Der er noget galt i dansk børnefilm.

For 20-30 år siden spyttede Danmark nærmest den ene klassiker ud efter den anden. ’Gummi Tarzan’. ’Zappa’. ’Kundskabens træ’. Men de sidste ti år har der været for langt mellem snapsene. Politikerne tager ikke genren alvorligt, og det går ud over børnene. I hvert fald hvis man spørger filminstruktør Birger Larsen.

»Desværre er børnefilm blevet en genre, som pladrer rundt i spekulativ underholdning og egentlig ikke rigtig giver folk noget med hjem. Det, jeg kalder romertalfilm, er skidegod underholdning, og der er mange, der går ind og ser dem, men det betyder altså ikke, at det er gode børne- og ungdomsfilm, som fortæller noget om den virkelige verden.«

»Dermed ikke være sagt, at man absolut skal lave en socialrealistisk børnefilm hver gang. Men du kan sagtens lave nogle film, som folk går ind og ser, men som samtidig er mere end den omgang softice, der bliver kastet i hovedet på børnene lige nu«.

Miraklet fra rummet
Nu er Birger Larsen selv klar med et bud på en film, der kan lige præcis det.

’Superbror’ handler om 10-årige Anton, som er træt af altid at skulle tage hensyn til sin autistiske storebror, Buller. Han vil have en rigtig storebror – en, der kan hjælpe ham, når bøllerne i skolegården stjæler hans chokolademadder og tvinger hans fjæs ned i vandpytterne. Da en fjernbetjening fra det ydre rum pludselig lander på drengeværelset på Amager, får Anton sit ønske opfyldt.

Buller går fra bævende underlæbe og tøvende bemærkninger som »Jeg ved det ikke i mit hoved« til at være en regulær superbror, der både kan flyve og har overnaturlige kræfter og kækt hilser sin lillebror med et »Hva’ så, bror lort?«, når de mødes over en skål cornflakes om morgenen.

Fra starten har det været Birger Larsens og manuskriptforfatter og producer Åke Sandgrens ambition, at ’Superbror’ skal vinde førertrøjen tilbage til dansk børnefilm. Og indtil videre lover det godt for den fantasifulde fortælling om Anton og Buller.

Filmen vandt Politikens publikumspris ved årets udgave af børnefilmfestivalen Buster, og til februar kæmper den om en Krystalbjørn ved filmfestivalen i Berlin. Selv mener Birger Larsen, at det er lykkedes ham at skabe en film, som placerer sig lige midt imellem underholdning og læring, softice og vitaminer.

LÆS OGSÅ'Superbror' kan løbe med Krystalbjørnen

»Det er vigtigt for mig at vise børn, at man skal opføre sig ordentligt over for hinanden. Være kammeratlige og kærlige. Den her film fortæller den banale historie om, at man skal acceptere sine søskende som dem, de er. Men miraklet fra rummet gør, at den bliver fortalt på en helt ny, underholdende måde«.

Kærlighed som fællestræk
Birger Larsen debuterede som filminstruktør allerede som 28-årig i 1990 med ’Lad isbjørnene danse’ – en både humoristisk og rørende historie om den 12-årige Lasse, som forsøger at finde sin plads som skilsmissebarn, da hans mor forlader hans slagteriarbejderfar for en rig og dannet tandlæge.

Filmen blev kåret som Årets Bedste af både Bodil- og Robertkomiteen, og også i udlandet blev man grebet af den unge instruktørs debutværk. To år senere fulgte Birger Larsen succesen op med endnu en børnefilm, ’Karlsvognen’. Og så skiftede han barndommens univers ud med uhygge, mord og skeletter i skabene.

Først som instruktør på DR-serien ’Frihedens skygge’, hvor Frits Helmuth spiller rollen som ægtemanden, der slår ihjel og stjæler for at skaffe penge til sin kræftsyge kone.

Siden blandt andet som konceptuerende instruktør på ’Forbrydelsen’, ligesom det også var ham, der sad i instruktørstolen ved to af filmatiseringerne af Henning Mankells bøger om kriminalkommissær Kurt Wallander.

»Det er blevet min niche. Enten laver jeg børnefilm, eller også laver jeg virkelig hardcore thrillere. Jeg trives supergodt med begge dele, og jeg synes, at det er lige så spændende at lave suspense og ’hu hej, vilde dyr’ som at lave en børnefilm«.

Selv mener Birger Larsen, at kærlighed er den røde tråd, der snører fortællingerne fra børneværelserne sammen med historierne fra drabsstederne.

»Alle mine film handler om kærlighed på den ene eller den anden måde. Kærlighed trods alt. Så det er ikke en helt weird sammenblanding«.

Barnestjerne
Egentlig startede Birger Larsens vej ind i den danske filmbranche længe før, det blev til dansende isbjørne og dræbende ægtemænd. Han kom tilfældigvis slentrende forbi, netop som Søren Kragh-Jacobsen var taget ud på en ungdomsskole i Hvidovre for at finde skuespillere til sin debutfilm, ’Vil du se min smukke navle?’.

»Vil du komme og prøvefilme i morgen«, spurgte filminstruktøren den 15-årige dreng med det halvlange lyse hår. Og selvom Birger Larsen først troede, at han tog pis på ham, sagde han ja og endte med at score hovedrollen som Claus. Bagefter fulgte berømmelsen. Og en hel del knuste pigehjerter.

»Forleden var der en lærer på mine børns skole, der sagde: »Jeg var så forelsket i dig!«, og der gik lige to minutter, hvor jeg tænkte: »Hvad fanden siger man nu?«, indtil det gik op for mig, at hun mente i ’Vil du se min smukke navle?’«.

Han er stadig »enormt stolt« af at have spillet Claus. Og i dag husker han udelukkende tilbage på oplevelsen som noget sjovt. Men dengang i slutningen af 1970’erne var tilværelsen som teenagestjerne ikke altid lige let for den unge Birger.

Folk kiggede efter ham på gaden, og han følte sig aldrig helt sikker på, om gymnasiekammeraterne var venner med ham, fordi de kunne lide ham, eller fordi han var Claus fra ’Vil du se min smukke navle?’. Heldigvis stod forældrene altid klar med opbakning.

»Den tryghed var alfa og omega for mig i den situation. Det er også noget, jeg tænker over i dag, når jeg caster børn til mine film. Ud over at de skal være så talentfulde som muligt, skal de komme fra en så stabil familiebaggrund som muligt. Det har ikke noget at gøre med, om ens forældre er skilt eller bor sammen. Det handler om, at der skal være nogen, som kan gribe en, hvis man falder«.

Hva’ så, Claus?
Rollen som Claus smagte af mere for Birger Larsen. Han elskede stemningen på filmsettet, og i et langt stykke tid var drømmen at blive filmfotograf.

Så da han som nyslået student fik færten af, at Ib Tardini, der tidligere havde været produktionsleder på ’Vil du se min smukke navle?’, var blevet hyret til Bille Augusts ungdomsfilm ’Zappa’, hoppede han på cyklen og kørte fra Hvidovre til Lyngby for at tilbyde sin hjælp. Med hvad som helst.

»Men de kunne ikke engang huske, hvad jeg hed. »Hva’ så, Claus?«, råbte de. Og så fik jeg ellers at vide, at Bille ikke gad have praktikanter rendende«.

Men Birger Larsen gav ikke op så let. Næste morgen cyklede han igen til Lyngby. Og igen fik han et nej. Men på tredjedagen lykkedes det. Filmholdet skulle tilfældigvis lave en krævende natoptagelse, og de havde brug for en til at slæbe lamper.

»Jeg tror, at det var der, jeg lærte, at man aldrig skal tage et nej for et nej i den her branche. Man bliver nødt til at blive ved og ved og ved. Og den vedholdenhed har jeg taget med mig siden hen«, siger han og fortæller om dengang, han skulle overbevise Frits Helmuth om, at han skulle spille hovedrollen i ’Frihedens skygge’.

»Jeg ved godt, hvem De er, hr. Larsen, men jeg er ikke interesseret«, blev dansk skuespils grand old man ved med at sige. Indtil Birger Larsen pludselig ringede og sagde, at han lige ville kigge forbi Frits Helmuths sommerhus om et øjeblik.

»Han var pisseirriteret, men han blev alligevel lidt nysgerrig efter at finde ud af, hvem den idiot var, der ville tage så langt for at få endnu et nej. Og han endte med at sige ja«.

Romertals film er ikke nok
’Vil du se min smukke navle?’ er med årene blevet en klassiker inden for dansk børne- og ungdomsfilm. Et minde fra dengang, hvor samfundet tog den yngste del af befolkningen alvorligt, og hvor der var ressourcer til at gøre det.

Hvor der var prestige i at lave børnefilm, og hvor fjernsynets B&U-afdeling spændte så bredt, at der både var plads til den socialrealistiske historie om Sonja fra Saxogade og eventyret om Super Karla.

Stod det til Birger Larsen, blev det snart sådan igen. Men som det ser ud nu, er der ikke nok penge til at producere virkelig gode børne- og ungdomsfilm. Og det er en skam.

LÆS ANMELDELSENUngdomsfilm er 20 år for sent på den

»En god børne- og ungdomsfilm kan både underholde og give dig noget med hjem, som du ikke troede, at du ville få. Det er bare ikke godt nok kun at vokse op med romertalsfilm. Det ville være det samme som at vokse op og som voksen kun kunne huske desserterne. Det spiller sgu ikke helt. Der skal også være nogle løgtærter og noget broccoli«.