Udenfor Berliner Palast fryser romakvinderne i de spraglede kjoler.

På hjørnet ved Hotel Hyatt, den anden del af den tyske filmfestivals bastion, er temperaturen den samme for de forsamlede jægere af fotos og autografer fra de kendte, der skal skride ind ad de røde løbere.

Indenfor foregår alt i et småløbende kaos af forbløffende velordnede proportioner. Ivrige pressefolk falder over hinanden på vej til mødet med den jury, som byder på en hel del mere celebrityskind og glamour end filmprogrammet.

Som i år til overflod foregår under højspændte, storpolitiske forhold med finanskrisen glammende derude i kulden, klimaforandringer og uskyldige menneskers blod flydende i Syriens gader.

Sofistikeret jury
»Vi kan ikke ignorere de sociale, politiske og miljømæssige temaer, der bliver taget op i filmene. Men vi er på den anden side set så begavede og sofistikerede, at filmenes kunstneriske kvaliteter vejer lige så tungt«, fastslår formanden for den jury, der skal fordele Guld- og Sølvbjørne ved hovedkonkurrencen i Berlinale nummer 62, den stærkt politisk bevidste, britiske instruktør Mike Leigh.

LÆS OGSÅBerlin 2012: Her er årets jury

»Det er nemlig rigtigt, bortset fra det med det sofistikerede«, mumler den amerikanske skuespiller Jake Gyllenhaal et par pladser til venstre for ham, mens von Triers foretrukne hovedrolleindehaver i disse år, Charlotte Gainsbourg, holder de tynde arme op foran sit ansigt på pladsen mellem de to herrer.

Som om hun frygtede et verbalt amokløb a la det, det danske enfant terrible præsterede med sin forståelse for Adolf Hitler i Cannes.

LÆS OGSÅVon Triers nazi-joke er den femte værste i verden

Dengang alt handlede om stil
Udenfor styrter regnen ned, og døde rotter skyller op fra deres underjordiske skjulesteder.

Enkelte af dem havner sågar i søen ved Versailles-slottet, så hoffets damer væmmes, når de sejles rundt i gondol.

Og inde i Paris rumler oprøret, og en liste med navnene på langt over 200 mennesker, der må af med hovedet, for at verden kan gå videre på retfærdig vis, rejser rundt i gaderne. For endelig at finde ind på slottet, hvor de fleste af hovederne befinder sig.

Indenfor på slottet leges der stadig herskab og tjenestefolk. Tjenestepigen Sidonie har lånt et vækkeur, så hun kan komme op til tiden og passe sine forpligtelser som oplæser for den legesyge unge dronning, Marie Antoinette. Selv om uret er smykket med forgyldte udskæringer, tæller det hastigt ned mod den bitre ende på den kunstigt sødede tilværelse bag slottets mure.

Selv i juli 1789, mens den franske revolution greb om sig, handlede alt om stil i Paris ifølge Benoït Jacquots historiske kostumefilm, ’Les Adieux À la Reine’ (Farvel min dronning), der formentlig på grund af sin indlysende pendant til nutidens fældning af despoter i arabiske paladser var valgt som åbningsfilm.

Filmen kaster et blik ind bag kulisserne i en kunstigt oppustet miniverden med dens fejhed og svig. Selv om den loyale tjenestepige belæres om verdens ondskab på den hårde måde, er det, som om filmen nøjes med at give det – netop et nyfigent blik ind bag de skidne, men parfumerede royale gemakker med koldsved og angst for guillotinen drivende ned ad væggene.

Men nysgerrighed er selvfølgelig ikke det værste at gå en filmfestival i møde med.