Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 300 kr.
Alm. pris 350 kr
|





Kim Skotte: 'Armadillo' er en forbløffende modig film
Krig. De danske soldaters opførsel i filmen vil være chokerende for mange. Men man får samtidig set, at de danske soldater udfører et dødsensfarligt og krævende arbejde ved frontlinjen og får sat ansigter på de anonyme krigere. Debatten herhjemme kan let tage en ny drejning efter denne film. - Foto: Lars Skree
Janus Metz fjerner sløret fra fraserne om Danmarks krig i Afghanistan.
Seneste Nyt
Seneste TV
TV »Kold indisk skulder er et kæmpe problem for regeringen«
TV Her er politiets beviser mod Anders Breivik
TV Redaktør: Grækere er presset ud på afgrundens rand
TV Sådan ser nordlys ud oppe fra rummet
TV Tibetanske munke kræver Dalai Lama tilbage fra eksil
TV Her er årets bedste computerspil
TV Narkofangst til 24 milliarder kroner fundet på gård
TV Kidnapningsforsøg fanget på overvågningsvideo
I dag
I går
Seneste uge
Send artikel
(E-mail, adskil flere med komma)
Fra (E-mail): Besked:Cannes 2011
Cannes Filmstival nr. 64. finder sted 11.-21. maj 2011. 20 film kæmper i hovedkonkurrencen om 'Den Gyldne Palme'.
BESØG det officielle Cannes-site (eksternt link)
Armadillo
Instr. Janus Metz.
Filmfotograf: Lars Skree
Lyd: Rasmus Winther
Klip: Per K. Kirkegaard
Musik: Uno Helmersson
100 min.
»Man skal have oplevet det for at forstå det«, siger en af de unge danske soldater i dokumentarfilmen ’Armadillo’.
’Det’ er i dette tilfælde adrenalinpumpede danske soldater, som med en håndgranat har fået ram på nogle talebanske krigere.
Og bagefter har pumpet dem fulde af bly for at være helt sikre på, at de nu også har fået gjort kål på den forhadte fjende. Vi er langt fra det gamle billede af danske soldater som fredsbevarende styrker.
Men samtidig sætter soldaten fingeren på dokumentarfilmens mest fornemme opgave: at give beskueren en mulighed for at opleve virkeligheden på en måde, så man bliver klogere på den.
'Armadillo' er ikke politisk
Michael Moore fortæller uden blusel subjektivt i sine politiske dokumentarfilm.
Polemik og manipulation er i det hele taget på mange måder en stadig mere populær måde at lave politiske dokumentarfilm på. Men der er heldigvis også en anden måde.
’Armadillo’ er ikke politisk.
Men virkeligheden er politisk, hvis man fortæller ærligt om den. Fortæller man nærgående om en kontroversiel del af virkeligheden, ændrer man også den politiske.
Det bliver sværere at ignorere virkeligheden.
SE TRAILER
LÆS ARTIKEL Forsvaret undersøger mulige likvideringer
Underminerer fraserne
Janus Metz’ dokumentarfilm ’Armadillo’ gør med ét hug, hvad så mange spagfærdige protester og forsøg på debat ikke har formået.
Nemlig at fjerne sløret fra de bekvemme politiske fraser om Danmarks krig i Afghanistan.
’Armadillo’ viser, at den danske krig i Afghanistan selvfølgelig er lige så beskidt som alle andre krige. Ikke mindst guerillakrige, hvor fjenden gemmer sig iblandt civilbefolkningen og ikke er til at skelne fra den.
En afghansk bondemand slår beklagende ud med armene.
»Vi kan ikke samarbejde med jer. I kommer med jeres våben, og så er I væk igen. Og om natten kommer de og skærer halsen over på os«.
»Det er hverken jer eller Taleban, der bliver dræbt«, sukker en anden gammel bondemand. »Det gør vi«.
Billederne gør indtryk
Det er ikke påstande, men billeder, der gør indtryk i ’Armadillo’.
METZ I CANNES Armadillo-instruktør: Vi skal tale mere om krigen
Billederne af svært bevæbnede danske soldater, der stavrer rundt som Star Wars-soldater i et øde og brutalt landskab så fjernt fra det danske, som tænkes kan.
Mens befolkningen med deres lange skæg og gevandter betragter dem med stoisk mistro. Selvtalende billeder på en håbløs mission, som ikke alverdens mandsmod kan hale op af kulturkløften.
Forbløffende
Det er en på næsten alle måder forbløffende film, Janus Metz har lavet.
Forbløffende modig: Fotografen Lars Skree er i lige så høj grad som soldaterne i skudlinjen.
Forbløffende åbenhjertig: Metz og filmholdet har opnået en grad af tillid, der gør filmen til et fuldstændig unikt portræt af unge mænd i krig.
Et portræt, som for altid vil forandre danskernes billede af ikke blot krigen i Afghanistan, men også af de danske soldater.
Man kan næsten se adrenalinen pumpe, når nogle af de unge mænd indsnuser spændingens kick.
’Armadillo’ handler om danske soldater i Afghanistan, men den handler også i bredere forstand om unge mænd i krig. Om spændingens attraktion.
Om det sus, man får af helikoptere og seje våben.
Om kammeratskab, korpsånd og kedsomhed. Om hadet til fjenden og nødvendigheden af at gøre sig hård.
Om porno og pludselig død. Indirekte handler ’Armadillo’ dermed også om kontrasten til et samfund, der ellers på næsten alle andre områder har udviklet sig til et sted, hvor der ikke rigtig er brug for de vilde og eventyrlystne drenge.
»Det var fedt!«, udbryder en af dem vilkårligt efter den bloddryppende kamp, hvor der var »jackpot i den dér grøft«.
Bedre end de amerikanske spillefilm
Det er oplagt at sammenligne ’Armadillo’ med amerikanske dokuprægede krigsspillefilm som ’Re-dacted’, ’Stop-Loss’ og ’The Hurt Locker’.
LÆS ANMELDELSE Irak-film er et heftigt adrenalinsus (4.9.9)
Men her synes jeg faktisk, man i ’Armadillo’ bliver gjort klogere på krigernes cocktail af angst, adrenalin og testosteron.
I udlandet vil man måske ikke umiddelbart interessere sig for en film om Danmarks krig med titlen ’Bæltedyr’, men hvis først man opdager, hvor enestående et soldaterportræt ’Armadillo’ er, vil den kunne nå vidt omkring.
Forbløffende er nemlig også filmens tekniske og æstetiske niveau.
Politikerne kan ikke affeje den
De smukke farvebilleder af det afghanske ødeland og de intense portrætter af de unge danske mænd kunne have taget livet af filmens dokumentariske nerve og de kaotiske kampscener.
Men alle æstetiske valg inklusive den nærværende lydside og den fornemme musik af henholdsvis Rasmus Winther Jensen og Uno Helmersson trækker på samme hammel.
LÆS INTERVIEW Hvad ville du selv have gjort som dansker i krig? (1.5.10)
Den danske regering har med sin ’der er ikke noget at komme efter’-attitude formået at gøre det til en svær sag at diskutere den danske krigsførelse nøgternt.
Men det kommer man ikke uden om nu.
Netop fordi ’Armadillo’ ikke kan affejes som en film ude i et politisk ærinde.
Flænser idéen om særlig dansk mentalitet
Det er en film i virkelighedens tjeneste, men det er en film, der er blevet så intenst medrivende, fordi Janus Metz har været lige så fascineret af sine soldater, som soldaterne er fascineret af krigen.
De danske soldater sidder bag pigtråd. 800 meter uden for lejren begynder Talebanland. Man er regulært under belejring.
Begge parter lurer på hinanden. Talebanerne har godt tjek på danskerne, og man forstår soldaternes frustration over en fjende, der skjuler sig i civilbefolkningen, og flere gange undervejs sender danske soldater på lazarettet og på kirkegården.
En soldat beretter, at han brugte seks timer på at samle stumper af en kammerat dræbt af en vejsidebombe.
Det er den virkelighed, politikerne nu må forholde sig til efter en film, der flår alle forestillinger om en særlig dansk mentalitet i stumper og stykker.
De menneskelige omkostninger
Den er væk, fordi der er pokker til forskel på at udføre en fredsbevarende mission og på at være en krigsførende nation.
De danske soldaters opførsel vil være chokerende for mange.
Men forsvaret kan på en måde kun være tilfreds med filmen.
Man får set, at de danske soldater udfører et dødsensfarligt og yderst krævende arbejde ved frontlinjen. Man får sat ansigter på de anonyme krigere.
Men man får også på en helt anden måde end tidligere vist de menneskelige og moralske omkostninger.
Farvel til fairplaypokalerne
Og man får først og fremmest vist, at man yder store ofre i en situation, der på mange måder forekommer politisk tvivlsom og strategisk udsigtsløs.
LÆS OGSÅ Carsten Jensen: ’Armadillo’ er et jordskælv
Danskerne er det lykkelige folk. Vi er de flinke gutter.
Dem med sportsånden og fairplaypokalerne.
Dem, der tager gas på de store og deres opblæste paroler. Men danskerne er ikke længere de samme.
Det opdager man, når man har fulgt disse unge soldaters liv i Isaf-styrken udstationeret i Helmand igennem en god del af 2009.
Lært dem lidt at kende. Mads, Daniel, Rasmus. Helt almindelige gode danske drenge med gode danske navne. Frygtindgydende krigere, når det gælder.
»Det skal nok blive spændende«, siger de ved afrejsen og glæder sig, så man samtidig kan se sommerfuglene danse i maven.
Vigtige billeder
En af soldaterne sammenligner det med at være en fodboldspiller.
Der er jo også forskel på træning og kamp. Men sammenligningen holder ikke.
Det er snarere forskellen på at pløkke fjender i et spil og så pløkke fjender i virkeligheden. Med flænset kød, stinkende lig og døde børn.
LÆS ARTIKEL Film afslører brutale danske soldater
Men uanset omkostningerne er adrenalin et hårdt stof, som det er svært at undvære.
Det er vigtige billeder at se. Så længe virkeligheden opleves som uvirkelig, er man let at manipulere.
Billederne af den danske krigsførelse i Afghanistan har været præget af politisk spin, en mærkelig mangel på almindelig opmærksomhed og sejlivede myter om den nationale selvforståelse.
De lemlæstede og dræbte soldater har fyldt uendelig lidt i offentlighedens opmærksomhed.
Endnu mindre end debatten om krigens berettigelse og fornuft.
’Armadillo’ gør, hvad den skal: gør det umuligt at fortsætte med at lukke øjnene for virkeligheden.
Cannes Filmfestival gennem 64 år
Danmark har to film med i hovedkonkurrencen om Den Gyldne Palme i år: Lars von Triers 'Melancholia' og Nicolas Winding Refns amerikansk producerede 'Drive'.
Derudover vises også danske Frederikke Aspöcks film 'Labrador' som special screening i hovedprogrammet.
Alle tre film har verdenspremiere, når de vises i Cannes.
Juryens præsident er i år den amerikanske skuespiller, producent og instruktør Robert de Niro, der blandt andre får selskab af stjerner som Jude Law og Uma Thurman.
Fire gange har danske instruktører hentet Den Gyldne Palme med hjem fra Cannes.
I 2000 vandt Lars Von Trier for filmen 'Dancer in the Dark'
I 1992 vandt Bille August for 'Den gode vilje' og i 1988 vandt han for 'Pelle Erobreren'
I 1946 vandt Bodil Ipsen og Lau Lauritzen Junior for 'De røde enge'
Der er kun fem instruktører i alt, hvoraf Bille August er den ene, der nogensinde har vundet prisen to gange.
I 1998 vandt Thomas Vinterberg Grand Prix-prisen for sin film 'Festen'.
Hovedprisen på filmfestivalen er Den Gyldne Palme, på fransk 'Palme d'Or'. Det er en international filmpris, der uddeles hvert år i Cannes til den bedste film. Det hænder dog, at juryen vælger at give prisen til flere film samtidig.
Indtil 1955 og igen mellem 1964-1974 hed prisen Grand Prix. Dette navn bruges nu til den næstfineste pris på filmfestivalen.
Derudover uddeles der blandt andet priser til bedste instruktør, bedste mandlige og kvindelige skuespiller og bedste debutfilm.
Filmfestivalen i Cannes er verdens mest prestigefyldte af slagsen.
Den blev holdt første gang i 1946 og er siden blevet afholdt hvert år i maj, bortset fra i 1968 hvor festivalen blev aflyst på grund af massive demonstrationer og strejker i Frankrig.
Juryen skifter fra år til år og består af en udvalgt gruppe filmfolk som skuespillere, instruktører og lignende fra forskellige lande.
Festivalen får hvert år massiv medieomtale og tiltrækker derfor mange filmstjerner, ligesom begivenheden er et populært sted for filmproducenter, der vil lancere og sælge deres film til de mange fremmødte distributionsselskaber fra hele verden.
Cannes ligger i den sydlige del af Frankrig ved den franske Riviera. Byen har cirka 70.000 indbyggere, men huser langt flere om sommeren, hvor tusindvis af mennesker strømmer til feriebyen på den franske middelhavskyst.
Vindere af Den Gyldne Palme gennem tiden
Mellem 1964-1974 hed hovedprisen Grand Prix i stedet for Den Gyldne Palme
1955: Marty af Delbert Mann
1956: The silent World af Jean-Yves Cousteau and Louis Malle
1957: Friendly persuasion af William Weyler
1958: The Cranes are flying af Mikhaïl Kalatozov
1959: Black Orpheus af Marcel Camus
1960: La Dolce vita af Federico Fellini
1961: Viridiana af Luis Bunuel / The long absence af Henri Colpi
1962: The Promise af Anselmo Duarte
1963: The Leopard af Luschino Visconti
1964: The Umbrellas of Cherbourg af Jacques Demy
1965: The Knack... and how to get it af Richard Lester
1966: Alfie af Lewis Gilbert
1967: Happy Gypsies af Aleksandar Petrovic / Accident af Joseph Losey
1968: Festivalen fandt ikke sted
1969: Adalen 31 af Bo Widerberg
1970: Investigation of a citizen above suspicion af Elio Petri
1971: Johnny got his gun af Dalton Trumbo / Taking off directed af Milos Forman
1972: Solaris af Andrei Tarkovski
1973: The mother and the whore af Jean Eustache
1974: A thousand and one nights af Pier Paolo Pasolini
1975: Chronicle of the burning years af Mohammed Lakhdar-Hamina
1976: Taxi driver af Martin Scorsese
1977: Padre, padrone af Vittorio et Paolo Taviani
1978: The tree of wooden clogs af Ermanno Olmi
1979: Apocalypse now af Francis ford Coppola / Le tambour af Volker Schlondorff
1980: All that jazz af Bob Fosse / Kagemusha af Kurusawa Akira
1981: Man of iron af Andrezj Wajda
1982: Missing af Costa Gavras / Yol af Yilmaz Guney
1983: Ballad of Narayama af Inamura Shohei
1984: Paris Texas af Wim Wenders
1985: When Father was away on Business af Emir Kusturica
1986: The mission af Roland Joffe.
1987: Under the sun of Satan af Maurice Pialat
1988: Pelle the conqueror af Bille August
1989: Sex, lies and videotape af Steven Soderbergh
1990: Wild at heart af David Lynch
1991: Barton Fink af Ethan et Joël Coen
1992: The best intentions af Bille August
1993: Farewell my concubine af Kaige Chen / The piano af Jane Campion
1994: Pulp Fiction af Quentin Tarantino
1995: Underground af Emir Kusturica
1996: Secrets and lies af Mike Leigh
1997: The Eel af Inamura Shohei / Taste of Cherry af Abbas Kiarostami
1998: Eternity and a day af Theo Angelopoulos
1999: Rosetta af Jean-Pierre et Luc Dardenne
2000: Dancer in the dark af Lars Von Trier
2001: The son’s room af Nanni Moretti
2002: The pianist af Roman Polanski
2003: Elephant af Gus Van Sant
2004: Fahrenheit 9/11 af Mickael Moore
2005: The child af Jean-Pierre et Luc Dardenne
2006: The wind that shakes the barley af Ken Loach
2007: 4 months, 3 weeks and 2 days af Christian Mungiu
2008: The Class af Laurent Cantet
2009: The White Ribbon af Michael Haneke
2010: Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives af Apichatpong Weerasethakul
Se også
POLITIKEN – Dagens overblik, analyser og det bedste fra sportens verden
Læs Politiken hver dag BESTIL I DAG
- Få dine daglige kulturnyheder på mail
Dansker dræbt i lavine-ulykke
Dansk mand er dræbt i Italien i går. De pårørende er blevet underrettet
USA's ambassadør: Syrien bruger voldsom krigsmaskine mod private hjem
Fem ansatte på Murdoch-avis er anholdt
Ung Politiken-fotograf tager to internationale priser på én dag
Lærke Posselt vinder to store priser for portræt af dansk-iransk skuespiller.
Rejsen er bestilt, og rødvinen er trukket op
Prævention samler republikanere i 'religionskrig' mod Obama
Drabssigtet var for farlig til bosted
MIstænkt for pædagogdrab boede på en åben institution, selv om han var erklæret for farlig til stedet.
Toge kører igen efter ulykke
Politiet har givet grønt lys til togkørsel mellem København og Høje Taastrup.
Græsk regering godkender stram spareplan
Seneste nyt
Mest læste i dag
Kultur Seneste nyt
Sport Seneste nyt
IBYEN Seneste nyt
Tjek Seneste nyt
FOTOS OG TV 2011
TV Omstridt film om Diana bruger forbudte fotos
FOTO Så åbnede ballet i Cannes
NOSTALGI Da Cannes var i sort/hvid
Tophistorier Kultur
Seneste anmeldelser
Seneste kultur-tv