Nyhedsformidlingen savner poesi – og fiktionen står og skriger på autenticitet og identifikation. I en verden, der bliver stadigt mere kompleks, er tv-mediernes bud æstetisk flade og indholdet mere og mere forsimplet.

Og hvis nogen gad have ham inden for dørene hos CNN, der i lighed med resten af mediebilledet har stærkt brug for at genopfinde den dybe tallerken, tog Boris Bertram såmænd hjertens gerne til USA for at udvikle nye måder at lære os om vores omverden.

»Jeg bryder mig ikke om journalistikkens formsprog, det er det samme evindelige flow af det samme på den samme måde. Hele tiden. Så vænner folk sig til, at sådan ser verden ud. Og det gør den jo ikke. Den er langt mere mangfoldig«.

Når Boris Bertram i de kommende måneder rejser rundt i Skandinavien og taler om radioaktivt affald, og når han gør det samme i New York i efteråret og i Moskva og hvor man ellers måtte ringe efter ham, er det ikke som ekspert udi det miljøkatastrofale, som forfatter til en bog om samme eller som en af tv’s selvudnævnte journalisteksperter – men som filminstruktør.

På samme måde som Janus Metz lige har sat dagsordenen inden for Afghanistandebatten med sin film ’Armadillo’, og som Christoffer Guldbrandsen satte krigen på forsiderne med filmen ’Den hemmelige krig’.

LÆS OGSÅKim Skotte: 'Armadillo' er en forbløffende modig film

Allegori over det moderne Rusland
For ti år siden undfangede den kvartrussiske Boris Benjamin Bertram en drøm om at filme dagligliv og aspirationer hos et moderne dansekompagni øst for Uralbjergene, som han var blevet fan af efter at have set en serie billeder af dem, men det var ikke givet, at filmen, der skulle komme ud af det, skulle sætte en lavine af miljødebatter i gang.

Bertrams film ’Tankograd’ blev vist i DR 2 sent tirsdag aften og er på programmet i københavnerbiografen Vester Vov Vov til 17. juni.

Mange vil se den som et æstetisk formfuldendt værk, der handler om et stræbsomt kompagni af unge scenekunstnere, andre som en harmfuld journalistisk anklage mod de russiske myndigheder, der lod hundredtusinder borgere dø og blive syge under en eskalerende miljøkatastrofe.

Atter andre vil endog kunne læse en allegori i filmen over det moderne Rusland, så grimet og ødelagt, at der kun er én vej mulig for dets borgere: opad, op mod stjernerne, hvor verden endnu er ren og farbar for mennesker.

LÆS OGSÅDansere kæmper imellem mafia og radioaktivitet

»Det var kunsten, der gav disse dansere deres livsnerve, deres passion i livet«, siger Boris Bertram, »og det var det, der oprindelig fascinerede mig. Hvordan er det at være kunstner i Rusland? Hvilke vilkår arbejder de under? Jeg lærte dem at kende og syntes, at de fortjente en ordentligt afrundet fortælling«.

Affald gennem sprækkerne
Ikke et ord – endnu! – om radioaktivt affald.

Den historie kendte Bertram godt til, og han ville lade den komme frem i sprækkerne af sit portræt af dansekompagniet. Ikke at det var nemt, hverken myndighederne i Putins Rusland eller danserne var vilde med at snakke om det.

»Det civile samfund var enormt presset, da jeg første gang var i Rusland. Dumaen var kommet med en lov i 2007, der bestemte, at hvis man talte dårligt om Rusland, kunne man blive arresteret, og det blev miljøaktivister rundt om i landet. Da Medvedev kom til, begyndte det at gå den rigtige vej i civilsamfundet igen«.

Sit navn, Tankograd, fik byen, fordi Stalin lagde hele produktionen af kampvogne her øst for Uralbjergene og uden for rækkevidde for de fremrykkende nazister.

De bedste kampvogne var fra Tankograd, og billederne myldrer frem i hovedet på en af kernesund sovjetisk ungdom og fremskridtet symboliseret i uimodståeligt krigsapparatur. En film tager sin begyndelse, i vore hoveder til en start.

Halvt huskede historier
Og efter krigen, i 1957, fandt Kreml, at Tankograd, eller Tjeljabinsk, som byens officielle navn var, havde gjort det så godt, at den skulle have en gave mere.

Kampvognene havde fået stedet til at vokse fra en flække til en millionby, og nu vrimlede der yderligere med arbejdspladser til byen, da den blev gjort til fødehjem for den første sovjetiske atombombe. Intet var for godt for folkene i Tankograd.

Og da Majak-atomkraftværket blev ramt af en eksplosion i et radioaktivt depot i 1957, blev borgerne, mænd, kvinder og børn, sendt ud for at rydde op og rense, til de blødte fra fingerspidserne.

Tanko.  Masja og Vova. Foto: Magnus Jønck Det var Tjernobyl ganget med 20, og Tjeljabinsk opgøres til at være det mest forurenede sted på kloden. Fra 1945 til 1992 var området lukket for omverdenen, hermetisk.

»Jeg ville ikke have«, siger Boris Bertram, »at danserne skulle fortælle om atomulykken, fordi det ville være risikabelt for dem i det aktuelle politiske klima. Så danserne fortæller mere om myterne, der huserer, en slags folkeeventyr og halvt huskede historier. Og det var nemt nok, for de faktuelle ting har de ikke haft lyst til at sætte sig ind i«.

En film om dans. Og affald
Kompagniets stjernedanser Masja havde hovedrollen i ’Tankograd’, og filmen blev bygget op om hende, mens den blev realiseret på besøg efter besøg.

Men da Masja blev syg og fik kræft, ville hun ikke være med længere, og Bertram, hvis film ellers næsten var i mål, fik brug for en ny hovedperson. Og klipperen foreslog Vova, den unge danser, der tillige havde været Bertrams praktiske gris under opholdene gennem efterhånden fire år.

Blå bog

Boris Benjamin Bertram

Dansk dokumentarist, 38 år.

Var journalist ved P1 fra 1998 og blev kandidat i socialpsykologi fra Københavns Universitet.

I 2005 blev han færdig på Den Danske Filmskole og tog afgang med filmen ’My Beirut’.

Filmen ’Diplomacy’ fra 2008 viste den diplomatiske afmagt ved FN, da Danmark under sit formandskab af Sikkerhedsrådet søger opbakning til at sende fredsbevarende styrker til Sudan som bolværk mod folkemordet i Darfur.

Storebror til Tobias Bertram, hvis band Ghost Society leverer lydsiden til ’Tankograd’.

»Det var jo stjernen, det var jo Masja, jeg ville ha’«, siger Boris Bertram, »og Vova var bare ham fyren, der hele tiden havde stået bag ryggen på mig, men pludselig kunne jeg godt se, at det var ham, der havde sproget og kunne få filmen til at leve«.

Så Masja blev en bifigur, og Vova blev et karismatisk og decideret rørende midtpunkt i træningssalen og i sin lille toværelses med den lillebitte pige, han elsker.

»Det bliver mere og mere et krav fra Det Danske Filminstitut, at man skal scripte sine historier på forhånd«, siger Bertram, »sådan at de præcis ved, hvad der kommer til at ske, men som det her tilfælde viser, skal man som true documentarist være åben over for alt, hvad der kan ske«.

96 procent af alle mennesker dør maksimalt 30 kilometer fra deres fødested, og i Rusland, et land uden nævneværdigt socialt sikkerhedsnet, er det ikke realistisk at flytte fra provinsen, hvor forgiftet den end måtte være, til Moskva uden nogen til at garantere ens udkomme.

»Og på dette forfærdelige sted er der nogle mennesker, der går ind i det her rum og skaber noget, der gør dem stærke, giver dem tro og håb, giver dem sprog og individualitet«.

Konsekvenserne i krigen
’Tankograd’ er ikke journalistik. Faktisk fremlægger den ganske lidt reel dokumentation på den konventionelt journalistiske måde med tal og grafer.

Den klipper virtuost mellem forskellige fortællelag og benytter ganske flittigt et princip, Boris Bertram har fået fra sin læremester Jørgen Leth, og som går durk mod alt, hvad journalister har lært gennem generationer, nemlig not to kill your darlings, men at bibeholde scener og bifigurer, man elsker – selv når man dårligt kan gøre rede for dem ud fra ordinær dramaturgi.

»Nej, vel er det ej journalistik«, understreger Boris Bertram.

»Men jeg kan garantere dig, at alt er gennemtjekket og dokumenteret, men for meget info vil skade fortællingen. Men når det er sagt, så mener jeg, at den dokumentariske fortælling for tiden totalt udkonkurrerer nyhedsjournalistikken. Det er først nu, efter Janus Metz’ ’Armadillo’ forleden, at vi fuldstændig forstår konsekvenserne af vores deltagelse i krigen i Afghanistan.«

LÆS OGSÅSoldater fortørnet over likvideringsscene i 'Armadillo'

»Christoffer Guldbrandsens ’Den hemmelige krig’ havde den samme effekt, og en hel hær af eksperter, der havde fået til opgave af regeringen at skabe spin på den film, kunne ikke finde noget faktuelt at komme efter. Og så er der min egen film om en katastrofe, der ikke har været fortalt som sådan. Når film er så gennemarbejdede, repræsenterer de det, som den undersøgende, dybdeborende journalistik engang kunne. Men hvad nytter det, når DR’s programtilrettelægger bestemmer, at min film er en artfilm, som skal køre kl. 23?«.

LÆS OGSÅInstruktør: problematisk og udemokratisk beslutning

Det sidste bolværk
Vi er inde på Boris Bertrams yndlingsområde.

Han var journalist på P1 i slut-90’erne, inden han blev kandidat inden for socialpsykologi og tog afgang fra Den Danske Filmskole i 2005.

Og han bliver noget så forbandet over, at moderne dansk journalistik, især som den udfolder sig på tv, ikke tager i ed, at verden er blevet mere kompleks.

»Nyhedsjournalistik i dag er uredigeret og live, og i takt med at samfundet er blevet mindre og mindre overskueligt, er journalistikken blevet hurtigere, kortere, dummere og mere sensationssøgende. Og tv-nyhederne styres i stadig højere grad af kommentatorer, der kan have særinteresser i at vinkle historierne, som vi så under Irakkrigen, hvor Pentagon betalte pensionerede militærfolk for at italesætte krigen ud fra manus, som Pentagon havde udleveret på forhånd!«.

Bertram ser dokumentarismen som et sidste, nej det sidste bolværk for den komplekse, afslørende og samfundskritiske fortælling, og når han tager munden fuld, tilbyder han at tage over til CNN og udvikle nye måder at fortælle nyhederne på.

LÆS OGSÅDansk dokumentarfilm har ramt guldåre

»Den dokumentariske fortælling kan ofte skabe en større bevægelse i publikum, fordi du kan mærke, at det er sandt. At scenen er autentisk, og du kan identificere dig med hovedkaraktererne. Du kan mærke, at her er et menneske, der trækker vejret. Poesi, nøgenhed og emotionalitet er andre vigtige elementer i den dokumentariske fortælling«.

Overraskelser på vej
Grunden til, at Danmark er så markant langt fremme på den internationale arena med dokumentarfilm lige nu, er, ifølge bl.a. Boris Bertram, at formatet bliver taget alvorligt på Filmskolen, hvor dokumentaristerne arbejder sammen med ’rigtige’ fotografer og klippere, og hvor vi insisterer på, at filmene skal have filmiske kvaliteter.

Bertrams næste film, som han er i gang med at idéudvikle, kommer til at handle om den danske regerings beslutningsgrundlag for at gå i krig i Irak.

Filmen kommer til at tage form som en høring, og selv om Bertram ikke decideret leder efter nogen smoking gun, der kan fælde den regering, der angiveligt gik i krig på fejlagtigt grundlag, eller den statsminister, der i dag er forfremmet opad i Nato-systemet, vil han godt love, at der kommer overraskelser frem.