Annonce
Film 16. maj. 2010 KL. 20.49 opdateret 20. maj. 2010 KL. 15.48

Kim Skotte: 'Armadillo' er en forbløffende modig film

Janus Metz fjerner sløret fra fraserne om Danmarks krig i Afghanistan.

Annonce
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Cannes 2011


Cannes Filmstival nr. 64. finder sted 11.-21. maj 2011. 20 film kæmper i hovedkonkurrencen om 'Den Gyldne Palme'.

BESØG det officielle Cannes-site (eksternt link)

Armadillo

Dokumentarfilm.
Instr. Janus Metz.
Filmfotograf: Lars Skree
Lyd: Rasmus Winther
Klip: Per K. Kirkegaard
Musik: Uno Helmersson
100 min.

»Man skal have oplevet det for at forstå det«, siger en af de unge danske soldater i dokumentarfilmen ’Armadillo’.

’Det’ er i dette tilfælde adrenalinpumpede danske soldater, som med en håndgranat har fået ram på nogle talebanske krigere.

Og bagefter har pumpet dem fulde af bly for at være helt sikre på, at de nu også har fået gjort kål på den forhadte fjende. Vi er langt fra det gamle billede af danske soldater som fredsbevarende styrker.

Men samtidig sætter soldaten fingeren på dokumentarfilmens mest fornemme opgave: at give beskueren en mulighed for at opleve virkeligheden på en måde, så man bliver klogere på den.

'Armadillo' er ikke politisk
Michael Moore fortæller uden blusel subjektivt i sine politiske dokumentarfilm.

Polemik og manipulation er i det hele taget på mange måder en stadig mere populær måde at lave politiske dokumentarfilm på. Men der er heldigvis også en anden måde.

’Armadillo’ er ikke politisk.

Men virkeligheden er politisk, hvis man fortæller ærligt om den. Fortæller man nærgående om en kontroversiel del af virkeligheden, ændrer man også den politiske.

Det bliver sværere at ignorere virkeligheden.

SE TRAILER

LÆS ARTIKEL Forsvaret undersøger mulige likvideringer

Underminerer fraserne
Janus Metz’ dokumentarfilm ’Armadillo’ gør med ét hug, hvad så mange spagfærdige protester og forsøg på debat ikke har formået.

Nemlig at fjerne sløret fra de bekvemme politiske fraser om Danmarks krig i Afghanistan.

’Armadillo’ viser, at den danske krig i Afghanistan selvfølgelig er lige så beskidt som alle andre krige. Ikke mindst guerillakrige, hvor fjenden gemmer sig iblandt civilbefolkningen og ikke er til at skelne fra den.

En afghansk bondemand slår beklagende ud med armene.

»Vi kan ikke samarbejde med jer. I kommer med jeres våben, og så er I væk igen. Og om natten kommer de og skærer halsen over på os«.

»Det er hverken jer eller Taleban, der bliver dræbt«, sukker en anden gammel bondemand. »Det gør vi«.

Billederne gør indtryk
Det er ikke påstande, men billeder, der gør indtryk i ’Armadillo’.

METZ I CANNES Armadillo-instruktør: Vi skal tale mere om krigen

Billederne af svært bevæbnede danske soldater, der stavrer rundt som Star Wars-soldater i et øde og brutalt landskab så fjernt fra det danske, som tænkes kan.

Mens befolkningen med deres lange skæg og gevandter betragter dem med stoisk mistro. Selvtalende billeder på en håbløs mission, som ikke alverdens mandsmod kan hale op af kulturkløften.

Forbløffende
Det er en på næsten alle måder forbløffende film, Janus Metz har lavet.

Forbløffende modig: Fotografen Lars Skree er i lige så høj grad som soldaterne i skudlinjen.

Forbløffende åbenhjertig: Metz og filmholdet har opnået en grad af tillid, der gør filmen til et fuldstændig unikt portræt af unge mænd i krig.

Et portræt, som for altid vil forandre danskernes billede af ikke blot krigen i Afghanistan, men også af de danske soldater.

Man kan næsten se adrenalinen pumpe, når nogle af de unge mænd indsnuser spændingens kick.

’Armadillo’ handler om danske soldater i Afghanistan, men den handler også i bredere forstand om unge mænd i krig. Om spændingens attraktion.

Om det sus, man får af helikoptere og seje våben.

Om kammeratskab, korpsånd og kedsomhed. Om hadet til fjenden og nødvendigheden af at gøre sig hård.

Om porno og pludselig død. Indirekte handler ’Armadillo’ dermed også om kontrasten til et samfund, der ellers på næsten alle andre områder har udviklet sig til et sted, hvor der ikke rigtig er brug for de vilde og eventyrlystne drenge.

»Det var fedt!«, udbryder en af dem vilkårligt efter den bloddryppende kamp, hvor der var »jackpot i den dér grøft«.

Bedre end de amerikanske spillefilm
Det er oplagt at sammenligne ’Armadillo’ med amerikanske dokuprægede krigsspillefilm som ’Re-dacted’, ’Stop-Loss’ og ’The Hurt Locker’.

LÆS ANMELDELSE Irak-film er et heftigt adrenalinsus (4.9.9)

Men her synes jeg faktisk, man i ’Armadillo’ bliver gjort klogere på krigernes cocktail af angst, adrenalin og testosteron.

I udlandet vil man måske ikke umiddelbart interessere sig for en film om Danmarks krig med titlen ’Bæltedyr’, men hvis først man opdager, hvor enestående et soldaterportræt ’Armadillo’ er, vil den kunne nå vidt omkring.

Forbløffende er nemlig også filmens tekniske og æstetiske niveau.

Politikerne kan ikke affeje den
De smukke farvebilleder af det afghanske ødeland og de intense portrætter af de unge danske mænd kunne have taget livet af filmens dokumentariske nerve og de kaotiske kampscener.

Men alle æstetiske valg inklusive den nærværende lydside og den fornemme musik af henholdsvis Rasmus Winther Jensen og Uno Helmersson trækker på samme hammel.

LÆS INTERVIEW Hvad ville du selv have gjort som dansker i krig? (1.5.10)

Den danske regering har med sin ’der er ikke noget at komme efter’-attitude formået at gøre det til en svær sag at diskutere den danske krigsførelse nøgternt.

Men det kommer man ikke uden om nu.

Netop fordi ’Armadillo’ ikke kan affejes som en film ude i et politisk ærinde.

Flænser idéen om særlig dansk mentalitet
Det er en film i virkelighedens tjeneste, men det er en film, der er blevet så intenst medrivende, fordi Janus Metz har været lige så fascineret af sine soldater, som soldaterne er fascineret af krigen.

De danske soldater sidder bag pigtråd. 800 meter uden for lejren begynder Talebanland. Man er regulært under belejring.

Begge parter lurer på hinanden. Talebanerne har godt tjek på danskerne, og man forstår soldaternes frustration over en fjende, der skjuler sig i civilbefolkningen, og flere gange undervejs sender danske soldater på lazarettet og på kirkegården.

En soldat beretter, at han brugte seks timer på at samle stumper af en kammerat dræbt af en vejsidebombe.

Det er den virkelighed, politikerne nu må forholde sig til efter en film, der flår alle forestillinger om en særlig dansk mentalitet i stumper og stykker.

De menneskelige omkostninger
Den er væk, fordi der er pokker til forskel på at udføre en fredsbevarende mission og på at være en krigsførende nation.

De danske soldaters opførsel vil være chokerende for mange.

Men forsvaret kan på en måde kun være tilfreds med filmen.

Man får set, at de danske soldater udfører et dødsensfarligt og yderst krævende arbejde ved frontlinjen. Man får sat ansigter på de anonyme krigere.

Men man får også på en helt anden måde end tidligere vist de menneskelige og moralske omkostninger.

Farvel til fairplaypokalerne
Og man får først og fremmest vist, at man yder store ofre i en situation, der på mange måder forekommer politisk tvivlsom og strategisk udsigtsløs.

LÆS OGSÅ Carsten Jensen: ’Armadillo’ er et jordskælv

Danskerne er det lykkelige folk. Vi er de flinke gutter.

Dem med sportsånden og fairplaypokalerne.

Dem, der tager gas på de store og deres opblæste paroler. Men danskerne er ikke længere de samme.

Det opdager man, når man har fulgt disse unge soldaters liv i Isaf-styrken udstationeret i Helmand igennem en god del af 2009.

Lært dem lidt at kende. Mads, Daniel, Rasmus. Helt almindelige gode danske drenge med gode danske navne. Frygtindgydende krigere, når det gælder.

»Det skal nok blive spændende«, siger de ved afrejsen og glæder sig, så man samtidig kan se sommerfuglene danse i maven.

Vigtige billeder
En af soldaterne sammenligner det med at være en fodboldspiller.

Der er jo også forskel på træning og kamp. Men sammenligningen holder ikke.

Det er snarere forskellen på at pløkke fjender i et spil og så pløkke fjender i virkeligheden. Med flænset kød, stinkende lig og døde børn.

LÆS ARTIKEL Film afslører brutale danske soldater

Men uanset omkostningerne er adrenalin et hårdt stof, som det er svært at undvære.

Det er vigtige billeder at se. Så længe virkeligheden opleves som uvirkelig, er man let at manipulere.

Billederne af den danske krigsførelse i Afghanistan har været præget af politisk spin, en mærkelig mangel på almindelig opmærksomhed og sejlivede myter om den nationale selvforståelse.

De lemlæstede og dræbte soldater har fyldt uendelig lidt i offentlighedens opmærksomhed.

Endnu mindre end debatten om krigens berettigelse og fornuft.

’Armadillo’ gør, hvad den skal: gør det umuligt at fortsætte med at lukke øjnene for virkeligheden.

Cannes Filmfestival gennem 64 år

Foto: PR FOTO
Foto: PR FOTO

Danmark har to film med i hovedkonkurrencen om Den Gyldne Palme i år: Lars von Triers 'Melancholia' og Nicolas Winding Refns amerikansk producerede 'Drive'.

Derudover vises også danske Frederikke Aspöcks film 'Labrador' som special screening i hovedprogrammet.

Alle tre film har verdenspremiere, når de vises i Cannes.

Juryens præsident er i år den amerikanske skuespiller, producent og instruktør Robert de Niro, der blandt andre får selskab af stjerner som Jude Law og Uma Thurman.

Fire gange har danske instruktører hentet Den Gyldne Palme med hjem fra Cannes.

I 2000 vandt Lars Von Trier for filmen 'Dancer in the Dark'
I 1992 vandt Bille August for 'Den gode vilje' og i 1988 vandt han for 'Pelle Erobreren'
I 1946 vandt Bodil Ipsen og Lau Lauritzen Junior for 'De røde enge'

Der er kun fem instruktører i alt, hvoraf Bille August er den ene, der nogensinde har vundet prisen to gange.

I 1998 vandt Thomas Vinterberg Grand Prix-prisen for sin film 'Festen'.

Hovedprisen på filmfestivalen er Den Gyldne Palme, på fransk 'Palme d'Or'. Det er en international filmpris, der uddeles hvert år i Cannes til den bedste film. Det hænder dog, at juryen vælger at give prisen til flere film samtidig.

Indtil 1955 og igen mellem 1964-1974 hed prisen Grand Prix. Dette navn bruges nu til den næstfineste pris på filmfestivalen.

Derudover uddeles der blandt andet priser til bedste instruktør, bedste mandlige og kvindelige skuespiller og bedste debutfilm.

Foto: JONATHAN SHORT/AP
Foto: JONATHAN SHORT/AP

Filmfestivalen i Cannes er verdens mest prestigefyldte af slagsen.

Den blev holdt første gang i 1946 og er siden blevet afholdt hvert år i maj, bortset fra i 1968 hvor festivalen blev aflyst på grund af massive demonstrationer og strejker i Frankrig.

Juryen skifter fra år til år og består af en udvalgt gruppe filmfolk som skuespillere, instruktører og lignende fra forskellige lande.

Festivalen får hvert år massiv medieomtale og tiltrækker derfor mange filmstjerner, ligesom begivenheden er et populært sted for filmproducenter, der vil lancere og sælge deres film til de mange fremmødte distributionsselskaber fra hele verden.

Cannes ligger i den sydlige del af Frankrig ved den franske Riviera. Byen har cirka 70.000 indbyggere, men huser langt flere om sommeren, hvor tusindvis af mennesker strømmer til feriebyen på den franske middelhavskyst.

Vindere af Den Gyldne Palme gennem tiden

Mellem 1964-1974 hed hovedprisen Grand Prix i stedet for Den Gyldne Palme

1955: Marty af Delbert Mann

1956: The silent World af Jean-Yves Cousteau and Louis Malle

1957: Friendly persuasion af William Weyler

1958: The Cranes are flying af Mikhaïl Kalatozov

1959: Black Orpheus af Marcel Camus

1960: La Dolce vita af Federico Fellini

1961: Viridiana af Luis Bunuel / The long absence af Henri Colpi

1962: The Promise af Anselmo Duarte

1963: The Leopard af Luschino Visconti

1964: The Umbrellas of Cherbourg af Jacques Demy

1965: The Knack... and how to get it af Richard Lester

1966: Alfie af Lewis Gilbert

1967: Happy Gypsies af Aleksandar Petrovic / Accident af Joseph Losey

1968: Festivalen fandt ikke sted

1969: Adalen 31 af Bo Widerberg

1970: Investigation of a citizen above suspicion af Elio Petri

1971: Johnny got his gun af Dalton Trumbo / Taking off directed af Milos Forman

1972: Solaris af Andrei Tarkovski

1973: The mother and the whore af Jean Eustache

1974: A thousand and one nights af Pier Paolo Pasolini

1975: Chronicle of the burning years af Mohammed Lakhdar-Hamina

1976: Taxi driver af Martin Scorsese

1977: Padre, padrone af Vittorio et Paolo Taviani

1978: The tree of wooden clogs af Ermanno Olmi

1979: Apocalypse now af Francis ford Coppola / Le tambour af Volker Schlondorff

1980: All that jazz af Bob Fosse / Kagemusha af Kurusawa Akira

1981: Man of iron af Andrezj Wajda

1982: Missing af Costa Gavras / Yol af Yilmaz Guney

1983: Ballad of Narayama af Inamura Shohei

1984: Paris Texas af Wim Wenders

1985: When Father was away on Business af Emir Kusturica

1986: The mission af Roland Joffe.

1987: Under the sun of Satan af Maurice Pialat

1988: Pelle the conqueror af Bille August

1989: Sex, lies and videotape af Steven Soderbergh

1990: Wild at heart af David Lynch

1991: Barton Fink af Ethan et Joël Coen

1992: The best intentions af Bille August

1993: Farewell my concubine af Kaige Chen / The piano af Jane Campion

1994: Pulp Fiction af Quentin Tarantino

1995: Underground af Emir Kusturica

1996: Secrets and lies af Mike Leigh

1997: The Eel af Inamura Shohei / Taste of Cherry af Abbas Kiarostami

1998: Eternity and a day af Theo Angelopoulos

1999: Rosetta af Jean-Pierre et Luc Dardenne

2000: Dancer in the dark af Lars Von Trier

2001: The son’s room af Nanni Moretti

2002: The pianist af Roman Polanski

2003: Elephant af Gus Van Sant

2004: Fahrenheit 9/11 af Mickael Moore

2005: The child af Jean-Pierre et Luc Dardenne

2006: The wind that shakes the barley af Ken Loach

2007: 4 months, 3 weeks and 2 days af Christian Mungiu

2008: The Class af Laurent Cantet

2009: The White Ribbon af Michael Haneke

2010: Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives af Apichatpong Weerasethakul

Annonce

POLITIKEN – Dagens overblik, analyser og det bedste fra sportens verden

Læs Politiken hver dag BESTIL I DAG

- Få dine daglige kulturnyheder på mail

Annoncer
Internationalt
11. feb. KL. 12.01

Dansker dræbt i lavine-ulykke

Dansk mand er dræbt i Italien i går. De pårørende er blevet underrettet

Medier
11. feb. KL. 12.43
Glæde. Lærke Posselt fejrede sine priser på journalisthøjskolen i aftes. Hun var - selv sagt - i aldeles godt humør. - Foto: Jonathan Grevsen

Ung Politiken-fotograf tager to internationale priser på én dag

Lærke Posselt vinder to store priser for portræt af dansk-iransk skuespiller.

Danmark
11. feb. KL. 08.46
Minde. Mange har lagt blomster på det sted, hvor Judy Meiniche Simonsen døde. - Foto: Ernst van Norde/Polfoto

Drabssigtet var for farlig til bosted

MIstænkt for pædagogdrab boede på en åben institution, selv om han var erklæret for farlig til stedet.