årtiet med en dansk triumf, da Lars von Trier vandt guldpalmen med ’Dancer In The Dark’.

Dansk film var nu med en populær kliché »efter ’Festen’«, men selv om dogmerusen lagde sig, gik dansk film uanfægtet videre på vandet.

Årtiets største danske filmpræstation var Danmarks-trilogien ’Bænken’, ’Arven’ og ’Drabet’, hvor instruktøren Per Fly ene mand genopfandt neo-neo-realismen på dansk grund. Dansk.  Med trilogien 'Bænken', 'Arven' og 'Drabet' skrev Fly danmarkshistorie i billedsprog. PR-foto.Men ikke mindst skyldtes det fortsat historisk høje niveau i dansk film stjernesystemets genopstandelse og en række kvindelige instruktører, der scorede det ene hit efter det andet med dramaer og komedier fra den danske intimsfære.

Ikke sjældent med manuskript af de to myreflittige og fremragende manuskriptforfattere Kim Fupz Aakeson og Anders Thomas Jensen.

Kvinderne og von Trier
Susanne Bier (’Elsker dig for evigt’) blev årtiets dominerende danske instruktør, men også Lone Scherfig (’Italiensk for begyndere’), Annette K. Olesen (’Små ulykker’) og Pernille Fischer Christensen (’En Soap’) var med til at gøre Danmark til et af de lande med flest centrale kvindelige instruktører.

Midt i årtiet vendte vinden til fordel for flere genrefilm. En udvikling, der langsomt viste sig at føre i retning af en mere kompromisvillig mainstream, som på sigt synes at forplumre både de kommercielle og de kunstneriske muligheder.

Dog ikke for Lars von Trier.

Efter et tiår, hvor han endte med at løbe sur i kridtstregerne to tredjedele inde i USA-trilogien og lignede en halvhjertet humorist i ’Direktøren for det hele’, endte han bogstavelig talt korsfæstet på de høje nagler med ’Antichrist’.

Ganske som i gamle dage på godt og ondt højt hævet over årets øvrige danske produktion.