I Teheran kan man ikke blot erhverve sig ’Shrek’ på dvd med undertekster og i børnevenlig udgave, hvor replikkerne er indtalt på farsi.

Man kan også være så heldig at finde piratversioneringer, hvor Shrek og vennerne taler obskønt – markant mere end i den amerikanske udgave – eller på anden vis bevæger sig uden for det DreamWorks-sanktionerede manuskript.

Disse illegalt producerede udgaver dyrkes og diskuteres så livligt, at de efterhånden udfordrer den ’rigtige’ Shrek.

»Den iranske Shrek optager os«
Det fortæller den amerikanske filmlektor Brian Edwards, der både har undervist og foretaget research i den iranske hovedstad.

LÆS ANMELDELSE Den grønne lavine ruller videre

Han citerer i The Believer Magazine en af sine iranske studerende, der efter eget udsagn har set filmen 36-37 gange:

»Det er ikke den originale Shrek, vi elsker, men eftersynkroniseringen. Det er den iranske Shrek, der reelt optager os«.

Fænomenet med tilegnelse og forvanskning er ikke nyt, forklarer den iranskfødte kulturskribent Abou Farman.

John Wayne blev »en ny konstruktion«
Han voksede selv op i 70’erne med andre helte som forbilleder:

»Vi mødte en John Wayne, der talte farsi, og det var dubbingen, der gjorde ham til det, han var. Snarere end oversat blev han skabt af dubbing-troldmændene, han var en ny konstruktion. En mand, der godt nok bevægede sig som en cowboy, men talte som en gut fra syd-Teheran – den type, man ville løbe på i en kebabbiks i færd med at fortære et bjerg af ris og nogle lammespyd, og som med baghånden ville tørre sit enorme overskæg«.

Abou Farman fortsætter:

»Den iranske Wayne og hans håndlangere kaldte hinanden de mest absurde og kraftfulde tilnavne, de kunne komme i tanke om. Når som helst en skuespiller vendte ryggen til, benyttede dubbing-folkene chancen til – uden at spolere læbesynkroniseringen – at tilføje et par slang-fornærmelser: »Kadaver-vasker«, »stinkende grib««.

Dubbing giver en art ejerskab
I det tværmellemøstlige tidsskrift Bidoun argumenterer Abou Farman for, at de bedste eftersynkroniseringer fungerer som en form for kommentarspor, der fremhæver underliggende lag i filmene.

Som når Kirk Douglas i ’Panserdiligencen’ (1967) afklæder sig uden et ord.

I den persiske version blev filmens homoerotiske undertoner gjort til overtoner, da en Douglas selvtilfreds udbryder:

»Se, dét er hvad jeg kalder en flot krop«.

Et par andre eksempler kan ses på www.bidoun.com.

»Der var utallige opfundne replikker i hver eneste film, men de var ikke lavet for at narre nogen. Alle var klar over, at originaludgaven ikke var vigtig. Når vi som publikum hørte de persiske dubbingfolk slippe af sted med endnu en sidekommentar, en joke, en til lejligheden opfundet talemåde, så blev vi på en måde knyttet til filmen; vi blev medsammensvorne. Det gav os ejerskab«, siger Abou Farman.

Smædepropaganda ifølge Ahmadinejad
I dag er spørgsmålet om ejerskab endnu mere relativt.

Der versioneres og censureres stadig film fra statslig side (især til tv), men via YouTube eller illegalt distribuerede dvd’er kan den menige iraner komme med sin egen tolkning af kulturprodukterne. Der ligger f.eks. ’Shrek’-klip på både kurdisk og afghansk på nettet.

Man kan også finde polemiske satirer, som når den amerikanske adventurefilm ’300’, der beskriver persernes forsmædelige nederlag til en fåtallig hær af spartanerne i år 480 f.Kr., er omklippet til en svulstig bøssefilmtrailer: ’It’s Raining 300 Men’ (find den på youtube.com).

Da ’300’ i sin tid havde premiere, blandede selveste præsident Ahmadinejad sig i koret, der kaldte filmen vestlig smædepropaganda. Præsidenten kunne overveje at bruge sine grundlovssikrede rettigheder og føre kulturkamp på dubbing.

Hvad med ’The Hurt Locker’ versioneret til ’Onkel Sams kadaver-vaskere’?