FILMFEST I BERLIN

Foto: AP

Omkring 400 film blev vist på Berlinalen, der foregik fra 11. til 21. februar.

De mest prestigefyldte priser er Guldbjørnen og Sølvbjørnen. Der var to danske film med i hovedkonkurrencen.

Berlinalen 2010

Børnene fra Pristina i Kosova kigger på os med øjne, der synes større end dem selv og deres unge liv. Blikke fulde af bange anelser, uro og en angst, der forekommer så meget stærkere end de tillærte monologer i børnenes munde.

På papiret er det et interessant filmisk eksperiment, instruktøren Birgitte Stæremose begiver sig ud i med ’Ønskebørn’. En af de fire danske kortfilm for børn og unge, der deltager i Berlinalen, hvor de fleste af bidragene blev vist i går.

I barndommens land er der at dømme efter de fire danske kortfilm ikke så rart. I hvert fald er filmene med en enkelt undtagelse fyldt af en ildevarslende stemning, der nærmest vil finde resonans i gysergenren.

Dog naturligvis fraregnet ’Ønskebørn’ fra et Kosova, hvor hverdagen efter borgerkrigen stadig former sig som et virkeligt gys.

»Den eneste grund til, at jeg taler til dig, er, at jeg er så sulten. Jeg er så sulten, at jeg kunne spise dine penge ... faktisk er jeg så sulten, at jeg kunne spise dig«, som en af filmens drenge siger til kameraet i en af de – problematiske – monologer, Birgitte Stærmose har udstyret børnene med.

Problemkatalog
Det er en ærgrelse så gammel, som der findes journalistik, at kilder ikke altid siger tingene så præcist og stærkt, som journalisten gerne ville have. Og det er en dødssynd i samme aldersklasse at bestemme sig for at ’stramme’ udsagnet, så det passer bedre ind i den virkelighed, man vil skildre.

En dødssynd, filmen er tæt på at begå, fordi det er så tydeligt, at ordene er tillærte og ikke børnenes egne. Man ville så meget hellere høre dem selv fortælle om et liv som cigaretsælgere på gaden eller i en form for prostitution, som en af pigerne synes at befinde sig i.

For rent filmisk gør ’Ønskebørn’ ikke meget for at hæve sig op over de klicheer med trøstesløse byer med betonslum, vi kender til trivialitet fra Østeuropa.

At børnene udtaler sig om organdonation, frygt for fremtiden, fattigdom, sult, prostitution, borgerkrigens ar i sjælene og forurening får bare filmen til at minde lidt for meget om det vedtagne katalog over problemer i Øst, enhver politiker kan lire af sig i søvne. Lidt ærgerligt, for man fornemmer, at der er så meget mere i øjnene på de børn.
Ønskebørn.De to film om et tilsvarende teenageliv i Danmark, ’Megaheavy’ af Fenar Ahmad og ’Solskin’ af Alice de Champfleury, minder om, at tilværelsen ikke nødvendigvis er lettere, bare fordi man rent materielt har det langt bedre.

På Bornholm lever pigen Jolly (Eva Thompson) med rødt hår og store briller over et af den slags ansigter, der fascinerer på film og gør hovedrolleindehaveren til et fund, i relativ orden med sin mor, sin heavy metal, sin kæreste fra klassen og veninderne. Indtil naboens næsten voksne søn dukker op med sin knallert for at begrave sin far.

At digte en familie
I et nænsomt og sanseligt filmsprog udforsker kameraet i nærbilleder Jollys reaktioner på musik, kærlighed, sex og frustrationen over en mor med så elementær mangel på forståelse, at det minder om en parodi.

Og derfor kommer uroen og konflikten med moderen til at overskygge lidt for de smukke iagttagelser af en uskyldig piges afsløring af overraskelser og hemmeligheder.

Som dog ikke kommer blot i nærheden af dem, den jævnaldrende Nadja slæber med på sin ensomme tur til stranden hver dag i ’Solskin’. Hun er alene i sommerhus med sin mor og kan fra sit badehåndklæde som en isoleret ø i en varm strøm iagttage alle de rigtige familier og deres sammenhold. Men har man ikke en familie, kan man jo digte en.

Det gør Nadja, som begynder at forfølge og udspionere en familie. Hun synes besat af især faderen og bilder drengen Elias, som er besat af hende, ind, at manden er hendes egen far. Sammen bryder det unge par ind i familiens sommerhus, ødelægger billeder og hærger i et grumt raseri.

Den stumme fugl
Da sandheden går op for Elias, vil han vide, hvorfor Nadja lyver. Det eneste spørgsmål hun ikke kan svare på i en intens lille thriller fra sommerlandet. Der er noget ildevarslende og uhyggeligt i bevægelse på bagsiden af familieidyllen.

Heldigvis har vi stadig kulde, sne og åbenbart endeløst længe til bare antydning af forår og sommer. Derfor er Siri Melchiors minibidrag til Berlinalen, ’Fløjteløs’, en animeret lille bageovn. I en bevidst barnlig stil, der virker hjemmelavet og hyggelig, fortæller hun i fornøjelige billeder om den lille fugl ved navn Fløjteløs.

I modsætning til sine artsfæller, politimanden på gaden og selv den jazzede tiger i zoologisk have, kan den lille fyr ikke trylle en eneste tone ud af næbet.

Indtil den hugger betjentens fløjte og pifter sig til hævn over alle de fløjtende omgivelser, hvis toner var en hån mod fuglen før. Og snart finder Fløjteløs sin egen tone. Det har den lille film også. Om det er nok til at vinde priser i Berlin, vil de kommende dage vise.